Lærere til fast stilling og barselsvikariater i specialklasserækken på Kirkebjerg Skole

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Kan du give kærlige, ærlige og forudsigelige rammer for elever med særlige behov?
Og har du stor interesse for specialpædagogik og -undervisning?

Så skal du søge en stilling i vores skønne specialklasserække.

Vi søger en lærer til en fast stilling og en-to lærere til barselsvikariater, der vil være med til at videreudvikle vores specialtilbud i et stærkt teamsamarbejde og læringsfællesskab. Hos os ligger kerne- og udviklingsopgaven både i det nære teamsamarbejde, hvor vi er fire-fem kolleger, der arbejder tæt sammen om de ca. otte elever i klassen, og i samarbejdet på tværs af teams.

Vi mangler dig, der

  1. kan undervise i dansk i indskolingen – hvis du også kan undervise i engelsk, billedkunst og idræt, vil det være fint
  2. kan undervise i matematik, natur/teknologi og/eller engelsk på mellemtrinnet og/eller i udskolingen
  3. vil ansættes i et barselsvikariat med fagene matematik, natur/teknologi eller engelsk

På Kirkebjerg Skole er fællesskabets grundværdi trivsel – den personlige, den relationelle og den faglige. Her er højt til loftet, og vi byder dine gode ideer velkommen og hjælper med at føre dem ud i livet. Vi har bl.a. indført både udeskole og skoleskak på initiativ fra vores engagerede personale.

Vi forventer
Det er ikke afgørende, om du har erfaring med at undervise børn diagnosticeret indenfor autismespektret og ADHD, men det er altafgørende, at du har lysten til det. Derudover forventer vi, at du

  • er rollemodel for eleverne, viser vejen, skaber trygge rammer og tager ansvar for elevernes læring
  • har erfaring med og/eller lyst til at arbejde med visualisering, tydelighed og struktur – herunder TEACCH-inspirerede arbejdsmetoder og brugen af piktogrammer mv. 
  • ser teamsamarbejde som en styrke og er åben for sparring både af fælles og egen praksis
  • har gode samarbejdskompetencer og er optaget af at styrke samarbejdet på tværs af faggrupper og samarbejdet med forældrene

Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi har stor respekt for den omvæltning, det er at starte et nyt job, og i særdeleshed, hvis det også er med en målgruppe, du ikke før har undervist. På Kirkebjerg Skole er der både praksisnær kompetenceudvikling og god sparring og støtte i det tætte teamsamarbejde, så du bliver godt klædt på og ikke står alene.

Du vil møde dygtige, engagerede kolleger, og du vil have mulighed for at være med på vores rejse i udviklingen af vores specialklasserække. Specialklasserækken har syv år på bagen, så der er rig mulighed for indflydelse, gode ideer og ansvar. På Kirkebjerg Skole er du en del af specialklasserækken, men samtidig også en del af Kirkebjerg Skoles fællesskab.

Mere om os
Specialklasserækken fungerer som et helhedstilbud, hvor faste lærere og pædagoger udgør et team omkring børnegruppen, og hvor pædagogerne indgår i både skole- og fritidsdel.
 

Kirkebjerg Skole har både en almen skole og en specialklasserække med i alt ca. 950 elever. Vi søger hele tiden mulighederne og potentialerne i den fælles skole med mange kompetencer og faglige områder.

Klasserækken har ca. 75 børn fordelt på 0.-9. klassetrin. Vi modtager børn med normal begavelse, indenfor autismespektret og ADHD. Vi fokuserer på at fremme det enkelte barns ressourcer og udvikle elevernes faglige, sociale og personlige trivsel.

Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse er 37 timer om ugen med start den 1. november 2025 eller hurtigst muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedr. stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Jonas Dehn (indskoling), Jonathan Nilton (mellemtrin/udskoling) eller skoleleder Bjarne Oppelstrup
 på 33 66 14 40. Du kan læse mere om Kirkebjerg Skole her.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest torsdag den 25. september 2025
Vi forventer at holde samtaler mandag i uge 40.