Pædagog til Fritidsklubben Klub Utterslev (barselsvikariat)

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Klub Utterslev søger en engageret pædagog til et barselsvikariat – en kollega, der brænder for fritidspædagogik og kan inspirere børnene til at deltage aktivt i en bred vifte af aktiviteter både i og uden for klubben.

Om jobbet
Du vil være ansvarlig for at planlægge og udføre aktiviteter på kreaværkstedet, fx syning, strik og keramik, og du trives med madlavning som pædagogisk aktivitet og har gerne flere områder, hvor du kan lave aktiviteter med børnene, fx udeliv, drama, film eller noget helt tredje. Du er medansvarlig for driften af køkken og kreaværkstedet og deltager i planlægning af aktiviteter og indkøb. Du skal selvstændigt kunne varetage aktiviteter og have blik for at tilpasse dem efter børnenes forudsætninger og interesser. Du trives i et miljø med store temposkift. Du kan skifte mellem at bevare overblik og ro i perioder med travlhed, mange børn og høj intensitet og sætte initiativer i gang, når der er rolige perioder med færre børn. Du kan arbejde inkluderende og anerkendende og skabe rum for alle børn. Du har styr på konflikthåndtering og kan se konflikter som læringsmuligheder for børnene. Du kan bidrage til planlægning og forberedelse af forløb og aktiviteter.

Om dig
Erfaring fra fritidspædagogik er et krav. Uddannelse som pædagog er et plus. Du er initiativrig og har evnen til at gribe og støtte børns idéer og initiativer. Du er en tydelig voksen rollemodel med klare professionelle grænser.

Målgruppen
Klub Utterslev har omkring 215 indmeldte børn fra 4-6. klasse. Vi har en børnegruppe, der er nysgerrige på nye aktiviteter og projekter, og de deler en begejstring og lyst til klubbens aktivitetsprogram. Børnene er selv meget opsøgende, og så sørger vi for at komme ud og præsentere vores projekter for de børn, der ikke normalt besøger vores værksteder. Vores børnegruppe er fuld af god energi og en god daglig kontakt. Klubben er en del af et fritidscenter med fem andre matrikler i området.

Ansættelsesvilkår
Barselsvikariatet er som udgangspunkt på 32 timer om ugen med en aftenvagt til kl. 21.00. De andre dage i tidsrummet mellem kl. 13-18.00, og der er et ugentligt teammøde om onsdagen kl. 11.00. Vikariatet udløber 30. juni 2027. Vi ønsker, at du kan starte den 1. januar 2027 eller hurtigst muligt derefter – vi kan godt vente et par uger på den rigtige kandidat. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Yderlig information
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe til pædagogisk leder Ylva Hårdemark på 20 66 30 92/bu72@kk.dk. Du kan også kontakte pædagog med ledelsesfunktion Josef Abdo på B53I@kk.dk eller på 21 28 56 91 kl. 15-18.00.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest fredag den 30. oktober 2026
Vi afholder ansættelsessamtaler i uge 45.