Ledelseskonsulenter til nyt tværgående driftsunderstøttende team i Socialforvaltningen

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du bruge din ledelseserfaring dér, hvor den gør den største forskel?

Nogle arbejdspladser har i perioder brug for mere end sparring. De har brug for to erfarne ledere, der kan skabe overblik, sætte retning og hjælpe organisationen sikkert videre.

Derfor etablerer Socialforvaltningen et nyt tværgående driftsunderstøttende team. Vi søger to ledelseskonsulenter, som kan træde ind, når botilbud eller børne-ungehjem står i komplekse driftsmæssige situationer og har behov for ekstra ledelseskraft.

Det er en stilling til dig, der motiveres af at skabe udvikling i praksis, trives med komplekse opgaver og kan omsætte erfaring til handling.

Du bliver en del af en ny strategisk indsats
Det driftsunderstøttende team skal understøtte botilbud eller børne-ungehjem på tværs af Socialforvaltningen i afgrænsede perioder, hvor der er behov for at styrke ledelse, drift og organisation.

Opgaverne varierer, men målet er det samme: At skabe en stabil drift, understøtte den lokale ledelse og bidrage til varige forbedringer.

Teamet arbejder tæt sammen med blandt andre HR, økonomi, arbejdsmiljø, social- og sundhedsfaglige konsulenter og øvrige tværgående funktioner.

Du bliver samtidig en del af en større udviklingsindsats, hvor tre nye specialiserede tværgående teams de første to år udvikler fælles metoder, arbejdsgange og samarbejdsformer under ledelse af en programleder.

Dit arbejde gør en konkret forskel
Som ledelseskonsulentbliver du en aktiv del af løsningen – ikke en rådgiver på sidelinjen.

Du kan blandt andet komme til at

  • understøtte ledelsen på botilbud eller børne-ungehjem med komplekse driftsmæssige udfordringer
  • skabe struktur, retning og fremdrift i udviklings- og genopretningsforløb
  • varetage ledelsesopgaver i en periode, når et botilbud eller børne-ungehjem mangler ledelseskapacitet
  • udarbejde og følge op på handleplaner sammen med ledelse og medarbejdere
  • facilitere tværgående samarbejde mellem lokale ledelser og centrale støttefunktioner
  • bidrage til opstart af nye tilbud og udvikling af organisationer
  • være med til at opbygge og udvikle det nye teams faglige fundament, metoder og arbejdsformer

Vi forestiller os, at du
Du har erfaring med ledelse i komplekse organisationer og ved, hvad der skal til for at skabe resultater – også når hverdagen er præget af forandringer.

Du møder nye organisationer med nysgerrighed, respekt og gennemslagskraft og formår hurtigt at skabe tillid og samarbejde.

Vi lægger vægt på, at du

  • har mindst tre års ledelseserfaring fra det kommunale område
  • har indgående kendskab til drift og ledelse af sociale tilbud
  • har erfaring fra handicap-, psykiatri-, udsatte- eller børne- og ungeområdet
  • arbejder selvstændigt og træffer beslutninger på et fagligt velfunderet grundlag
  • kan navigere sikkert i komplekse samarbejder med mange interessenter
  • har indsigt i kommunens ledelsessystemer og tværgående støttefunktioner
  • trives med en mobil hverdag, hvor opgaverne foregår på forskellige tilbud i kommunen
  • ønsker at være med til at udvikle en helt ny funktion i Socialforvaltningen

Derfor skal du vælge os
Hos os får du en usædvanlig ledelseskonsulentstilling.

Du bliver en del af et lille, fagligt stærkt team med stor frihed, høj grad af ansvar og mulighed for at sætte dit præg på en ny funktion.

Du kommer til at arbejde med nogle af Socialforvaltningens mest komplekse ledelsesopgaver, hvor din indsats får direkte betydning for borgere, medarbejdere og ledelser.

Samtidig bliver du en del af et stærkt tværgående netværk og får mulighed for at udvikle både organisationer, ledere og dig selv.

Om teamet
Teamet består af tre ledelseskonsulenter og en teamleder med stærke kompetencer inden for blandt andet tilbudsdrift, forandringsledelse og krisehåndtering.

Teamet er organisatorisk forankret i Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer, men arbejder på tværs af Socialforvaltningens centre.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse.

Arbejdsstedet er centralt placeret i København, men størstedelen af arbejdet foregår på Socialforvaltningens botilbud rundt i kommunen.

Vi ønsker tiltrædelse den 1. oktober 2026 eller snarest muligt derefter.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest og tager referencer.

Vil du vide mere?
Kontakt teamleder Ida Nissen på telefon 30 60 37 33, hvis du vil høre mere om stillingen.

Søg via linket senest søndag den 23. august 2026
Send dit CV, uddannelsesbevis og en motiveret ansøgning, hvori du beskriver din ledelseserfaring og din motivation for at blive en del af det nye team.
Vi forventer at afholde samtaler 26. august 2026.