Motiverede og engagerede dansklærere til basisskolen (0.-5. klasse) på Skolen på Islands Brygge
Skolen på Islands Brygge søger engagerede og dygtige lærere med dansk som linjefag til faste fuldtidsstillinger med tiltrædelse den 1. august 2026. Vi søger dansklærere og klasselærere til henholdsvis en kommende 1. klasse og 3. klasse i vores basisskoleafdeling, som ligger på Artillerivej 57.
Stillingerne er en oplagt mulighed for jer, der brænder for begynderlæsning, danskfaget, fællesskab og børns alsidige udvikling – og som ønsker at være medskabere af en tryg, meningsfuld og inspirerende skolegang for vores yngste elever. Har du kompetencer inden for matematik, er det en fordel.
Om stillingerne
Du skal fungere som klasselærer i et tæt makkerskab og indgå i lodrette teams fra børnehaveklasse til 5. årgang. Det giver dig både en stærk faglig forankring og et solidt kollegialt samarbejde på tværs af årgange.
Undervisningen tilrettelægges med afsæt i danskfaget og suppleres med øvrige fag afhængigt af dine kompetencer og skolens behov. Vi vægter fælles planlægning og fleksible undervisningsformer højt og arbejder med temabaserede forløb, udeskole og tværfaglighed.
Som lærer er du aktiv deltager i både undervisning, trivsel og skolens daglige liv. Vi anvender to-lærertimer til co-teaching, og erfaring med – eller lyst til – tæt samarbejde vægter vi derfor højt.
Om Skolen på Islands Brygge
Vi er en stor og velfungerende folkeskole i København fordelt på to matrikler: Basisskole (0.-5. klasse) på Artillerivej 57 og udskoling (6.-9. klasse) i moderne lokaler på Artillerivej 130.
Vi bruger aktivt vores unikke omgivelser med by, havn og Amager Fælled i undervisningen. Bevægelse, variation og åbenhed er centrale elementer i vores hverdag.
Skolens værdigrundlag – fællesskab, tillid, respekt, mestring og glæde – gennemsyrer både vores kultur og pædagogiske praksis. Vi arbejder med et positivt og anerkendende menneskesyn og tror på, at alle børn skal opleve sig som betydningsfulde deltagere i skolens fællesskab.
Vi tilbyder
- en ambitiøs og engageret medarbejdergruppe
- et tæt og velfungerende teamsamarbejde
- en hverdag præget af faglighed, fleksibilitet og fællesskab
- en forældrekreds med stor opbakning
- ledelsesmæssig opbakning og fokus på arbejdsglæde
Vi forventer, at du
- er læreruddannet med dansk som linjefag eller har tilsvarende stærke kompetencer
- har lyst til at være klasselærer og skabe trygge og tydelige rammer for eleverne
- er pædagogisk ambitiøs og ser sammenhæng mellem faglighed og kreativitet
- har gode samarbejdsevner og bidrager aktivt i teamet
- arbejder inkluderende med blik for børns trivsel og udvikling
Du passer godt ind hos os, hvis du
- har et positivt og anerkendende menneskesyn
- er team- og udviklingsorienteret
- er engageret og en inspirerende kollega og underviser
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er omfattet af overenskomst for lærere m.fl. i folkeskolen i Københavns Kommune samt gældende arbejdstidsaftale. Løn og ansættelse sker efter gældende aftaler mellem Københavns Kommune og Københavns Lærerforening. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jean Kristiansen på 23 27 04 52 eller skolen på 33 66 42 00. Du kan også æse mere om skolen på vores hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, relevante uddannelsesbeviser og angive fagkombinationer og erfaring.
Søg via linket senest mandag den 18. maj 2026
Vi afholder ansættelsessamtaler torsdag den 21. maj på Artillerivej 57. I den forbindelse vil vi gerne høre om undervisningsforløb, som du har erfaring med og ønsker at fremhæve.