Lærere til matematik og naturfag på Højdevangens Skole
Forestil dig en skole, hvor alle elever er teenagere, hvor hele huset summer af udskolingsliv, ambitioner, identitet, fællesskab og store tanker om fremtid og ungdomsuddannelse, og hvor vi hver dag arbejder med unge i al deres mangfoldighed og støtter dem i både udfordringer og succeser, så de kan tage næste skridt i deres liv – velkommen til Højdevangens Skole!
Vi er en af Danmarks få rene udskolingsskoler med kun 7., 8. og 9. klasser, og det giver en helt særlig kultur, et unikt ungemiljø og en stærk faglig puls. Hos os skal du elske at arbejde med unge og deres udvikling med alt, hvad det indebærer af både bump, bøvl, glæde og succeser på deres vej mod at falde på plads i sig selv. Vi søger engagerede lærere, der underviser i matematik og naturfag.
Stillingerne – et arbejde med mening, faglighed og ungemiljø
På Højdevangens Skole bliver du en central del af et dynamisk fagligt miljø, hvor
- elever udvikler sig i højt tempo, både fagligt og personligt
- du arbejder målrettet med faglig progression i matematik og naturfagene
- du er med til at gøre eleverne klar til deres afgangsprøver
- stærke relationer, tydelige rammer og et trygt læringsmiljø er afgørende for elevernes trivsel og læring
- hverdagen rummer både unge, der har brug for støtte og struktur, og unge, der blomstrer og tager store faglige spring
Vi leder efter lærere, der brænder for deres fag og som trives i udskolingens særlige energi. Vigtigst er, at du har lyst til og talent for at kombinere faglighed, relationsarbejde og tydelig klasseledelse, og at du motiveres af at arbejde med unge, der både kan møde modgang og frustrationer, men også oplever store succeser og glæder i deres udvikling. Du vil arbejde tæt sammen med et stærkt team, der består af otte-ni engagerede lærere og pædagoger. I har et ugentligt teammøde, hvor I koordinerer og udvikler sammen. Du skal derfor kunne se dig selv i det forpligtende teamsamarbejde.
I skoleåret 26/27 og flere år frem har vi kommunalt fået bevilliget økonomi til, at der kan være to fagprofessionelle i alle dansk- og matematik timer på 8. og 9. årgang, så du skal have lyst til at arbejde tæt sammen med andre, være nysgerrig på egen og fælles praksis og turde åbne dit klasserum for kolleger. Stillingerne vil indeholde en del matematikundervisning sammen med en kollega.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der
- har et ressourceorienteret, ungedrevet og anerkendende blik
- brænder for faglig udvikling og for at gøre matematik og naturfag tilgængeligt og meningsfuldt for unge
- trives i et miljø med højt tempo, høje forventninger og stor mangfoldighed
- vil være en del af et fagligt stærkt team og bidrage aktivt til et helt særligt ungemiljø
- har solid faglighed i matematik og naturfagene og lyst til at arbejde både med elevernes faglige niveauer og din egen faglige udvikling
Er du lærerstuderende eller nyuddannet, så er du også mere end velkommen til at søge.
Om os
Højdevangens Skole er en del af 4-skolesamarbejdet på Midtamager, hvor eleverne går i 0.-6. klasse på Dyvekeskolen, Sundbyøster Skole eller Gerbrandskolen og derefter fortsætter i 7. klasse på Højdevangens Skole. Vi er udbygget til ti spor fra 7.-9. klasse, og har i kommende skoleår 24 almenklasser, tre modtageklasser og et separat boomerangtilbud for elever med forskellige faglige- og sociale udfordringer.
Fordi vi samler elever fra flere skoler på Amager er vores udskoling et levende miks af kulturer, personligheder og læringsstile. Det giver en dynamisk, inspirerende og til tider uforudsigelig hverdag, men også et stærkt fagligt miljø og et tæt, kollegialt samarbejde, hvor vi løfter i flok.
Som medarbejder hos os bliver du en del af en skole, der er ambitiøs, relationelt stærk og fuld af varme. Vi arbejder systematisk med faglig progression, trivsel, tydelig struktur og ungdomspædagogik.
Unge i udskolingen oplever både op- og nedture, og hos os er vi optaget af at møde dem dér, hvor de er, med nysgerrighed, tydelighed og respekt. Vi fejrer deres succeser og står fast ved deres side, når tingene bøvler. Vi tror på, at når vi skal rykke unge mennesker, så skal vi både kunne arbejde indenfor de kommunale givne rammer, men vi skal også turde tænke kreativt og alternativt. Det betyder fx, at vi har en alternativ workshopuge for at klæde 9. klasserne på til deres eksamen, at vi har et stort talentprogram, og at vi prioriterer både skoleskak, skolefodbold, Grønt råd og andre aktiviteter på tværs af klasser og årgange, og at vi som medarbejdere en gang imellem sættes i uvante refleksive og filosofiske samtaler.
Vi er fysisk placeret tæt på metro og busser, og her er mulighed for gratis parkering.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på fuld tid med tiltrædelse den 1. august 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
For spørgsmål er du velkommen til at kontakte skolen på 33 17 35 18 eller afdelingsleder Anders Müller på PI33@kk.dk eller souschef Maja Elvang på GV53@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 29. april 2026
Vi forventer at holde ansættelsesamtaler tirsdag den 5. maj om eftermiddagen.