Nyuddannet pædagog til Idrætsbørnehuset Jorn
Er du nyuddannet pædagog – og har du lyst til et arbejdsliv fuld af bevægelse, leg og nærvær? Så er det dig vi leder efter.
Vi har fået mulighed for at ansætte flere pædagoger. Så nu søger vi engagerede og nærværende pædagoger til både vores vuggestue- og børnehavegrupper i Idrætsbørnehuset Jorn. Vil du være en del af et hus, hvor bevægelse, nærvær og høj faglighed går hånd i hånd?
Hos os er kroppen altid med i legen. Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de får lov til at udforske verden med hele kroppen. Derfor søger vi I Idrætsbørnehuset Jorn pædagoger, som har lyst til at bringe kroppen i spil, skabe stærke relationer og være med til at forme en hverdag fyldt med leg, læring og bevægelsesglæde.
Hos os er det ikke usædvanligt at kravle på borde under en aktivitet – så længe det sker med pædagogisk omtanke. Vi tror på, at udvikling starter med nærvær og engagement, og vi leder efter kollegaer, der vil være med helt nede på gulvet.
I vuggestuen er vi helt nede på gulvet – bogstaveligt talt. Vi sidder på gulvet, vi kravler, vi viser vej med kroppen. Vi tror på, at kroppen er barnets første sprog, og vi bruger sansemotoriske og kropslige aktiviteter til at støtte udviklingen.
I børnehaven arbejder vi med børnegruppernes aktuelle behov og skaber trygge, udviklende læringsmiljøer med fokus på, hvordan vi er i rummet – hvad er passende adfærd, og hvordan kan vi skifte kontekst med kroppen som pejlemærke.
Vi søger dig, der
- Er uddannet pædagog – nyuddannet eller erfaren – og har lyst til at arbejde med børn i alderen 0-6 år.
- Har mod på at sætte din egen krop i spil og skabe relationer gennem bevægelse og leg.
- Er nysgerrig og har lyst til at bidrage til et fagligt miljø, hvor refleksion og sparring er en naturlig del af hverdagen.
- Kan arbejde struktureret med pædagogisk planlægning og er optaget af at udvikle både dig selv og vores fælles praksis.
Hvad kan vi tilbyde?
- Et stort, lyst og moderne børnehus med fede fysiske rammer, en multisal og flere forskellige fællesrum.
- Et fagligt miljø med fokus på idrætsprofilen – både med interne og eksterne kurser samt deltagelse i idrætskonference hvert andet år.
- Hver måned samler vi alle husets pædagoger til pædagogfaglige møder, hvor der er plads til refleksion, spændende diskussioner og fælles udvikling.
- Vi er med i en forsøgsordning om 'tid til forberedelse', hvilket betyder at du som pædagog får to skemalagte timer om ugen til fx pædagogisk planlægning, forberedelse af samtaler, tværfagligt samarbejde eller dokumentation og evaluering. Vi tror på, at gode rammer for forberedelse skaber endnu bedre pædagogik for vores børn.
- Du bliver ansat på en stue sammen med en pædagog-makker, så du står ikke alene med det pædagogiske ansvar.
- Et team-organiseret hus, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af vuggestue og børnehave, så overgangen for børnene bliver tryg og naturlig.
- En arbejdsplads, hvor trivsel og psykologisk tryghed vægtes højt, du må gerne lave fejl og stille spørgsmål hos os.
Mere om os
Vi er en integreret institution med cirka 170 børn fordelt på fem vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper – i alt ti stuer, som er organiserede i fem teams. Hvert team består af en vuggestue- og en børnehavegruppe. Herudover har vi to teamkoordinatorer, som arbejder på tværs af huset.
Vi er to pædagogiske ledere i huset hvilket giver mulighed for sparring, feedback og ledelse tæt på den enkelte medarbejder.
Vi ligger i Ørestad Syd, kun få minutters gang fra metro og med Fælleden som vores nære udflugtsmål. Vi tager ofte på ture, fx med ladcykler, og bruger naturen aktivt i det pædagogiske arbejde.
Vi vægter højt, at du får en god opstart, og som ny medarbejder deltager du bl.a. i klyngens velkomstmøde.
Vil du vide mere?
Er du velkommen til at kontakte os, vi vil rigtigt gerne vise dig rundt i vores hus, hvis du har lyst til at opleve det. Kontakt pædagogisk leder Ronni Mathiassen på 29 67 48 54 eller Stine Nielsen på 23 46 26 39, eller læs mere på vores hjemmeside.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst. I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvor meget man tjener som uddannet pædagog i Københavns Kommune.
Stillingerne er på 37 timer om ugen og med start den 1. juli 2026 eller efter aftale.
Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at læse din ansøgning
Søg via linket senest fredag den 19. juni 2026
Vi afholder løbende samtaler.