Legepladsmedarbejder til den bemandede legeplads Bispeengen (barselsvikariat)
Søg jobbet
Om legepladsen
Den bemandede legeplads Bispeengen er en rummelig legeplads med mange forskellige legeredskaber og aktiviteter for både små og store børn og familier. Der er blandt andet boldbane, rutsjebane, stort klatrestativ, småbørnslegeområde med sandkasse og gynge, grønne nyttehaver og bålplads. I huset kan man lege, spille spil, læse og være kreativ.
Legepladsen besøges af både børnefamilier, dagplejere, vuggestuer, børnehaver, fritidsinstitutioner og skoler, samt af større børn, der kommer dagligt. Legepladsens medarbejdere samarbejder med forskellige aktører i lokalområdet. Ugentligt afholdes der lektiecafé i samarbejde med Røde Kors, derudover er der åbne kreative værksteder og fredagsbål.
Om jobbet
Som legepladsmedarbejder bliver din vigtigste opgave i samarbejde med det øvrige personale at sørge for, at legepladsen er et indbydende og trygt sted at være. Da vi arbejder i det offentlig rum, skal du være synlig og imødekommende overfor legepladsens besøgende og være positiv og anerkendende i din tilgang til de forskellige typer af brugere, herunder børn, unge og forældre.
Du skal med dine faglige erfaringer, kompetencer og interesser igangsætte alsidige aktiviteter og understøtte de projekter, legepladsen indgår i, og bidrage til udviklingen af legepladsens aktiviteter i overensstemmelse med de lokale behov.
På legepladsen skal du deltage i praktiske opgaver som fx rengøring ude og inde, indkøb, diverse møder og vedligeholdelsesopgaver.
Vi søger en kollega, der brænder for at skabe kreative og inspirerende aktiviteter – både inde og ude. Du skal stå for at inspirere til kreativ udfoldelse fx i vores kreaværksted og være med til at udvikle legepladsens grønne aktiviteter i børnehøjde.
Kvalifikationer
- I stand til at omgås alle mennesker og tackle mange forskellige situationer.
- Udadvendt og glad for kontakt med både børn, unge og voksne på legepladsen.
- Evne at gribe de muligheder og ideer, der opstår i løbet af dagen.
- Idérig og god til at tage initiativ til at planlægge, udvikle og igangsætte nye aktiviteter.
- Samarbejdsorienteret og villig til at indgå i både teamsamarbejde og tværfagligt samarbejde med lokale og kommunale aktører.
- Fokus på at danne og pleje partnerskaber og involvere frivillige i hverdagen og i længerevarende projekter.
- I stand til at nedtrappe konflikter og skabe trygge rammer for områdets børn, unge og familier, herunder støtte op om relationer og være brobygger i nærmiljøet.
- Du skal være selvstændig og omstillingsparat, da antallet af brugere veksler både i løbet af dage og sæson på året.
- Fortrolig med IT, herunder evnen til at arbejde i Outlook og kommunikation via Facebook.
Ansættelsesvilkår
Barselsvikariatet er på 20 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 5. januar 2026. Du bliver en del af en levende og alsidig arbejdsplads med vægt på høj faglighed og kvalitet i udførelsen af arbejdet. Bemandede Legepladser har generelt stor frihed i opgaveløsningen og hermed mange muligheder for udvikling af aktiviteter og projekter.
Du ansættes på en årsnorm, hvor arbejdstiden i sommer- og vinterhalvår tilpasses sommer- og vinteråbningstiderne. Du skal forvente at være på arbejde til legepladsen lukker, hver arbejdsdag. Hertil kommer, at der aktuelt er weekendvagt om lørdagen i et rul, der passer med antal medarbejdere på legepladsen. Arbejde på de øvrige legepladser samt alenearbejde forekommer fx ved ferieafvikling. Aktuelt er legepladsen åbningstider kl. 09-17.30 på hverdagene og kl. 10-17.00 om lørdagen hele året.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst for pædagogisk personale ved kommunale legepladser i Aahus og Københavns kommuner, afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation LFS.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte legepladsens personale på 30 70 32 97 eller kontakte teamleder Marie Dybdal Møller på 21 38 28 03. Du kan også besøge legepladsen.
Søg via linket senest søndag den 16. november 2025
Vi planlægger at afholde samtaler i uge 48.
Om de bemandede legepladser
Vi er 26 bemandede legepladser i København, med ca. 100 fast ansatte. Målsætningerne er at skabe gode muligheder for børn og unges leg og bevægelse, skabe rammer for trygge mødesteder, og bidrage til børn og unges trivsel og udvikling i lokalområdet. De bemandede legepladsers omgivelser består af gode udearealer med boldbane, græsplæne og andre faciliteter til idræt, leg og bevægelse. Det er muligt at køre på diverse cykler, lave fladbrød, spille spil, få hjælp til lektierne, lave smykker, dyrke grøntsager, kreative værksteder, være sammen med dyr og meget andet.