Økonomi- og administrativ medarbejder til indkøbs- og kreditoropgaver i Børne- og Ungdomsforvaltningen

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at arbejde med indkøbs- og kreditoropgaver i en organisation, hvor dit arbejde gør hverdagen lettere for skoler og institutioner i København? Trives du med struktur, samarbejde og en hverdag, hvor du både fordyber dig i opgaver og hjælper andre videre? Så kan vores ledige fuldtidsstilling være et rigtig godt match for dig.

Om stillingen
Du bliver en del af indkøbs- og kreditorteamet i det Administrative Fællesskab på Amager – en funktion med stor betydning for den daglige drift på tværs af skoler, institutioner og bydækkende enheder, som fx tandplejen og ungdomsskolen. Her arbejder vi målrettet for at sikre stabil økonomiadministration og smidig indkøbsunderstøttelse, så de lokale enheder kan fokusere på deres kerneopgave: børn og unge.

I den kommende tid skal vi fokusere mere, end vi hidtil har, på en god understøttelse af indkøb og indkøbsvaner for vores enheder.

Arbejdet kræver faglighed, samarbejde og en servicekultur, hvor vi hjælper hinanden og dem, vi understøtter.

Dine primære arbejdsopgaver
Du bliver en del af et team med 21 engagerede kolleger, hvor I sammen sikrer korrekt og rettidig håndtering af fakturaer og øvrige kreditoropgaver. Samtidig er du med til at skabe tryghed hos de ledere og medarbejdere, der rækker ud til os for hjælp.

Dine opgaver vil bl.a. være at

  • behandle fakturaer og sikre korrekt kontering
  • håndtere udlæg og øvrige økonomiopgaver
  • løse indkøbsrelaterede opgaver
  • undervise og vejlede personale i forbindelse med indkøb
  • rådgive ledere og indkøbere i mange forskellige situationer
  • have kontakt med leverandører og interne samarbejdspartnere

Du får en grundig oplæring og tæt sparring i hverdagen. Vi prioriterer at hjælpe hinanden, dele viden og udvikle vores arbejdsgange sammen. Hos os er det helt naturligt at stille spørgsmål og blive klogere i fællesskab.

Din rolle og dit ansvar
Som en del af teamet er du en vigtig brik i den daglige drift. Du tager ansvar for dine opgaver og bidrager til, at teamet lykkes samlet. Vi lægger vægt på nysgerrighed, samarbejde og lysten til at finde gode løsninger – også når opgaverne er komplekse.

Du behøver ikke kunne det hele fra dag ét. Det vigtigste er, at du har mod på at lære og lyst til at indgå i et fagligt fællesskab, hvor vi udvikler os sammen.

Hvem er du?
Din baggrund kan være forskellig. Du kan fx være kontoruddannet eller have en akademi- eller diplomuddannelse inden for økonomi eller offentlig administration.

Vi forestiller os, at du trives med at fordybe dig i dine opgaver og sætter en ære i, at tingene bliver gjort ordentligt. Samtidig motiveres du af samarbejdet med andre og ser værdien i den service, du leverer til skoler og institutioner. For dig handler arbejdet ikke kun om at få betalt fakturaer, men om at bidrage til, at hverdagen fungerer for dem, vi understøtter.

Vi lægger vægt på, at du

  • arbejder struktureret og grundigt
  • kan skabe overblik i en hverdag med mange kontaktflader
  • er hjælpsom og imødekommende i dialogen med kolleger og samarbejdspartnere
  • trives med samarbejde og deler viden med andre
  • har lyst til at lære nyt og udvikle dig fagligt
  • bidrager positivt til fællesskabet på arbejdspladsen

Kendskab til skole- og daginstitutionsområdet og/eller erfaring med Kvantum eller andre SAP-baserede økonomisystemer er en fordel, men ikke en forudsætning.

Om os
De Administrative Fællesskaber sikrer hver dag solid administrativ understøttelse af københavnske skoler og dag- og fritidstilbud. Vi prioriterer samarbejde, videndeling og et arbejdsmiljø, hvor man trygt kan spørge, lære og udvikle sig.

Du bliver en del af et fagligt stærkt og imødekommende team med en uformel omgangstone og højt til loftet. Vi hjælper hinanden, også når der er travlt, og vi gør os umage for, at nye kolleger får en god start og føler sig hjemme.

Ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt.

Arbejdsstedet er Gyldenløvesgade 15, 1602 København V.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med relevant faglig organisation efter gældende overenskomst.

Tiltrædelse snarest eller senest den 1. oktober 2026.

Vil du vide mere?
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte medarbejdere Jannik på 23 72 27 79 eller Eva på 21 69 01 55.

Søg via linket senest søndag den 9. august 2026