Pædagog til Det Grønne Hus på Baunegård i Værløse

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være en stærk voksen for børn og unge med autisme – også når hverdagen rykker, og roen kræver ekstra faglighed? Har du lyst til at være en del af et trygt fællesskab, der tager faglighed, relationer og arbejdsmiljø dybt alvorligt?

Så er det dig, vi gerne vil invitere indenfor i Det Grønne Hus.

Velkommen til Baunegård
Baunegård er et behandlingsorienteret døgntilbud for normaltbegavede børn og unge (6-18 år) samt ungestøtte med autismespektrumforstyrrelser og forskellige følgediagnoser som f.eks. ADHD, OCD og angst.

I Det Grønne Hus arbejder vi med børn og unge, der primært udviser indadrettet adfærd, hvor mistrivsel oftere viser sig som tilbagetrækning, angst og indre uro end som synlig udadreageren. Målgruppen er ofte psykiatrisk komplekst sammensat, hvilket stiller høje krav til vores faglighed, relationsarbejde og evne til at skabe tryghed og forudsigelighed. Her kræves nærvær, struktur og en rolig nerve. Normeringen i Det Grønne Hus er 1:2, svarende til én medarbejder pr. to børn/unge.

Vi bor midt i Værløses natur – tæt på skov og sø og gør os umage med at benytte disse rammer i vores faglige metoder og pædagogiske tilgange.

Et sted hvor faglighed ikke bare er ord – men praksis
Hvis du som pædagog længes efter en arbejdsplads, hvor neuropædagogik ikke bare er noget, vi taler om, men et fælles sprog, en retning og en tryg metode – så vil du trives hos os.

Vi står i et udviklingsrum, hvor kulturen formes, og hvor nye medarbejdere får reel mulighed for at sætte aftryk. Vi arbejder målrettet med neuropædagogik, Low Arousal og traumebaserede tilgange – og vi er i gang med at styrke en mere ensartet neuroaffektiv praksis på tværs af huset.

Dit arbejde på Baunegård
Som en del af Det Grønne Hus bliver du en del af en afdeling, hvor vi arbejder intensivt, tæt og koordineret i teamet. Dette kommer konkret til udtryk i vores organisering, hvor vi prioriterer

  • at afholde personalemøde hver anden uge
  • at afholde supervision hver anden måned
  • gode muligheder for løbende sparring i hverdagen

For at kunne trives og lykkes i Det Grønne Hus skal du kunne

  • skabe struktur, overskuelighed og trygge rutiner
  • reagere roligt og professionelt på komplekse reaktioner
  • bruge (eller være nysgerrig på at lære) faglige metoder som neuropædagogik, Low Arousal og traumebaserede tilgange
  • evne at se udvikling i små skridt

Det er ikke nok at ville børnene det bedste. Du skal vide, hvordan vi gør det bedst – og have lyst til at udvikle dig sammen med os.

Hvem er du?
Vi leder efter dig, som

  • er uddannet pædagog (relevant erfaring er en klar fordel)
  • kan stå fast og være rolig og ”låne” dette nervesystem til både børn og kollegaer
  • er fagligt nysgerrig og ikke bange for at stille spørgsmål
  • trives med tæt samarbejde, faglig sparring og klare rammer
  • både kan grine, lytte og kommunikere tydeligt – også i pressede situationer

Du behøver ikke at være ekspert fra dag ét. Så længe du er læringsparat, loyal – og modig nok til at dele ud af dine tvivl/usikkerheder, så hjælper vi dig på vej.

Ansættelsesvilkår
Vi søger en pædagog med relevant faglig erfaring til en stilling på 37 timer om ugen. Der vil være lange vagter fra kl. 7.30 -23.00 eller fra kl. 13.00-23.00. Weekendarbejde hver 2. uge i et 4-ugers rul.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst for Socialpædagoger på døgnområdet (LFS).

Opstart pr. 1. juli 2026 eller efter aftale. Vi indhenter straffe- og børneattest.

Vil du være med?
Upload dit CV og send en kort ansøgning med din motivation for at søge stillingen, samt hvordan du ser dig selv bidrage til vores arbejdsfællesskab – så tager vi den derfra.

Har du spørgsmål? Ring til afdelingsleder Mads Jørgensen på 20 47 96 08 og kig evt. forbi til en kop kaffe og en rundtur.

Søg via linket senest onsdag den 13. maj 2026
Vi afholder løbende samtaler.