Pædagog til Børnehuset Trækronen (tidsbegrænset stilling)

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

I Børnehuset Trækronen er en af vores pædagoger desværre kommet galt afsted, og vi forventer først, at vedkommende er tilbage i november/december 2026. Derfor søger vi en dygtig pædagog, der kan træde ind indtil den 31. december 2026.

Da en af vores pædagoger er kommet galt afsted med knæet, søger vi en pædagog til en tidsbegrænset stilling indtil den 31. december 2026 – med mulighed for at søge om fastansættelse, hvis det passer ind for begge parter.

Du vil blive en del af en stue med en erfaren pædagogmedhjælper og pædagog. Udover dig er der allerede syv dygtige pædagoger til vores knap 80 børnehavebørn.

Vi har de seneste år været særligt optaget af den vigtige voksen-barn-relation, hvorfor dette arbejde skal have en særlig plads i dit hjerte. P.t. er vi optaget af, hvordan vi får "børnenes stemmer" med ind i planlægningen af de daglige aktiviteter. Dette tema vil fylde året ud – naturligvis sammen med alle de spændende ting, der opstår i en institution.

En ambitiøs og nærværende pædagog
Vi forventer, at du er uddannet pædagog og har en høj faglighed og interesse for at skabe de bedste rammer for vores børns udvikling. Er dette på plads, betyder det ikke noget for os, om du er en erfaren pædagog med mange år i faget, eller om du er nyuddannet og først nu skal til at bringe din faglighed i spil blandt børn, forældre og kollegaer.

Som pædagog ved du, at arbejdet med børn kræver lige dele tålmodighed og nærvær. Derfor er det vigtigt, at du elsker dit fag med alt, hvad det indebærer. For børnene i Børnehuset Trækronen bliver du en vigtig del af hverdagen, og det er både en forpligtende og berigende rolle.

Vi vil tage godt imod dig og sørge for, at du får en god og tryg opstart hos os. Din kollega på stuen vil sørge for at sætte dig ind i opgaverne, og i de første dage vil du være en ekstra ressource på stuen, så du kan fokusere på at lære børnene og dagligdagens gang på stuen at kende.

Om os
Børnehuset Trækronen er en integreret institution med masser af glade børn i alderen 0-6 år. Vi ligger i skønne, grønne omgivelser i Emdrup, og vi elsker at trække i overtøjet, gå på opdagelse og inddrage naturen i den pædagogiske praksis. Det håber vi derfor også, at du gør.

Vi vægter det gode samarbejde og kollegaskab højt. Det betyder både, at vi elsker at more os og gøre plads til grin i arbejdsdagen. Men det betyder også, at vi stoler på og er afhængige af hinanden – også kl. 7.00 en snevejrsmorgen.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst. Ansættelse pr. 1. august 2026 eller snarest derefter. Kan du træde til tidligere, er dette også muligt.

Arbejdstiden udgør 37 timer om ugen, men vi er til at tale med, hvis det ikke passer ind i din hverdag. Skriv i din ansøgning, hvor mange timer, du ønsker.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Vi vil så gerne møde dig, så kom og besøg os
Du er meget velkommen til at komme forbi til en rundvisning og få et indblik i vores hverdag. For besøg eller uddybende spørgsmål kan du kontakte pædagogisk leder Sabine på 25 77 10 11 eller Carsten på 22 59 39 18.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest lørdag den 4. juli 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende.