Lærer der brænder for faget håndværk og design til Langelinieskolen
I denne stilling skal du undervise håndværk og designhold (HDS) på 4. og 6. årgang. Der er også mulighed for at undervise 2.-5. årgang i historie, kristendom, idræt og/eller natur og teknik.
Langelinieskolen er en folkeskole fordelt på fire-fem spor og har i dagligdagen et tæt fagligt og didaktisk samarbejde med vores KKFO, vores afdeling for børn med høretab (SPK) samt vores elevhjem.
Hos os bliver du en del af en Østerbroskole i udvikling, en aktiv forældrekreds, og et værdigrundlag, der tager afsæt i, at Langelinieskolen skal være en skole for alle.
Engageret HDS-lærer til hold på 4. og 6. årgang
Vores HDS er tilrettelagt som forløb på 12-16 uger for hold på 14-18 elever fra samme årgang. Holdene skifter mellem forskellige HDS-lærere og -forløb på 3. og 4. årgang, hvor de på 5. og 6. årgang også vil møde madkundskab. Vi mangler en HDS-kollega, der kan undervise i træværkstedet og/eller billedkunstlokalet i Holsteinsgade. Vi har stort fokus på, at her skal være rart at være, og gør os umage for at skolen fremstår hyggelig. Vi kæmper, ligesom alle andre skoler, for at børnene passer på deres skole og er stolte og glade for at gå hos os.
Vi har et tæt samarbejde med forældre og ved, at vi med ærlighed, åbenhed og nysgerrighed begge veje, kan lykkes med at få børn og børnefællesskaber til at trives og udvikle sig. Hos os møder du dejlige børn, der boltrer sig i et skolemiljø i smukke og anderledes omgivelser – midt på Østerbro. Og så kommer du til at arbejde i et stærkt fagligt, socialt og kollegialt arbejdsmiljø. Vi er en arbejdsom og aktiv medarbejderstab i godt humør, og vi har flere udviklingsprojekter i gang mht. fx læsning, matematik, børn med særlige forudsætninger og behov, rummelighed og læringsmiljø.
Vores fælles fokus er på trivsel, faglighed og inklusion – Langelinieskolen er udover at være en folkeskole også en Rettighedsskole, der indgår i et samarbejde med UNICEF Danmark og landets øvrige Rettighedsskoler.
Skolen er organiseret på to matrikler – børnehaveklasse til 4. klasse på Kastelsvej og 5. til 9. klasse i Holsteinsgade. Lærere og pædagoger arbejder tæt sammen, med afsæt i årgangsteam. På Kastelsvej er også vores fritidsinstitution og vores specialklasserække, for børn med høretab.
Vi lægger vægt på, at du er læreruddannet med linjefag i HDS og gerne nogle af de andre fag, der kan komme i spil. Og vi lægger vægt på, at du har stærke faglige, sociale og pædagogiske kompetencer samt et ressourceorienteret børnesyn, såvel ift. undervisning som ift. at indgå i et tæt teamsamarbejde.
Der er flere muligheder ift. ansættelse
- HDS-stilling med otte lektioner mandag og torsdag.
- HDS-stilling og andre fag på alt fra 50-80 %.
- HDS-stilling og andre fag, samt mulighed for at vikartimer op til en beskæftigelsesgrad på 100 %.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er med tiltrædelse den 1. januar 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du kan få yderligere oplysninger hos souschef Sanne Top på 30 34 39 45.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV med angivelse af beskæftigelsens varighed og omfang, uddannelsesbevis og relevant dokumentation.
Søg via linket senest mandag den 24. november 2025
Samtaler finder sted umiddelbart efter ansøgningsfristen.