Nattevagt til Hornemanns Vænge i Valby – et meningsfuldt vikariat frem til maj 2026

Søg jobbet

Pædagogik
Pleje og sundhed
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Genopslag

Vil du bruge din faglighed til at skabe tryghed og ro om natten for mennesker med psykiske lidelser?

På Hornemanns Vænge søger vi en engageret nattevagt til et vikariat frem til 1. maj 2026.

Her bliver du en del af et tværfagligt team, hvor både social- og sundhedsfaglig viden er i spil – og hvor samarbejde, nærvær og faglig udvikling går hånd i hånd.

Om Hornemanns Vænge
Hornemanns Vænge er et § 108-botilbud for 40 voksne med psykiske lidelser – ofte kombineret med somatiske sygdomme eller fysiske funktionsnedsættelser.

Vi arbejder recoveryorienteret med metoder som Low Arousal, anerkendende tilgang og borgerinddragelse, og vi har fokus på både omsorg, faglighed og relationer.

Du bliver en del af nattevagtsteamet, som består af fire faste kolleger. Der er altid to vågne nattevagter på arbejde, og I har tæt kontakt til dag- og aftenpersonalet for at sikre sammenhæng i borgernes forløb.

Dine opgaver
Som nattevagt får du en vigtig rolle i at sikre kontinuitet og trivsel for beboerne gennem natten.

Dine opgaver spænder både over det sundhedsfaglige og det socialfaglige.

Sundheds- og omsorgsopgaverne er

  • medicinadministration og observation af borgernes helbredstilstand
  • hjælp til personlig pleje og hygiejne efter behov
  • kontakt til vagtlæge og håndtering af akutte situationer

Social- og pædagogiske opgaver er

  • samtaler og støtte til borgere, der har brug for ro og tryghed i natten
  • tilsyn og relationsskabende kontakt ud fra borgernes individuelle behov
  • dokumentation i fagsystemet Domus
  • klargøring til næste dags aktiviteter og samarbejde med dagholdet

Vi forestiller os, at du

  • er uddannet social- og sundhedsassistent, pædagog eller har anden relevant faglig baggrund
  • har erfaring med eller interesse for at arbejde med mennesker med psykiske lidelser og komplekse problemstillinger
  • kan arbejde selvstændigt, men værdsætter tæt samarbejde
  • er rolig, nærværende og god til at skabe tryghed
  • er struktureret og har sans for dokumentation
  • har kendskab til eller lyst til at lære Low Arousal og recoveryorienteret rehabilitering

Vi tilbyder
Du får et meningsfuldt job, hvor du kan gøre en reel forskel for mennesker, der har brug for dig. Du bliver en del af et erfarent og tværfagligt team, præget af både humor, respekt og høj faglighed. Vi sørger for en grundig introduktion samt mulighed for løbende sparring og supervision, så du kan udvikle dig i rollen. Vores arbejdsplads har fokus på trivsel og fleksibilitet i vagtplanlægningen, og praktisk er der både gratis parkering og S-toget lige til døren.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er et vikariat på 28 timer om ugen frem til 1. maj 2026 med mulighed for forlængelse. Vagterne planlægges i et fast rul, fra torsdag i ulige til onsdag i lige uger, hvor der tilstræbes en god balance mellem arbejdsdage og fridage.

Vi indhenter straffeattest og referencer som led i ansættelsesprocessen.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Liv Jonsdottir Larsen på 21 20 54 88.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest søndag den 16. november 2025.
Vi afholder samtaler løbende.