Pædagog til aflastningstilbuddet på Jacobshøj på Amager

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Går du glad hjem fra arbejde, når dine opgaver er blevet løst med faglig kvalitet og i godt samarbejde med dine kollegaer? Har du lyst til at gøre en forskel for voksne borgere med handicap ved hjælp af pædagogisk relationsarbejde? Og vil du være en del af et stærkt fagligt team på et aflastningstilbud?

Aflastningstillbuddet
Aflastningen er en del af botilbuddet Jacobshøj. Jacobshøj er et stort og moderne botilbud på Amager med 20 lejligheder og 10 aflastningspladser for borgere i aldersgruppen 18-70 år med udviklingshæmning, multiple funktionsnedsættelser og i nogle tilfælde psykiatriske diagnoser. Her er der brug for omfattende pædagogisk støtte og guidning, omsorg, pleje samt aktiviteter med henblik på et selvstændigt liv.

Borgernes trivsel er vores centrale omdrejningspunkt. Det pædagogiske arbejde planlægges ud fra en reflekterende faglig tilgang med fokus på den enkelte borgers ønsker, ressourcer og behov. Vores teoretiske referenceramme er neuropædagogikken. På baggrund af pædagogiske observationer går vi bag om borgerens adfærd og søger at forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise netop denne adfærd.

Vi søger dig, der vil medvirke til at realisere vores vision om at tilbyde et meningsfyldt hverdagsliv med fokus på individuel udvikling, kvalitet og nærhed.

Mit arbejde på Aflastningen bringer mig en masse glæde. Her er man omgivet af de skønneste gæster, der hver især er unikke og har deres særlige udfordringer. Man skal dagligt forholde sig til nye gæster og sammensætninger, og jeg nyder, at dagene ikke er ens. Det faglige aspekt i jobbet bliver kontinuerligt udfordret på den positive måde. Den neuroaffektive udviklingspsykologiske tilgang giver så meget mening i disse rammer – og mine kollegaer er enten uddannede eller er i gang med at uddanne sig, hvilket gør, at vi har en fælles forståelsesramme for mennesker og deres ageren samt mulighed for at sparre og reflektere kollegialt med hinanden. Vekselvirkningen mellem praktisk og administrativt arbejde er endvidere medvirkende til, at dagene ikke er ensartet, men derimod levende og spændende. Nyder du, ligesom mig, et arbejde med skønne mennesker og faglige udfordringer i en foranderlig dagligdag, så ses vi måske snart, fortæller en kollega i Aflastningen.

Aflastningstilbuddet – ikke to dage er ens
Aflastningen er et tilbud til pårørende med hjemmeboende voksne, der har udviklingshæmning. De hjemmeboende voksne kan komme i aflastning i en kortere eller længere periode. Der kommer 60 voksne borgere i en årlig turnus på hhv. 24, 45 og 90 dage. Som medarbejder i Aflastningen vil du opleve, at ikke to dage er ens, da sammensætningen og antallet af borgere er forskellig fra dag til dag. Du skal derfor trives med at omstille dig i mødet med den enkelte borger og være god til at aflæse og møde den enkeltes behov.

Alle borgere i Aflastningen har udviklingshæmning i mild til svær grad og multiple funktionsnedsættelser. Vi støtter borgerne i alle daglige gøremål, herunder pleje, kommunikation, socialt samvær og aktiviteter – dette altid med udgangspunkt i deres individuelle behov med fokus på, at den enkelte borger opnår størst mulig selvstændighed i eget liv.

Borgerne kommer om eftermiddagen og tager afsted til dagtilbud næste morgen. I weekenderne er de her hele døgnet, hvor alle aktiviteter primært er koncentreret om socialt samvær, relationsarbejde, ture ud af huset, personlig pleje, og hvad der ellers hører til det at holde weekend.

Når borgerne er i Aflastningen, kaldes de gæster.

