Leder til konsulentteamet i Børne- og Ungdomsforvaltningen – Område Amager

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du understøtte udviklingen af dagtilbud og skoler på Amager, og har du flair for systematisk opgavestyring og drift med et dynamisk touch?

Vi søger en leder med et stærkt koordineringsgen, som kan understøtte og skabe retning, sammenhæng og fremdrift sammen med et konsulentteam med høj faglighed. Konsulentgruppen bidrager med viden om kvalitet, metoder og faglige perspektiver. Din opgave er, at understøtte driften af opgaver og indsatser på tværs i teamet, som både dækker dagtilbud og skole og i området i øvrigt – med blik for den politiske retning om høj kvalitet og mangfoldige børnefællesskaber.

Som leder af konsulentteamet bliver du en central del af Område Amagers samlede ledelse. Områdeledelsen består af to nye områdechefer, to faglige chefer og fire ledere, hvor du refererer til den faglige chef, med ansvar for konsulentteamet og sundhedsplejen. Rollen kræver, at du er systematisk og mestrer opgavestyring og struktur som afgørende dimensioner i driften af områdets opgaver.

Vi tilbyder
Du bliver en del af en områdeforvaltning, der hver dag understøtter områdets folkeskoler, KKFO'er, dagtilbud og familier. Vores fælles ambition er at skabe høj kvalitet for alle børn og unge gennem stærke og mangfoldige børnefællesskaber, hvor det enkelte barn skal spille en større rolle i eget liv.

Konsulentteamet er en central del af denne understøttelse. Teamet arbejder med udviklingsopgaver, implementering af politiske og strategiske indsatser, analyse og procesfacilitering. Således tildeles en stor del af konsulenternes opgaver fra chefgruppen og kvalificeres i et samspil.

Som leder bliver din vigtigste opgave at skabe de bedste rammer for, at konsulenterne lykkes godt i denne opgave. Du har det overordnede ansvar for deres trivsel og professionelle engagement og udvikling. Stillingen kræver desuden, at du trives tæt på chefgruppen, da opgaveledelsen i relation til konsulenterne og den faglige retning ofte defineres i dialog med den opgaveansvarlige chef. Samtidigt forventes du, at kunne give relevant faglig sparring på kerneopgavernes fremdrift uden at skulle have dybdeviden i alt, hvad der køres via chefgruppen. På andre opgaver vil du selv være opgaveleder.

Dine ansvarsområder
Stillingen hviler på to centrale søjler, der tilsammen sikrer, at Område Amagers ressourcer anvendes strategisk og koordineret: Struktur og understøttelse i områdeledelsen hhv. personaleledelse af konsulentteamet.

Opgavestyring, struktur og understøttelse af områdeledelsen
Du får en nøglerolle i at understøtte områdeledelsen og sikre stærk struktur, kommunikation og koordination på tværs af området. Det betyder blandt andet, at du

  • mestrer opgavestyring og struktur: Du skaber overblik og struktur i områdets samlede portefølje af udviklings- og implementeringsopgaver i relation til skoler, dagtilbud og support, herunder at opbygge systematikker for drift og løbende opfølgning på opgaver med stor variation fra fx fraværsindsatser til økonomi. Du understøtter den løbende dialog hos områdecheferne og de faglige chefer, så vi er på forkant med det vi kan, og fx har et stærkt ressourceoverblik som sikrer rettidig og strategisk brug af midler
  • faciliterer ledelsesprocesser: Du har et særligt ansvarsområde med at understøtte vores fælles chef- og ledergruppes arbejde gennem planlægning, udarbejdelse af dagsordener, beslutningsoplæg og referater samt systematisk opfølgning
  • sikrer tæt koordination på tværs: Du bidrager til en stærk og tæt koordination på tværs af organisationen – herunder et tæt samspil mellem relevante konsulenter og sekretariatsfunktionen samt på tværs af chefernes og ledernes porteføljer i en stærk tværprofessionel praksis

Personaleledelse af konsulentteamet
Din primære opgave i forhold til teamet er også personaleledelse. Du skal sikre, at konsulenterne har de rette rammer, trives og udvikler sig fagligt. Det indebærer blandt andet, at du

  • aktivt indgår i dialogen om teamets trivsel
  • understøtter konsulenternes rolle og initiativer
  • relationskompetent videreudvikler det faglige arbejdsfællesskab
  • prioriterer ressourcer med øje for bæredygtighed

Om dig
Vi forestiller os, at du

  • har en relevant kandidatuddannelse og erfaring fra en politisk styret organisation
  • har relevant ledelseserfaring – fx fra personaleledelse, formel eller uformel ledelse af projekter, tværfaglige processer eller faglige enheder – har du påbegyndt eller taget en ledelsesuddannelse, er det en fordel
  • har stærke kompetencer inden for opgavestyring og opbygning af systematikker for kommunikation og proaktiv opgaveprioritering
  • forstår rollen som understøttende funktion for en områdeledelse og trives med at arbejde tæt sammen med chefgruppen om at sikre fremdrift, struktur og politisk retning (herunder fokus på høj kvalitet og mangfoldige børnefællesskaber)
  • har blik for, hvordan personaleledelse, høj faglighed og tværprofessionelt samarbejde spiller sammen i en moderne politisk vidensorganisation

Er en dygtig kommunikatør, der kan begå sig på alle niveauer og skabe følgeskab gennem dialog.

Om Område Amager og ledelsesteamet
Supporten rummer en bred vifte af fagligheder, herunder psykologer, sundhedsplejersker, talehørekonsulenter, støttepædagoger og konsulenter. Vi prioriterer et arbejdsmiljø præget af tillid, høj faglighed og et tæt samarbejde på tværs af organisationen for at skabe de bedste muligheder for områdets børn og unge. Vi arbejder for at sikre den gode progression for alle børn i stærke fællesskaber hele vejen fra første møde med sundhedsplejersken igennem dagtilbud og skole.

Løn og ansættelse
Stillingen er på 37 timer ugentligt med ansættelse per 1. november 2026. Løn efter gældende overenskomst, herunder principperne for Ny Løn. Børne- og Ungdomsforvaltningen anvender børne- og straffeattest ved ansættelse.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, kan du kontakte faglig chef Tine Pezo på 21 15 86 58.

Søg via linket torsdag den 17. september 2026
Samtalerne ligger mandag og fredag i uge 39. Der vil være test for de udvalgte kandidater mellem samtalerne.