Pædagog eller pædagogisk assistent til vuggestuen Smørklatten

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Relationer og mangfoldige børnefællesskaber

Vi søger en pædagog eller pædagogisk assistent til vuggestuen Smørklatten.

Smørklatten er en del af Klynge IBA på Christianshavn som består af Blikfang, Børnehuset på Holmen, Børnebastionen, Krudthuset og Smørklatten. Vi er et lille, hyggeligt dagtilbud med kun to stuer beliggende lige ved Christianshavns Vold og tæt på både bus og metro.

Vi er en ny og ung medarbejdergruppe, som fik ny leder i april i år, så vi er i gang med at opbygge vores praksis ud fra nedenstående principper.

Det allervigtigste, når man som helt lille starter i vuggestue, er at man møder voksne, som er gode til at danne relationer og skabe tryghed.

Vi arbejder med nærvær og nærhed til det enkelte barn, så de føler sig så trygge, at de kan begynde at danne relationer til de andre børn, at de udforsker deres omgivelser og at de synes, det er ok at blive afleveret om morgenen.

Vi forstår omsorg, som det at man bliver set, som det hele menneske man er, og at man bliver mødt og spejlet i de følelser man har.

Det er den voksnes ansvar at sikre at alle børn har en tryg relation. Relationen er afgørende for at kunne arbejde med barnet, når det bliver udfordret. Derfor leder vi efter en pædagog eller PAU'er, der frem for alt kan være nærværende og mærke, hvornår nogen har brug for et knus, en hånd, hjælp til at finde ind i en leg, hjælp til at finde sig selv som en betydningsfuld del af fællesskabet.

Hvordan arbejder du med at skabe relationer til de børn, du skal have ansvaret for? Og hvordan sætter du dig selv i spil i forhold til børnene?

Beskriv det i din ansøgning, så vi kan drøfte det ved samtalen.

At mestre sit eget liv
Vi arbejder med voksenunderstøttet selvhjulpenhed. Når man ”kan selv”, når man oplever, at man mestrer sit liv og sin verden, vokser man. Derfor planlægger vi aktiviteter og ture så der er god tid til at børnene selv kan klæde sig på, hjælpe med at forberede aktiviteten eller gå selv på den tur, vi skal på.

Vi arbejder med små grupper om formiddagen, så der er tid til at understøtte det enkelte barn i forhold til nærmeste udviklingszone.

Mangfoldige børnefællesskaber
Vi arbejder systematisk med at få børnene til at opleve sig som betydningsfulde i forhold til fællesskabet. Det sker både til samling, i aktiviteterne, i de små grupper, ved måltider og i garderoben, hvor børnene udover at hjælpe sig selv også hjælper hinanden.

Mad
Mad og måltider er omdrejningspunktet i Børnebastionen. Hos os bestemmer børnene selv, hvad de vil lægge på deres tallerken og i hvilken rækkefølge de vil spise deres mad. Børnene hælder selv vand på og øser selv maden op på deres tallerkner. Under måltidet bliver den voksne siddende ved bordet og har primært fokus på at inkludere alle børnene i dialogen.

Krop og sanser
Vi laver en del pædagogiske aktiviteter, som involverer mad og som giver sanselige oplevelser: kartoffelmel, rå pasta og ris, smage på nye ting, spise ting fra naturen, dufte og lytte.

Når vi laver krea, er det med fokus på sansestimuli: børnene undersøger malingen, maler med fingrene, har god til at lege med materialerne.

Vi arbejder systematisk med low arousal-lege. Og vi synger og danser meget – derfor vil det være dejligt, hvis du f.eks. spiller et instrument.

Forventninger til dig

  • Du skal have erfaring med at arbejde i en vuggestue
  • Du skal have forståelse for, hvordan et lille barn ser og oplever verden
  • Du skal have et fleksibelt mindset
  • Du skal kunne skabe overblik og bevare roen i pressede situationer
  • Du er god til relationsarbejde, både med børn, forældre og kollegaer
  • Du har et særligt interesseområde, som du bruger aktivt i arbejdet med børnene

Du kan læse mere på vores hjemmeside 

Ansættelsesforhold
Der er tale om fuldtidsstilling på 37 timer om ugen.

Fastansættelsen er fra 1. november 2025.

Yderligere oplysninger
Du er også velkommen til at ringe til pædagogisk leder Mette Fjordside på 21 54 43 25, hvis du har yderligere spørgsmål.

Hvis du kan se dig selv som en del af vores arbejdsplads, så send en motiveret ansøgning via linket nedenfor, hvor du forholder dig til de spørgsmål, vi stiller i stillingsopslaget. 

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest torsdag den 25. september 2025
Jobsamtaler bliver holdt løbende samt tirsdag den 30. september.