En typisk arbejdsdag i Aflastningen ser således ud:

  • du møder kl. 06.30, hvor du i samarbejde med nattevagten og en kollega sørger for, at gæsterne kommer op og kommer i tøjet, herefter er der morgenmad og tid til pakke deres tasker m.m. – nogle gæster skal hjem efter dagtilbud andre kommer tilbage om eftermiddagen
  • kl. 07.00-09.00 på hverdage afhentes gæsten og køres til dagtilbuddet/skolen
  • kl. 09.00-14.00 skal der gøres klar til nye gæster og ordnes praktiske gøremål – herudover er der fokus på dokumentation, pårørendesamarbejde og samarbejde med eksterne/interne fagpersoner
  • kl. 14.00-15.00 kommer gæsterne tilbage og slapper af efter endt aktivitetstilbud/skole

På en aftenvagt møder du mellem kl. 14.00-15.00. Herefter ankommer gæsterne, og de bliver indlogeret på deres værelser. For nye gæster skal der pakkes ud og gøres klar med de ting, der er vigtige for, at de får et godt ophold. Eftermiddagen er til afslapning og socialt samvær med eventuelle aktiviteter. Kl. 18.00 spises der aftensmad, der leveres fra vores eget køkken. Efter aftensmad er der individuelle aftenrutiner, der skal udføres såsom personlig pleje, medicin, klargøring til næste dag m.m., indtil hver gæst er gjort klar til natten. Der skal dokumenteres, inden man går hjem, og der overleveres til nattevagten kl. 22.45.

Vores nye kollega
Det er en fordel, hvis du har kendskab til målgruppen og erfaring med at arbejde på et aflastnings- eller botilbud, men det er ikke et krav. Det vigtigste er din motivation for at arbejde relationelt/fagligt med målgruppen, og at du har et godt blik for, hvordan dine pædagogiske kompetencer kommer i spil, når du har med borgere at gøre, som har væsentlige funktionsnedsættelser og komplekse behov.

I Aflastningen er det betydningsfuldt, at vi i fællesskab skaber et trygt og rart sted for vores gæster således, de oplever engagerede medarbejdere, der har fokus på den enkelte gæst og dennes behov.

Vi søger dig, der

  • er uddannet pædagog og har en høj pædagogisk faglighed, som du formår at bringe i spil både i arbejdet med borgeren og på vores personalemøder, hvor refleksion er en del af vores pædagogiske arbejde
  • trives i et miljø, hvor rutiner samt tydelig og målrettet kommunikation er en del af den pædagogiske praksis og dig, der er god til at skabe struktur og trygge rammer, så borgerne mødes af ro og stabilitet
  • er ansvarsbevidst, nærværende og stabil og positiv i din tilgang til borgere og kollegaer
  • kan støtte og hjælpe nogle af vores beboere i personlig pleje
  • kan dokumentere den daglige indsats og ser dette som en integreret del af din faglighed
  • værdsætter at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor samarbejdet om kerneopgaven har førsteprioritet og ønsker at bidrage til en professionel faglig kultur og vidensdeling
  • har gode samarbejdsevner og sætter pris på at arbejde tværfagligt og bidrager til det kollegiale fællesskab med god energi og humor

Hos os vil du få

  • et meningsfuldt arbejde, hvor du bidrager til livskvalitet for vores borgere
  • grundig oplæring og introforløb
  • løbende kompetenceudvikling ved interne og eksterne kurser herunder et modul i neuropædagogik på diplomniveau samt undervisning i dokumentation, medicinhåndtering, konflikthåndtering m.m.
  • et moderne aflastningstilbud med alle de nødvendige hjælpemidler
  • dygtige og engagerede kollegaer med forskellige faglige baggrunde
  • tillidsbaseret ledelse, der har fokus på faglighed, trivsel og arbejdsmiljø
  • en arbejdsplads med mulighed for indflydelse og ansvar

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Tiltrædelse hurtigst muligt.

Arbejdstiden er skiftende og ligger i tidsrummet kl. 06.30-23.00 fordelt på morgen-, aften- og weekendvagter.

Du arbejder hver 2. weekend og på helligdage.

Der indhentes referencer forud for ansættelsen.

Yderligere oplysninger
Vi sætter stor pris på, at du kontakter os pr. telefon for at høre mere om stillingen. Botilbudsleder Kenneth Oxenbøll kan kontaktes på 21 26 57 33 og afdelingsleder Susanne Heibøll på 21 18 37 36. De kan træffes på hverdage mellem kl. 09.00 og 15.00.

Søg via linket senest torsdag den 3. juli 2025