Lærer med fokus på ungdomspædagogik til matematik- og engelskundervisning på Ungdomsskolen Hovmestervej
Vi har brug for en dygtig og engageret lærer til at undervise i både matematik og engelsk. Vi søger en lærer, der kan se sig selv føre til prøve i FP9 eller FP10, og som brænder for at gøre en forskel for elever, der ikke profiterer af folkeskolens rammer.
Vi har en elevgruppe, der spænder bredt. Kendetegnende for dem er flere skoleskift, negative skolefortællinger og tendens til skolevægring.
Hvem er du?
Du er en lærer, der er interesseret i at støtte eleverne i både deres faglige og personlige dannelse, samt sociale udvikling. Du brænder for at undervise i dine fag og for at bruge dine relationskompetencer til at gøre en forskel for elevens tro på sig selv og indstilling til skolen.
Du har en anerkendende tilgang til eleverne. Du arbejder bevidst med struktur, og du kan skabe ro og plads til fordybelse med din klasseledelse – og så er du vedholdende. Du er nysgerrig i forhold til praksisser og dynamikker på skolen, og du er ikke bange for at sætte din egen lærerfaglige praksis til debat.
Her på skolen er vi i daglig kontakt med både forældre, kontaktpersoner, sagsbehandlere og andre voksne, så du skal være interesseret i tæt samarbejde med elevernes netværk og forberedt på et højt kontakt- og dokumentationsniveau. Der kan til tider forekomme elevkontakt uden for normal skoletid.
Har du erfaring fra specialområde og/eller med at være to lærere i undervisningen, er det et plus.
Hvad tilbyder vi?
Skolen er normeret til seks klasser med 16 elever og to lærere i hver klasse. Du vil derfor opleve mulighed for tid til den enkelte elev. Vi har en tæt daglig sparring med skolens vejleder og socialrådgiver, som giver et bedre arbejdsflow omkring elever og mulige tiltag.
Vi er en skole, der sætter elevernes positive udvikling i højsædet, under mantraet ”læring fordrer trivsel”. For at blive endnu bedre til dette, har vi lige nu igangsat en implementeringsproces af Low Arousal-tilgangen med Jakob Lentz. Du vil være en del af den udvikling og deltage i supervisioner med Jakob, hvor vi modtager konkret sparring på elevcases.
Vi arbejder med to-lærerordning i alle klasser. Her søger vi i videst muligt omfang at have to faglærere på i de enkelte fag. I det kommende skoleår påbegynder vi arbejdet med regulær co-teaching for at blive endnu bedre til at arbejde sammen i undervisningen.
Fælles for alle årgangsteams er, at der er tæt dialog mellem alle medarbejdere, og at vi modtager løbende supervisioner med fokus på elevperspektivet og teamsamarbejdet.
Vi er prøveførende i dansk, engelsk, matematik og naturfag. Ud over undervisningen i disse fag har alle elever idræt. Som noget nyt næste år er der også understøttende undervisning på skemaet.
Skolen tilbyder morgenmad hver dag i den første pause. Det foregår i skolens kantine med deltagelse af skolens personale og er et vigtigt pædagogisk tiltag.
Du vil blive en del af en medarbejdergruppe på ca. 20, der har til huse i en smuk, gammel bygning på tidligere Bispebjerg Skole, tæt på offentlig transport.
Her kan du se et par korte film om skolen: Ungdomsskolen Hovmestervej.
Synes du, at det lyder spændende? Så lad os høre fra dig!
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen finder sted i henhold til gældende overenskomst samt aftale om arbejdstid for månedslønnede lærere m.fl. i Ungdomsskolen.
Stillingen er på 34 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. august 2025, eller hurtigst muligt derefter.
Vi indhenter børne- og straffeattest i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Tag endelig fat i leder Jannie Orte på 26 32 48 18 eller TR og lærer Jan Vemgaard på 20 54 43 77, hvis du har flere spørgsmål til stillingen eller ønsker at besøge skolen.
Ved invitation til samtale bliver du bedt om at forberede en kort præsentation af didaktiske overvejelser omkring undervisning for vores målgruppe. Du vil blive klædt på til det inden samtalen.
Søg via linket senest tirsdag den 24. juni 2025
Vi afholder løbende samtaler fra uge 25.