Løn- og personalemedarbejdere til de Administrative Fællesskaber i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du styr på arbejdet med overenskomster, forhåndsaftaler og lønsystemer, eller har du mod på at få det, så har vi stillingen til dig.

I Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har vi en ambition om at understøtte udviklingen af områdets skoler og dagtilbud gennem et stærkt samarbejde om velfungerende og ressourceeffektive tilbud. Som løn- og personalemedarbejder får du en vigtig rolle i dette arbejde.

Om de administrative fællesskaber i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Skolers og klyngers administrative opgaver er samlet i administrative fællesskaber forankret under en fælles ledelse på tværs af hele byen. Formålet med de administrative fællesskaber er at skabe en robust og effektiv opgavevaretagelse samt at levere en solid understøttelse af skoler og klynger, så ressourcerne udnyttes til størst mulig gavn for byens børn.

Om jobbet
Som løn- og personalemedarbejder i det Administrative Fællesskab vil du primært have følgende opgaver

  • Indberette ansættelser, fratrædelser, lønændringer, tillæg m.m. på medarbejdere samt sikre, at de lov- og systemmæssige krav imødekommes
  • Arbejde i arbejdsplansystem KAS, fx med indtastning af grundplaner, indberetning af nedsat tjeneste, opgørelse af årsnorm m.m.
  • Supportere ledere omkring indberetninger (fravær, særydelser og timeløn) i KAS
  • Forestå diverse ad hoc administrative opgaver for skoler og klynger
  • Løbende serviceorienteret dialog med vores enheder om løn- og personalerelaterede spørgsmål

Vi forventer, at du og dine dygtige kollegaer aktivt bidrager til udvikling og anvendelse af standardiserede processer og værktøjer, som er knyttet til de enkelte opgaver. I er nøglepersoner i at sikre ambitionen om en bedre og mere effektiv administrativ understøttelse af skoler og institutioner, så der frigives tid til faglig ledelse og andre kerneopgaver.

Du vil blive del af et team med et stærkt fagligt fællesskab, hvor du vil få faglig sparring på dine opgaver, ligesom vi selvfølgelig sikrer den gode oplæring. I øjeblikket sidder vi på fem lokationer, men medio november flytter vi sammen med resten af forvaltningen tæt ved Rådhuspladsen, og du bliver dermed en del af en stor divers arbejdsplads med mange fagligheder, kompetencer og ressourcer.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en uddannelsesbaggrund, der understøtter opgaveløsningen – det kunne fx være en kontoruddannelse med en kommunom som overbygning eller en akademi- eller diplomuddannelse inden for offentlig administration.

Det vigtigste er, at du trives med driftsmæssige opgaver, har mod på at lære nyt samt besidder evnen til hurtigt at tilegne dig ny viden om både opgaveløsningen og systemerne. Det vil være en stor fordel, hvis du har kendskab til skole- og/eller daginstitutionsområdet eller erfaring med løn- og personaleadministration fra en kommune eller anden organisation. Vi forventer, at du har gode IT-kundskaber. Kendskab til København Kommunes IT-systemer (KAS, OPUS, ServiceNow) vil være en fordel, men ikke et krav.  

Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og i øvrigt efter endelig forhandling med din faglige organisation. Arbejdstiden er 37 timer ugentlig inkl. frokostpause, og vi tilbyder en række fleksible vilkår som f.eks. mulighed for hjemmearbejde, flextid samt stor frihed i opgavetilrettelæggelsen.

Vi ønsker, at du kan starte 1. august 2025.

Mere information
Du kan få yderligere oplysninger ved at henvende dig til AF-leder Benjamin Høj-Jørgensen på 40 41 87 33. Arbejdsstedet vil indtil november være på Amager, tæt ved offentlig transport og metro.

Søg via linket senest mandag den 16. juni 2025
Vi afholder samtaler i uge 25 og 26.