Løn- og personalekonsulenter til kontoret Løn og Personale B i Koncernservice

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Er du en erfaren og struktureret sagsbehandler indenfor løn og personale, som vil være med til at gøre en forskel for tusindvis af medarbejdere i Københavns Kommune?

Center for Løn og Personale i Københavns Kommune søger to nye løn- og personalekonsulenter, som kan være med til at styrke sagsbehandlingen af løn og personalesager, bidrage til fællesskabet og den gode teamånd. Til gengæld tilbyder vi dig mulighed for faglig bredde og specialiseret, dyb faglig indsigt indenfor løn og personaleadministration, fleksibilitet og gode kolleger.

Du kommer til at arbejde med de mest integrerede HR- og lønsystemer i Danmark og bliver del af Center for Løn og Personale, hvor vi er nået langt med automatisering af lønprocessen. Dette gør hverdagen spændende, fordi manuelle processer mindskes og giver større fokus på faglig udvikling og kvalitetssikring,

Vi har brug for dig, hvis du

  • er kontoruddannet, har en professionsbachelor eller anden relevant uddannelse
  • har erfaring med løn- og personaleadministration, overenskomster
  • kan yde professionel rådgivning til vores brugere
  • synes, at detaljer og deadlines er vigtige
  • trives med teamsamarbejde og har en positiv tilgang til dem, du møder
  • har kendskab til nogle af vores systemer (KMD Opus, eDoc, ServiceNow mv.)
  • er struktureret og med fokus på detaljen
  • måske kendskab til lovgivningen indenfor personalejura

Hvem er vi?
I Center for Løn og Personale er vi 220 medarbejdere fordelt på tre lønkontorer. Vi servicerer ansatte og ledere i Københavns Kommune, og vi er specialister indenfor løn- og personaleopgaver.

Du bliver en del af et team og et kontor med fagligt dygtige, kompetente og engagerede kolleger. Vi lægger vægt på tillidsskabende ledelse, sparring og et stærkt fagligt fællesskab, som gør os i stand til give den bedste service og rådgivning til kommunens ansatte.

I vores lønkontor servicerer vi primært Socialforvaltningen samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indenfor et bredt område af løn- og personaleopgaver. Herudover har vi nogle særlige opgaver, som er procesorganiseret i vores kontor, som er tværgående fra alle forvaltninger. Det er bl.a. nogle af følgende områder/processer

  • sager vedr. uansøgt afsked, herunder fritstilling og modregning
  • sager jf. serviceloven og barnets lov, som fx tabt arbejdsfortjeneste, selvvalgt ledsager, kontaktpersoner mv.
  • opfølgning på arbejds- og opholdstilladelser.
  • sager vedr. dødsfald

Vores omgangstone er åben og uformel, og vi har stort fokus på at skabe rammerne for psykologisk tryghed. Vi er ambitiøse og har vedvarende fokus på at udvikle vores opgaveløsning både i forhold til kvalitet og automatisering.

Vi arbejder i storrum med gode muligheder for hjemmearbejde. Vi har flekstid, kantineordning, massageordning, frugtordning og andre personalegoder. Vi holder til på Borups Allé lige ved siden af Fuglebakken Station.

Ansættelsesvilkår
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte teamleder Lene Lund på 23 61 56 06 eller teamleder Maibritt Eggers på 20 35 95 18 (undtagen i ugerne 30, 31 og 32 pga. ferie).

Søg via linket senest torsdag den 13. august 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 34.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, økonomi, løn, indkøb, ESG, forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 750 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.