Medarbejder med social- eller sundhedsfaglig baggrund til Fogedgården (barselsvikariat)

Søg jobbet

Sagsbehandling
Pædagogik
Pleje og sundhed
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Har du en social- eller sundhedsfaglig baggrund og erfaring med mennesker, der lever med psykisk sygdom?
Så kan dit næste job meget vel være hos os på Fogedgården.

På Fogedgården – et socialpsykiatrisk botilbud med 52 selvstændige boliger på Nørrebro – arbejder vi for, at borgere med psykiske lidelser kan leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt. Vi yder praktisk hjælp og pædagogisk støtte efter servicelovens § 83 og § 85.

Borgerne, der er tilknyttet os, er meget forskellige. Nogle lever med skizofreni, andre med bipolar lidelse eller angst. Flere har livsstilsbaserede somatiske problematikker, og der kan være forbrug af rusmidler. Fælles for dem er, at de har brug for støtte – og for fagligt stærke medarbejdere, som ser mennesket bag diagnosen.

Vores tværfaglige team består af pædagoger, ergoterapeuter, sygeplejersker, socialrådgivere og social- og sundhedsassistenter. Vi arbejder tæt sammen om at skabe de bedste rammer for borgernes recoveryproces. Vi tror grundlæggende på, at mennesker kan udvikle sig hele livet, hvis de mødes af de rette mennesker med de rette kompetencer og i de rette rammer.

Nu mangler vi en kollega, der har rygsækken fyldt med både faglig viden, nye ideer og praksiserfaring – måske er det dig?

Hvad er det for et arbejde – og hvordan er hverdagen hos os?
Som kontaktperson på Fogedgården bliver du en del af et tæt, tværfagligt fællesskab, hvor vi deler viden, erfaringer og ansvar på tværs af fagligheder. Du får selvstændigt ansvar for tre-fire borgere, men du står aldrig alene med opgaven – vi hjælper hinanden og spiller hinanden gode.

I hverdagen arbejder du tæt sammen med borgerne om deres individuelle mål i Borgerens Plan, som I løbende justerer i takt med deres udvikling. Dine opgaver spænder bredt: Du har individuelle samtaler med borgerne om trivsel, psykisk og fysisk velbefindende, håb, bekymringer og næste skridt i deres recoveryproces. Du støtter dem i praktiske gøremål som rengøring, tøjvask, madlavning, indkøb og struktur i hverdagen, og du bidrager til at skabe rammer, der gør det muligt for dem at leve så meningsfuldt og selvstændigt som muligt.

Du bliver en aktiv del af livet i og omkring botilbuddet. Det kan være deltagelse i og tilrettelæggelse af aktiviteter som musikcafé, træningscafé, madgruppe og kreacafé eller ture ud af huset, fx gåture, besøg på væresteder, teater- eller biografture, når det giver mening i den enkelte borgers forløb. Vi arbejder både i borgernes hjem, i huset og ude i lokalmiljøet, altid med blik for, hvad der skaber udvikling og mestring for den enkelte.

Dokumentation fylder en naturlig del af din hverdag. Du orienterer dig i Borgerens Plan og den nyeste dokumentation, planlægger dagens indsatser og registrerer løbende indsatser og udvikling i Domus, så vi kan evaluere og justere mål og tiltag. Du skal også løse sundhedsfaglige opgaver og håndtere medicin – alt sammen med oplæring.

Nogle dage går som planlagt, andre kræver, at du omstiller dig hurtigt, fordi en borger får det dårligere, eller der opstår noget uventet. Derfor skal du trives i en hverdag, der både kan være travl og uforudsigelig – og have lyst til at være en del af et team, hvor vi bakker hinanden op, deler opgaverne og bruger både faglighed og humor til at stå godt i opgaven.

Hvad øver vi os på?
Hvis vi skal være ærlige, er vi stolte af vores arbejdsplads, men vi er ikke perfekte.

Vi synes selv, at vi har et stærkt tværfagligt niveau, et godt kollegialt fællesskab og en hverdag, hvor vi lykkes med at gøre en forskel for mennesker med komplekse problematikker. Vi er gode til at have borgerens perspektiv med i alt, hvad vi gør, og vi arbejder seriøst med recovery, mestring og udvikling. Men vi øver os også helt konkret  på at

  • blive ved med at udvikle vores faglighed og afprøve nye metoder og tilgange
  • bruge dokumentation aktivt og systematisk i vores indsatser
  • skabe endnu bedre rammer for borgernes deltagelse i fællesskaber – både i huset og i lokalområdet
  • støtte hinanden i en hverdag, hvor opgaverne er mange, og borgernes behov kan være komplekse

Vi laver fejl, og vi har – som alle andre – vaner, der kan blive bedre. Til gengæld har vi en kultur, hvor vi taler om det, lærer af det og gør os umage for at udvikle både os selv og tilbuddet. Det forventer vi også, at du har lyst til at være en del af.

Om dig
Vi leder efter dig, der

  • har en social- eller sundhedsfaglig baggrund og erfaring med mennesker, der lever med psykiske lidelser og/eller misbrug
  • arbejder anerkendende og positivt med borgerne og kan spotte og handle på individuelle udfordringer
  • er parat til at løse praktiske opgaver i borgernes hjem, både sammen med dem og for dem
  • er nysgerrig på at afprøve nye faglige metoder og tilgange, både selvstændigt og sammen med dine kolleger
  • er en holdspiller, der bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø og er loyal overfor fælles beslutninger
  • er dygtig til at dokumentere dit arbejde og bruger dokumentationen aktivt i udviklingsorienterede borgerindsatser

Du ved, at det er menneskeligt at fejle, og du tror på, at både borgere og medarbejdere kan udvikle sig. Du står på et solidt fagligt fundament – og du er nysgerrig på andres perspektiver.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt i tidsrummet kl. 08-19.00 med arbejde hver 4. weekend. Der er tale om et barselsvikariat på ni måneder med mulighed for forlængelse. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med tilbud om ansættelse indhenter vi reference fra tidligere ansættelse og straffeattest. Stillingen ønskes besat den 1. juni 2026 eller efter aftale.

Vil du vide mere – eller søge?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Jonas S. Jensen på 20 12 64 18 eller afdelingsleder Camilla L. Hansen på 29 16 54 25.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest tirsdag den 21. april 2026
Vi holder ansættelsessamtaler fredag den 24. april.