Lærer til tysk og/eller fransk på Højdevangens Skole
Forestil dig en skole, hvor alle elever er teenagere!
Hvor hele huset summer af udskolingsliv, ambitioner, identitet, fællesskab og store tanker om fremtid og ungdomsuddannelse.
Hvor vi hver dag arbejder med unge i al deres mangfoldighed og støtter dem i både udfordringer og succeser, så de kan tage næste skridt i deres liv.
Velkommen til Højdevangens Skole!
Vi er en af Danmarks få rene udskolingsskoler med udelukkende 7., 8. og 9. klasse, og det giver en helt særlig kultur, et unikt ungemiljø og en stærk faglig puls. Hos os skal du elske at arbejde med unge og deres udvikling med alt, hvad det indebærer af både bump, bøvl, glæde og succeser på deres vej mod at falde på plads i sig selv.
Vi søger nu en engageret lærer, der underviser i tysk og/eller fransk.
Stillingen – et arbejde med mening, faglighed og ungemiljø
På Højdevangen bliver du en central del af et dynamisk fagligt miljø, hvor
- elever udvikler sig i højt tempo, både fagligt og personligt
- du arbejder målrettet med faglig progression i dine fag
- du er med til at gøre eleverne klar til deres afgangsprøver
- stærke relationer, tydelige rammer og et trygt læringsmiljø er afgørende for elevernes trivsel og læring
- hverdagen rummer både unge, der har brug for støtte og struktur, og unge, der blomstrer og tager store sproglige spring
Vi leder efter en lærer, der brænder for sit fag og trives i udskolingens særlige energi. Vigtigst er, at du har lyst til og talent for at kombinere faglighed, relationsarbejde og tydelig klasseledelse, og at du motiveres af at arbejde med unge, der både kan møde modgang og frustrationer, men også oplever store succeser og glæder i deres udvikling.
Du vil indgå i et stærkt team af lærere og pædagoger, der samarbejder tæt om både elevernes trivsel og deres faglige progression. Hos os arbejder vi i forpligtende teams, som du skal kunne se dig selv i. Du skal have lyst til at arbejde tæt sammen med andre, være nysgerrig på egen og fælles praksis og turde åbne dit klasserum for kollegaer.
I skoleåret 26/27 og flere år frem har vi kommunalt fået bevilliget økonomi til, at der kan være to fagprofessionelle i alle dansk- og matematik-timer på 8. og 9. årgang. Det er et udviklingsarbejde, som vi ser frem til, og som kommer til at have indflydelse på hele organisationen.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der
- har et ressourceorienteret, ungedrevet og anerkendende blik
- brænder for faglig udvikling og for at gøre tysk og/eller fransk tilgængeligt og meningsfuldt for unge
- trives i et miljø med højt tempo, høje forventninger og stor mangfoldighed
- vil være en del af et fagligt stærkt team og bidrage aktivt til et helt særligt ungemiljø
- har solid faglighed i tysk og/eller fransk og har lyst til at arbejde både med elevernes faglige niveauer og din egen faglige udvikling
Er du lærerstuderende eller nyuddannet, så er du også mere end velkommen til at søge!
Om os
Højdevangens Skole er en del af 4-skolesamarbejdet på Midtamager, hvor eleverne går i 0.-6. klasse på Dyvekeskolen, Sundbyøster Skole eller Gerbrandskolen og derefter fortsætter i 7. klasse på Højdevangens Skole. Vi er udbygget til ti spor fra 7.-9. klasse og har i kommende skoleår 24 almenklasser, tre modtageklasser og et separat boomerangtilbud for elever med forskellige faglige og sociale udfordringer.
Fordi vi samler elever fra flere skoler på Amager er vores udskoling et levende miks af kulturer, personligheder og læringsstile. Det giver en dynamisk, inspirerende og til tider uforudsigelig hverdag, men også et stærkt fagligt miljø og et tæt, kollegialt samarbejde, hvor vi løfter i flok.
Som medarbejder hos os bliver du en del af en skole, der er ambitiøs, relationelt stærk og fuld af varme. Vi arbejder systematisk med faglig progression, trivsel, tydelig struktur og ungdomspædagogik. Unge i udskolingen oplever både op- og nedture, og hos os er vi optagede af at møde dem dér, hvor de er, med nysgerrighed, tydelighed og respekt.
Vi fejrer deres succeser og står fast ved deres side, når tingene bøvler.
Vi tror på, at når vi skal rykke unge mennesker, så skal vi både kunne arbejde indenfor de kommunale givne rammer, men vi skal også turde tænke kreativt og alternativt. Det betyder fx, at vi har en alternativ workshopuge for at klæde 9. klasserne på til deres eksamen, at vi har et stort talentprogram, og at vi prioriterer både skoleskak, skolefodbold, Grønt Råd og andre aktiviteter på tværs af klasser og årgange, og at vi som medarbejdere en gang imellem sættes i uvante refleksive og filosofiske samtaler.
Vi er fysisk placeret tæt på metro og busser, og her er mulighed for gratis parkering.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.
Ansættelse pr. 1. august 2026.
Mere information
Du er velkommen til at kontakte skolen på 33 17 35 18 eller afdelingsleder Anders Müller på PI33@kk.dk eller souschef Maja Elvang på GV53@kk.dk.
Søg via linket senest torsdag den 23. april 2026
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.
Vi forventer at afholde samtaler den 30. april om eftermiddagen