Lærere på fuld tid til Lykkebo Skole
Lykkebo Skole søger lærere på fuld tid, 23 lektioner om ugen, mere forberedelsestid og mere fleksibilitet i arbejdstiden – vi glæder os til at modtage din ansøgning.
På 0.-5. årgang søger vi lærere til matematik og idræt. Hvis du derudover kan undervise i svømning eller håndværk og design, vil det være en fordel.
På 6.-9. årgang søger vi en lærer til matematik. Hvis du derudover kan undervise i et af naturfagene, tysk eller fransk, vil det være en fordel.
Vi har på Lykkebo Skole netop lavet en ny skoleplan, der betyder, at lærerne fra næste skoleår skal undervise i 23 lektioner om ugen, og at de får mere forberedelsestid og mere fleksibilitet i deres arbejdstid.
Vi er optaget af arbejdsfællesskabet
Vi planlægger og gennemfører gode læringsforløb med inddragelse af eleverne – både på hele skolen og i team. Vi tænker i årgange og afdelinger. Det betyder konkret, at eleverne både lærer og leger på tværs af både årgang og afdeling – og de har gode relationer til hele afdelingens personale.
Om os
Børne- og Ungdomsforvaltningens har besluttet en skolestruktur for Lykkebo Skole, Kirsebærhavens Skole og ny skole ved Torveporten.
Det betyder, at Lykkebo Skole i fremtiden bliver basisafdelinger (fx 0.-5. klasse), og den nye skole ved Torveporten bliver udskolingsafdeling (fx 6.-9. klasse).
Den nye struktur forventes at træde endeligt i kraft ved skoleåret 2029/2030.
Lykkebo Skole er en folkeskole med lokal opbakning. Skolen ligger i Vigerslev. Vi har ca. 500 elever og 60 ansatte heraf 45 lærere og pædagoger. Skolen er afdelingsopdelt i basisafdeling og overbygning. Vi har en engageret forældregruppe og glade børn fra forskellige miljøer. Vi har et tæt og stærkt samarbejde med fritidsinstitution og klub.
Lykkebo Skole har en stor skolehave, som både anvendes til skolehave for 0. og 1. årgang. Derudover anvendes skolehaven til øvrige årganges læring eksempelvis med madkundskab, biologi, billedkunst og pauseaktiviteter.
Hvert år har vi fagdage for motion, matematik, dansk, humanistiske fag, sprogdage, naturfaglig dag, billedkunstdag, sangens dag, derudover socialdag, Lykkeby uge og en tværsuge. Skolen har mange traditioner og fælles tiltag.
På Lykkebo Skole er vi fælles om at være forskellige.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Stillingerne er fuld tid og med opstart den 1. august 2025.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Mere information
Har du lyst til at høre mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte Søren Friis på 20 62 25 95.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest fredag den 23. maj 2025
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.