Matematiklærer til specialklasserækken på Lundehusskolen
Genopslag
Vil du arbejde indenfor det specialpædagogiske område med fokus på autisme og ADHD?
Ønsker du at gøre en forskel for nogle af de mest sårbare og udfordrede børnegrupper?
Ønsker du at arbejde helhedsorienteret med alle barnets kompetencer – både personlige, sociale og faglige?
Ønsker du at være del af et dynamisk tværfagligt arbejdsfællesskab med fokus på udviklingen af vores fælles pædagogiske og didaktiske afsæt?
Vil du arbejde i et tæt og forpligtende teamsamarbejde med fokus på de fælles løsninger?
Så velkommen til vores hverdag, der måske bliver din hverdag. Vi søger en lærer til en fuldtidsstilling med specialpædagogisk erfaring og med undervisningskompetencer.
Om den profil vi søger
Du har linjefag i matematik og undervisningskompetencer i naturfagene og de praktisk musiske fag. Fælles nøgleord:
- holder fokus på relationer og anerkendende børnesyn
- er ambitiøs ift. egen og fællesskabets pædagogiske praksis
- tager ansvar – du er opsøgende, initiativrig og loyal
- er en refleksiv teamplayer – du indtænker og engagerer din viden og kompetencer i fællesskabet
- har overskud og tålmodighed
- er positiv og løsningsorienteret
- er god til at skabe struktur og forudsigelighed
- er god til at skabe inkluderende fællesskaber
- indtænker bevægelse og kreative processer i læring
Mere om stillingen – fag og klassetrin
Vi er interesserede i at høre fra kandidater med linjefag i matematik og undervisningskompetencer i naturfagene og de praktisk musiske fag. Du kommer til at arbejde i et team på fem medarbejdere, to lærere og tre pædagogiske medarbejdere, der sammen varetager en klasse på otte elever, der spænder over 4.-6. klassetrin. Deres faglige niveauer ligger omkring 1.-3. klasse. Du skal evt. læse et mindre antal fagtimer i andre af specialklasserækkens klasser og i forbindelse med holddeling på tværs i storteamet.
Hvem er vi?
Specialklasserækken på Lundehusskolen er et specialtilbud i Københavns Kommune for normaltbegavede børn med vanskeligheder indenfor autisme og ADHD. Vores målgruppe af børn og unge har typisk sociale og kommunikative udfordringer, opmærksomhedsproblematikker, sanseforstyrrelser, kravafvisende og konfliktskabende adfærd samt angstproblematikker.
Lundehusskolen har nogle af Københavns absolut største og bedste udendørs arealer og skolen for nyligt undergået en helhedsrenovering, der betyder moderniserede læringsmiljøer inklusiv en ny multihal. Vores ca. 60 medarbejdere består af lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere til at undervise og varetage fritidstilbud for vores ca. 90 børn dækkende 0.-9. klassetrin. Du bliver i almenskolen en del af et større arbejdsfællesskab, der mødes fagligt og socialt.
Vi arbejder ud fra en narrativ og anerkendende tilgang med fokus på børnenes kompetencer og deres oplevelser af at lykkes. Vi arbejder metodisk og systematisk med opbyggelsen af en fællespædagogisk kultur. I vores arbejde støtter vi børnene ved at fokusere på trygge og overskuelige læringsmiljøer, trivsel og personlig selvforståelse samt evnen til at kunne indgå i sociale relationer og fællesskaber. Til at støtte os i den målsætning samarbejder vi med psykolog, ergoterapeut og logopæd, der fungerer som faglig support til de pædagogiske løsninger, vi skaber.
Vi tror på, at
- læring hænger sammen med at børnene er i trivsel og går hånd i hånd, når tingene lykkes
- vores børn gør det allerbedste, de kan, ud fra de forudsætninger, de har – hver gang
- vores opgave er at vise dem, at vi har tiltro til deres evner og derfor har forventninger til dem
- alle har betydning for fællesskabet og gør en forskel
- vi skal lære dem at lære at lykkes selvstændigt
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1 . november 2025 eller hurtigst muligt efter aftale. Du vil i forbindelse med din ansættelse deltage i et introforløb, der involverer introduktion til arbejdsfællesskabet og de mest grundlæggende tilgange i arbejdet. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere information
Vi opfordrer ansøgere til at besøge vores hjemmeside og læse mere om, hvem vi er, og hvordan vi arbejder. Du kan læse om specialklasserækken og Lundehusskolen på skolens hjemmeside. Har du spørgsmål, kan du kontakte afdelingsleder Michael Navi på 20 36 21 99 og KKFO-leder Pernille Gersbo Sølling på 28 15 06 19.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 17. september 2025
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 39 på Lundehusskolen, Lersø Park Allé 152 i hovedbygningen på 1. sal.