Lærer til specialklasserækken på Lundehusskolen
Vil du arbejde indenfor det specialpædagogiske område med fokus på autisme og ADHD? Ønsker du at gøre en forskel for nogle af de mest sårbare og udfordrede børnegrupper? Og ønsker du at arbejde helhedsorienteret med alle barnets kompetencer – personlige, sociale og faglige? Så byder vi velkommen til vores hverdag, der måske bliver din hverdag.
Du bliver en del af et dynamisk, tværfagligt arbejdsfællesskab med fokus på udviklingen af vores fælles pædagogiske og didaktiske afsæt. Vi arbejder i et tæt og forpligtende teamsamarbejde med fokus på Co-Teaching og fælles løsninger.
Vi søger en lærer med specialpædagogisk erfaring og med undervisningskompetencer i Dansk og Håndværk/Design til en stilling på 37 timer om ugen med start 1. oktober 2026 eller snarest muligt.
Den profil vi søger
Linjefag i Dansk og Håndværk/Design.
Vi forventer, at du
- har fokus på relationer og et anerkendende børnesyn
- er ambitiøs ift. egen og fællesskabets pædagogiske praksis
- er ansvarlig, opsøgende, initiativrig og loyal
- er en refleksiv teamplayer og kan indtænke og engagere din viden og kompetencer i fællesskabet
- kommer med overskud og tålmodighed
- er positiv og løsningsorienteret
- er god til at skabe struktur og forudsigelighed
- er god til at skabe inkluderende fællesskaber
- kan indtænke bevægelse og kreative processer i læring
Mere om stillingen – fag og klassetrin
Du vil komme til at arbejde i et team på seks medarbejdere, tre lærere og tre pædagogiske medarbejdere, der sammen varetager en klasse på seks elever, der spænder over 2.-6. klassetrin. Eleverne er ikke fagligt alderssvarende. Der vil kunne læses et mindre antal fagtimer i andre af specialklasserækkens klasser samt i forbindelse med holddeling på tværs i storteamet.
Hvem er vi?
Specialklasserækken på Lundehusskolen er et specialtilbud i Københavns Kommune, hvoraf elevgruppen p.t. består af normaltbegavede børn med vanskeligheder indenfor autisme og ADHD. Vores målgruppe af børn og unge har typisk sociale og kommunikative udfordringer, opmærksomhedsproblematikker, sanseforstyrrelser, kravafvisende og konfliktskabende adfærd samt angstproblematikker.
Lundehusskolen har nogle af Københavns absolut største og bedste udendørs arealer og skolen er for nyligt undergået en helhedsrenovering, der betyder moderniserede læringsmiljøer inklusiv en ny multihal. Vi er ca. 60 medarbejdere, der udgøres af lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere til at undervise og varetage fritidstilbud for vores ca. 80 børn dækkende 0.-9. klassetrin. Man bliver med almenskolen en del af et større arbejdsfællesskab, der mødes fagligt og socialt.
Vi arbejder ud fra en narrativ og anerkendende tilgang med fokus på børnenes kompetencer og deres oplevelser af at lykkes. Vi arbejder metodisk og systematisk med opbyggelsen af en fællespædagogisk kultur.
I vores arbejde støtter vi børnene ved at fokusere på trygge og overskuelige læringsmiljøer, trivsel og personlig selvforståelse samt evnen til at kunne indgå i sociale relationer og fællesskaber.
Til at støtte os i den målsætning har vi samarbejde med psykolog, ergoterapeut og logopæd, der fungerer som faglig support til de pædagogiske løsninger, vi skaber.
Vi tror på, at læring hænger sammen med, at børnene er i trivsel – og går hånd i hånd når tingene lykkes.
Derudover tror vi på at
- vores børn gør det allerbedste de kan ud fra de forudsætninger, de har – hver gang
- vores opgave er at vise dem, at vi har tiltro til deres evner og derfor har forventninger til dem
- de har betydning for fællesskabet og gør en forskel
- vi skal lære dem at lære at lykkes selvstændigt
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. oktober 2026 eller hurtigst muligt efter aftale.
Du vil i forbindelse med din ansættelse deltage i et introforløb, der involverer introduktion til arbejdsfællesskabet og de mest grundlæggende tilgange i arbejdet.
Yderligere information
Har du spørgsmål, kan du kontakte afdelingsleder Michael Navi 20 36 21 99.
Vi opfordrer ansøgere til at besøge vores hjemmeside og læse mere om, hvem vi er, og hvordan vi arbejder. Du kan læse om specialklasserækken og Lundehusskolen på skolens hjemmeside Lundehusskolen.
Søg via linket senest fredag den 28. august 2026
Ansættelsessamtalerne vil blive afholdt i uge 35 på Lundehusskolen, Lersø Park Allé 152, i hovedbygningen på 1. sal.