Omsorgsfulde og initiativrige pædagogiske personaler til Børnehuset Vestre Teglgade
Kan du se verden fra børnenes perspektiv og gå på opdagelse i deres kropslige begejstring, så nysgerrigheden og refleksionen understøttes? Så er det måske dig, vi står og mangler. Børnehuset Vestre Teglgade søger to omsorgsfulde og initiativrige pædagogiske personaler til vores fantastiske vuggestue.
Hos os insisterer vi på at skabe Teglholmens bedste børneliv. Vi skal sammen gå på opdagelse, lege og udvikle os. Du skal være optaget af relationsarbejdet og af at skabe tryghed og tillid for børnene og deres forældre, for det er den primære opgave, når vi byder velkommen til nye familier i vores hus.
Vi forventer, at du er med til at støtte op omkring de eksisterende aktiviteter i huset, men også har mod på at byde ind med nye ideer, samt blive en del af det gode arbejdsfællesskab, som vi værner om.
Om dig
- Du brænder for at gøre en forskel og vil være med til at skabe de bedste rammer for udvikling og trivsel hos børnene
- Du må gerne være nyuddannet pædagog, assistent eller have erfaring som pædagogmedhjælper
- Du har lyst til at arbejde i et hus med høj faglighed, og du gør dig umage med det pædagogiske arbejde hele vejen rundt
- Du skal være god til at samarbejde, da du bliver en del af et team på stuen, hvor I hver uge har et teammøde, hvor I sparrer, planlægger og forbereder jer sammen. Desuden er der også et godt samarbejde på tværs af afdelingerne, og det forventes, at du ligeledes støtter op om dette
- Du tør slippe kontrollen, lege og være i børnehøjde
Her leger vi
Du træder ind i et hus, hvor børn får lov til at være børn, og hvor du skal vise vejen – hvad skal vi mon lege i dag, hvordan kan vi udnytte rummet til spændende og udviklende leg, og hvem har brug for et ekstra kram?
Vi reflekterer over egen praksis og har fokus på detaljerne i pædagogikken – det gælder både sproget, når vi taler med børnene samt fælles strategier for at sikre trivsel og udvikling for både gruppen og den enkelte. Vi arbejder med pædagogisk iscenesættelse – indretningen af kreative legezoner og miljøer – hvilket gør, at vi hele tiden er i gang med at udvikle og forstå de fysiske rammers betydning for børns udviklings- og handlemuligheder.
Vi er en pædagogisk højkvalitets institution med løbende kompetenceudvikling og vidensdeling hos medarbejderne. Vi værdsætter det gode arbejdsfællesskab og den høje faglighed, som vi repræsenterer. For tiden arbejder vi med legens betydning, og hvordan vi er de bedste rollemodeller for vores børn. Vi udfordrer os selv og støtter hinanden. Du vil derfor, sammen med resten af holdet, være med på en øvebane, hvor vi leger os igennem tingene og bliver klogere sammen.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingerne er 37 timer ugentligt (vi kan aftale færre timer, hvis dette ønskes).
Vi ønsker stillingerne besat pr. 1. juli 2025.
Som led i ansættelesprocessen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Interesseret? Kom gerne på besøg
Hvis du har lyst til at besøge os, eller hvis du har nogle spørgsmål angående stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Cindy Bauer Heding på 24 49 75 71 eller HQ8N@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 21. maj 2025
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler løbende.