Netværkskonsulent til Din Sociale Indgang Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave

Søg jobbet

Sagsbehandling
Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at finde løsninger i børns og unges eget netværk?

Nogle af de bedste løsninger for et udsat barn findes hos de voksne, der allerede kender barnet. En moster, en nabo, en tidligere fodboldtræner. I VVK har vi besluttet, at netværket skal tænkes ind i alle sager, ikke kun dem, der ender med en anbringelse. Det er netværkskonsulenterne, der driver den bevægelse. Vi søger en ny kollega til opgaven.

Om stillingen
Vi er i gang med at flytte en praksis. Netværket skal ikke først komme i spil, når alt andet er prøvet, men være noget vi leder efter fra begyndelsen. Det er en stor bevægelse i et hus med 225 ansatte, og den kommer ikke af sig selv.

Derfor søger vi en, der har lyst til begge dele – at bygge og at gøre. Du skal ud i afdelingerne, undervise, sætte netværket på dagsordenen i sagsdrøftelserne og med tiden blive den, rådgiverne selv opsøger. Og du skal stå med familierne, godkende dem, følge dem gennem år og kende børnene bag sagerne. Det ene holder ikke uden det andet. Din troværdighed i huset kommer af, at du selv har hænderne i arbejdet.

Du får et reelt mandat. Der bevilges ikke en anbringelse eller et støtteophold i VVK, uden at en netværkskonsulent har været inde over afdækningen, og du er med, når indsatsen besluttes. Du har også selvstændig kompetence i en række af de beslutninger, der betyder mest i familiernes hverdag.

Til gengæld skal du kunne være i, at praksis ikke ændrer sig på et kvartal. Nogle rådgivere griber det med det samme. Andre skal mødes flere gange, før netværket bliver det naturlige første spørgsmål. Det er dét arbejde, stillingen handler om.

Dine opgaver i forbindelse med at afdække og inddrage netværk er at

  • undervise og opkvalificere børne- og ungerådgiverne i at afdække netværket og bringe det i spil
  • afdække netværk i konkrete sager, selvstændigt eller sammen med rådgiveren
  • planlægge og facilitere inddragende netværksmøder
  • være en engageret deltager på afdelingens sparringsmøder og stå til rådighed for sparring i det daglige
  • bidrage til netværksafdækningen forud for visitationsdrøftelser om anbringelse eller støtteophold og deltage, når indsatsen bevilges

I forhold til netværksfamilierne at

  • afholde godkendelsessamtaler i hjemmet og forberede godkendelsen sammen med Familieplejen København
  • give råd og vejledning og føre tilsyn ved minimum fire årlige besøg, hyppigere i opstartsfasen
  • skrive en årlig status til rådgiveren og koordinere den med rådgiverens opfølgning
  • udarbejde og forny kontrakter og sikre, at familien får dækket sine omkostninger
  • træffe afgørelse i ukomplekse ansøgninger og skrive begrundelser sammen med rådgiveren i de komplekse
  • stå for den årlige takstregulering i egne sager

Netværkskonsulenterne i VVK er desuden uddannet som samordnere og bistår ved familierådslagning både i VVK og på tværs af København.

Vi forventer, at du

  • har en relevant grunduddannelse som for eksempel pædagog, socialrådgiver eller socialformidler – gerne suppleret med relevant efteruddannelse
  • har solid socialfaglig erfaring, godt kendskab til børns udvikling fra 0 til 18 (23) år og forståelse for de forvaltningsretlige rammer
  • har lyst til at formidle og undervise, for en væsentlig del af rollen er at gøre dine kolleger dygtigere
  • har stærke samarbejdskompetencer og kan hjælpe med at finde løsninger, når samarbejdet omkring børn og unge bliver svært
  • møder familier med forskellige baggrunde og kulturer med nysgerrighed og respekt
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig er en stærk holdspiller
  • er fleksibel med din arbejdstid, så du kan mødes med familierne, når det passer ind i deres hverdag og være tilgængelig for dem, når de har behov
  • har kørekort og gerne bil, da du fører tilsyn med familier i hele landet

Kendskab til DUBU og Sofus er en fordel, men ikke et krav. Har du ikke arbejdet med netværkspleje før, lærer vi dig op.

Om DSI VVK
VVK er én af fem bydelsenheder, der varetager sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i København. Vi er 225 ansatte fordelt på fem afdelinger: Styrket Modtagelse og Flygtningegruppen, Børneliv (0 til 7 år), Skoleliv (8 til 13 år), Ungeliv (14 til 18 (23) år) og Foranstaltning.

Netværkskonsulenterne er forankret i afdelingen Skoleliv og udgør en samlet faglig gruppe, hvor hver konsulent er tilknyttet sin egen myndighedsafdeling. Det giver både et fagligt fællesskab at sparre i og en tæt daglig kobling til rådgiverne.

Vi lægger vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt, hvor den enkeltes idéer og initiativ bliver værdsat, og hvor vi løser opgaverne i fællesskab.

Vi tilbyder

  • stor selvstændighed i tilrettelæggelsen af din uge
  • grundig oplæring i opgaverne og god kollegial sparring i netværkskonsulentgruppen
  • ekstern gruppesupervision og erfaringsnetværk på tværs af byens netværkskonsulenter
  • fleksibel arbejdstid og en god kantineordning

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst for pædagogisk personale, socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT, mellem kommunen og den relevante faglige organisation og indenfor rammerne af lokal løndannelse. 

Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer om ugen med lang torsdag til kl. 17 og kortere fredag til kl. 14, men vi forventer, at du kan lægge din arbejdstid fleksibelt, så vi kan møde familierne, når det passer bedst for dem. 

Der indhentes børne- og straffeattest samt referencer fra tidligere ansættelse.

Stillingen ønskes besat fra den 1. november 2026.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte netværkskonsulent Dohaa Ismail på 24 43  89 58 eller afdelingsleder Sebastian Osterwald-Lenum på 40 38 51 31.

Søg via linket senest mandag den 14. september 2026 
Vi holder to samtaler. 1. samtale fredag den 18. september og 2. samtale tirsdag den 22. september 2026.