Pædagog til Haraldsgårdens børnehave – sjældent udbudt stilling

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for at have fokus på børnenes trivsel, udvikling og læring? Så læs her

To af vores pædagoger ønsker at arbejde i vores basisteam, og derfor er der nu en åbning for nyt job.

Vi er tre pædagoger på hver stue samt en ressourcepædagog, en uddannet chauffør og en afdelingsleder. Vi har 24 børn pr. stue. Vores børn kommer på mange forskellige tider i løbet af døgnet, og derfor er vi meget sjældent fuldtallig.

Vi har skemalagt forberedelsestid og stuemøder, så du altid kan være på forkant.

Vi ser os selv som en attraktiv arbejdsplads, fordi vi som selvejende institution både har fantastiske fysiske rammer, en sund økonomi, tydelig ledelse, en virkelig god normering og mange fagligt dygtige kollegaer at sparre med. Vi har et lavt sygefravær, gode trivselsrapporter og rigtig fine tilsynsrapporter.

Hvem er du?
Du er sikkert pædagog med erfaring – og den væsentligste forudsætning er, at du har gejst, og at din drivkraft er faglighed samt nærvær i relationerne. 

Ønsker du sporskifte, er det også en mulighed. Sporskifte er for dig, som gerne vil arbejde indenfor det pædagogiske felt, og som er fyldt 25 år og har gennemført en videregående uddannelse minimum på bachelorniveau.

Er i to, der ønsker at skifte arbejdsplads, siger vi også gerne velkommen til jer begge.

Velkommen til dig 
Er du blevet nysgerrig, og vil du være med til at lave noget, der på mange måder er anderledes, end du kender det fra andre institutioner? Brænder du for at have fokus på børnenes trivsel, udvikling og læring? Ønsker du at arbejde aktivt med børns leg og deltagelsesmuligheder? Ønsker du et arbejde, hvor du har indflydelse, får indsigt, og hvor du har alle muligheder for at præge fremtiden? Så er dette job måske dit? 

Du vil blive en del af en stue og et team bestående af pædagoger med forskellig erfaring. Så du vil have rig mulighed for at sætte dit eget præg på strukturen, fagligheden og pædagogikken på stuen.

Du får ledelse tæt på. På hver afdeling er der en afdelingsleder, der udelukkende har ledelsestid og derfor tid til at sparre med dig, udvikle fagligheden og deltage i forældresamarbejdet.

Børnehaven
I børnehaven er børnene fra 3,5-6 år. Vi har tre stuer, der på skift kører med vores rumlepotte på tur ud i naturen i to uger og derefter er hjemme i børnehaven i fire uger.

Bussen kører fra kl. 9:30-15.00, og personalet planlægger sammen, hvor bussen skal køre hen. Bussen er fyldt med muligheder for fantastiske oplevelser, fordybelse, ro, forskellige læringsmiljøer og nærvær mellem børn og voksne. Vi bygger huler, laver mad over bål, går på insektjagt, klatrer i træer, sanser og meget mere.

Ugerne hjemme i børnehaven er vi både meget inde og ude. Vi deler os op i mindre grupper og gør brug af vores store udearealer og boldbane, og vi er på stuerne, i vores sal eller går på tur i nærmiljøet. Vi arbejder struktureret og følger samtidig børnenes initiativer.

Vi har særligt fokus på nærvær og læringsmiljøer, hvor børnene får tid og plads til at indgå i relationer. Legen er vigtig og prioriteres i samspil med de voksne. Vi har fokus på venskaber, sprog, leg, motorik og selvhjulpenhed, og vi vægter højt, at alle er en del af børnefællesskabet. Vi udfordrer børnenes nysgerrighed, fantasi og lyst til læring.

Du bliver en del af en stabil og social personalegruppe og et team bestående af engagerede og erfarne pædagoger, der alle brænder for fagligheden og aldersgruppen og gør brug af de mange forskellige læringsmiljøer, vi kan tilbyde børnene.  

Du får mulighed for at være med til at præge struktur, dagligdag og pædagogik sammen med glade og faglige kollegaer. I Haraldsgårdens børnehave vægter vi faglighed højt, og derfor vil du være en ud af i alt 11 uddannede pædagoger.

Vi har ud over de tre stuer i børnehaven et basisteam bestående af seks børn og tre pædagoger. Basisteamet har sine egne stuer og egen garderobe på 3. sal, men er store dele af dagen sammen med børnehaven. Vi arbejder med mangfoldige børnefællesskaber, og derfor er basisbørnene integreret på børnehavens stuer i så stort et omfang, som det er muligt.

Haraldsgårdens DNA
Målet er det bedste børneliv, og midlet er et godt arbejdsmiljø, arbejdsglæde, engagement, nærvær og høj faglighed. Vi nytænker grundværdierne i handling og går nye veje. Vi arbejdet med KIDS – Kvalitetsudvikling i daginstitutioner.

Vi arbejder med pædagogisk idræt og natur og udeliv som fokusområder. Vi er inspireret af Marte Meo og arbejder ud fra principperne i hverdagen.

Vuggestuens afdelingsleder er i gang med Marte Meo-uddannelse, og derfor vil du have mulighed for sparring og feedback i dit arbejde både via samtaler og video. Det bliver alle glade for – Marte Meo fokuserer nemlig, på det der fungerer og det positive i relationerne.

Forældrepartnerskab er en grundværdi hos os. Vi stiller høje faglige og personlige krav til vores kommende kollegaer. Vi griber ikke dagen men arbejder struktureret og fokuseret med handleplaner og læreplaner, og inden for de rammer skaber vi rum for leg og spontanitet. Haraldsgården er mere end et job, det er en arbejdsplads, hvor faglig udvikling, trivsel og fremdrift er kodeord. 

Personalegruppen 
Vi er en dynamisk og kreativ personalegruppe på godt 60 medarbejdere, der tager ansvar for hinanden og vores arbejdsmiljø-/glæde, og som sætter nærvær, åbenhed og samarbejde højt.

Vi er villige til forandring og prioriterer pædagogisk struktur, der skaber forudsigelighed for alle. Vi holder fast i traditioner og er samtidig åbne for nye tiltag.

Vi er en socialt engageret personalegruppe, og vi har mange fælles arrangementer – f.eks. DHL, fester og fredagsøl. 

Vi er uddannelsesinstitution og modtager pædagogstuderende i alle afdelinger.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter glædende regler og overenskomst. 

Arbejdstiden udgør 35-37 timer ugentligt, og stillingerne er til besættelse snarest muligt efter aftale. 

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Bilag
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, uddannelsesbevis og referencer.

Yderligere oplysninger
Arbejdstid ligger alle hverdage i tidsrummet kl. 6.00-17.00.

Vi er en røgfri institution, og der må ikke ryges i arbejdstiden. 

Læs mere på vores hjemmeside www.haraldsgaarden.dk 

Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingerne eller ønsker en rundvisning, er du velkommen til at ringe til afdelingsleder i børnehaven Ditte Flügel på 3032 9198 eller institutionsleder Trine Mortensen på 2494 0178.

Søg via linket senest fredag den 15. juni 2026
Vi afholder løbende samtaler.