Pædagog med erfaring fra botilbud til barselsvikariat hos botilbud Vinklen på Østerbro

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Er du en fagligt stærk, engageret og ansvarsfuld pædagog? Har du erfaring fra arbejdet på et botilbud? Og kunne du tænke dig at prøve kræfter med at arbejde på et botræningstilbud for unge med nedsat kognitiv funktionsevne, hvoraf de fleste har Downs syndrom? Så se med her.

Om botilbuddet Vinklen
Botilbuddet Vinklen er en del af Center for Midlertidige og Selvstændig Boformer (CMSB), der hører under Københavns Kommune. Vinklen har syv botilbud til borgere med kognitiv funktionsnedsættelse eller normaltbegavede borgere indenfor autismespektret.

Botilbuddet Vinklen på Thomas Laubs Gade 15 (TLG15) ligger på Østerbro, og i start 2024 bød vi 12 unge mennesker i alderen 18-35 år velkommen til deres nye hjem. TLG15 er et botræningstilbud (§ 108a og § 107), hvor vi arbejder med beboernes selvstændighed, livsmestring og livskvalitet i hjemlige rammer for unge med nedsat kognitiv funktionsevne, hvoraf de fleste har Downs syndrom.

Nytænkning og kreativ udvikling det sidste år har præget botilbuddet og de unges hverdag. Som en del af et SOF/LEV-projekt, er det vores vision at være et innovativt botilbud, som kan skabe idéerne og rammerne for fremtidens botilbud, hvor der er fokus på hjemlighed, inddragelse i lokalmiljøet og en bæredygtig hverdag.

Barselsvikar med lyst til at udvikle Vinklen
Vi søger en kollega, faglig sparringspartner og medudvikler af vores botilbud, til et barselsvikariat indtil den 30. april 2026 med mulighed for forlængelse.

Du er lige den vi leder efter, hvis du har et godt øje til socialt entreprenørskab, og er frisk på at tage medansvar for vores unge menneskers og botilbuddets plads i lokalområdet.

Huset er et bo- og afklaringstilbud, hvor vi faciliterer aktiviteter, som favner emner som ungdomsliv, følelser, kærester, venskaber og andet, som optager de unge i hverdagen. Vi bestræber os på at tilbyde mulighed for bevægelse, fordybelse og kropforståelse. Vi arbejder også individuelt med beboerne, hvor vi vejleder i sunde vaner, vasketøj, rengøring og alt det andet, som man skal lære, når man flytter hjemmefra for første gang.

På vores bosted er fællesskabet i højsædet. Vi har stort fokus på fællesspisning ved aftensmåltidet. Madlavningen er også en del af beboernes kompetenceudvikling. Derfor er det vigtigt, at du er indstillet på at tilberede sund mad til og med husets 12 beboere, med fokus på grøn mad, og med høst fra vores egen gårdhave. 

Kollegerne
Du får fire daglige kollegaer, som sætter pris på en fleksibel hverdag. Vi arbejder i et tillidsfuldt og åbent miljø, hvor der er plads til både alvor og sjov. 

Teamet er tværfagligt sammensat af pædagogisk uddannet personale og andre faglige og kreative mennesker. Vi bruger vores individuelle kompetencer til at skabe et fælles udgangspunkt i samarbejdet. Derfor er det essentielt, at du er fagligt stærk og bringer din viden og erfaring i spil i vores fælles reflektion og sparring.

Om dig 
Vi arbejder med medstyrende teams, og det forudsætter, at alle trives med at arbejde i et medstyrende team, og er ansvarlige og loyale i forhold til teamet og den daglige pædagogiske praksis.

Du får nogle dygtige kolleger, som er vant til at reflektere over egen praksis, og det er derfor vigtigt, at du er sikker i din faglighed og kan tage del i fælles faglig sparring.

Du vil få en rolle som kontaktperson, og skal varetage samarbejdet med pårørende og beboernes eksterne tilbud. Du ved, at et tæt og konstruktivt samarbejde med pårørende, skabes gennem en god og kontinuerlig dialog.

Derudover drømmer vi om, at du

  • er uddannet pædagog
  • er skarp til dokumentation og tager medansvar for den fælles strukturering og dokumentation i teamet
  • er nysgerrig på livsunderstøttende teknologi og velfærdsteknologiske løsninger, der understøtter beboernes livsmestring
  • har interesse for socialt entreprenørskab, projektudvikling eller sociale projekter med bæredygtig i højsædet
  • tager medansvar for at løfte hverdagens opgaver – såvel udvalgsopgaver i medstyret fx fagudvalg, IT- ansvarlig, husmøder samt de praktiske og pædagogiske opgaver med beboerne – hvad end det er vejledning i husholdning, lettere personlig hygiejne (tandbørstning) eller følgeskab til lægen

Hos os får du

  • en afvekslende og spændende hverdag i et visionært team, hvor høj faglighed, initiativ og samarbejde er i højsædet  
  • en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, hvor medstyre spiller en væsentlig rolle for indflydelse på hverdag og praksis 
  • Mulighed for faglig kompetenceudvikling (KRAP, NLP, kursusdage med fokus på Enneagrammet og neuropædagogik mv.) samt løbende supervision efter behov 
  • personalegoder som bl.a. massageordning og fælles sociale arrangementer lokalt og på tværs af organisationen

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er et barselsvikariat på 37 timer om ugen i perioden 1. juli 2025-30. april 2026 med mulighed for forlængelse.

Vagter fordeles i et fast grundrul på fem uger, som fordeles mellem teamets medlemmer. Din arbejdstid ligger på dag- og mellevagter i tidsrummet kl. 7.00-22.30 på hverdage, med ca. to aftenvagter om ugen. Der er fast weekendvagt ca. hver 5. uge i tidsrummet kl. 9.00-22.00 samt arbejde på helligdage.

I forbindelse med ansættelse vil vi tage reference, ligesom vi vil indhente straffeattest.

Vil du vide mere?  
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til stillingen eller botilbud Vinklen Thomas Laubs Gade 15. Ring til faglig leder Katrine Marie Hansen på 51 62 98 30 eller tilbudsleder Susanne Wolfsberg på 26 81 66 67.

Eller tjek os ud her: Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse | Handicap (kk.dk) 

Vi glæder os til at læse din motiverede ansøgning. Husk at vedhæfte dit cv og dokumentation for afsluttet uddannelse.

Søg via linket senest onsdag den 21. maj 2025  
Vi afholder samtaler løbende.