Økonomistyringsmedarbejder til Børne- og Ungdomsforvaltningen
Vil du være med til at sikre en god og effektiv økonomistyring i Danmarks største forvaltning?
Og er du fagligt nysgerrig og en stærk sparringspartner?
Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye kollega. Vi søger en fagligt dygtig og engageret medarbejder med stærke samarbejdsevner, som både kan sikre høj kvalitet i den daglige drift og samtidig bidrage til udvikling og optimering af økonomistyringen i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Dine arbejdsopgaver
Du bliver en del af team Økonomistyring og Support i Budgetkontoret. Teamet har en bred portefølje af opgaver og et medansvar for at styre forvaltningens økonomi på mere end 16 mia. kr. Vi løfter ansvaret i fællesskab og arbejder med budgetlægning, regnskab, ledelsesrapportering og analyser.
Vi søger en medarbejder, der sammen med dygtige kolleger vil tage ansvar for økonomiopfølgningen for vores centrale kontorer og enheder. Du bliver en vigtig sparringspartner for ledere og enheder og får en central rolle i at sikre, at budgetterne er retvisende og velunderbyggede.
Stillingen omfatter bl.a. økonomiopfølgning for Dagplejen, der er en stor afdeling med omkring 150 ansatte og derfor har behov for solid økonomiunderstøttelse inden for regnskab, budgetforudsætninger, driftsudgifter, kapacitet m.m.
Dine primære opgaver vil være
- økonomiopfølgning for centrale kontorer, herunder Dagplejen
- kvalitetssikring og styring af budgetter
- levering af input til forvaltningens samlede prognoser og regnskab
- koordinering med øvrige økonomimedarbejdere i forvaltningen
Du skal både kunne analysere og formidle økonomiske sammenhænge og fungere som rådgiver for ledelsen.
Hvem er du?
Du passer godt til stillingen, hvis du
- har interesse for tal, regneark og økonomistyring – gerne af en vis kompleksitet
- er fagligt nysgerrig og trives i rollen som rådgiver og sparringspartner
- motiveres af en varieret hverdag med faglige udfordringer
- har gode samarbejdsevner og kommunikerer klart og præcist
- kan udarbejde konsekvensberegninger, analyser og beslutningsoplæg til ledelse og politikere
Vi forestiller os, at du har erfaring som økonomikonsulent, controller eller lignende, men du kan også være nyuddannet med de rette kompetencer og det rette engagement. Det er en fordel, hvis du har kendskab til systemerne SAP og KMD Opus Løn, men det er ikke et krav. Vi sørger for den nødvendige oplæring.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder
- et stærkt fagligt og kollegialt arbejdsmiljø
- en uhøjtidelig og samarbejdsorienteret kultur
- mulighed for faglig og karrieremæssig udvikling
- en arbejdsplads med stor betydning for byens børn og unge
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Peter Thiele på 51 51 61 38 og fuldmægtig Peter Mejdahl på 21 14 44 89.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 22. februar 2026
Vi forventer at holde samtaler i uge 9.