Korsager Skole søger to nye medlemmer til vores ledelsesteam
Vores mangeårige skoleleder er gået på pension, vores tidligere souschef er tiltrådt som ny skoleleder, og en af vores afdelingsleder har været udlånt til naboskolen og er nu blevet fastansat som souschef dér. Derfor står vi i den situation, at vi skal opbygge et nyt ledelsesteam og søger to stærke profiler, der har lyst til at blive en del af vores team og være med til at etablere og udvikle det.
Vi søger to engagerede og relationsstærke afdelingsledere, en afdelingsleder med ansvar for skolens udskoling (6.-9. årgang) samt en afdelingsleder med ansvar for ressourcecenteret og vores børnehaveklasser. I den ene af stillingerne vil der være tilknyttet en souscheffunktion.
Hvad kan vi tilbyde?
Du bliver en del af et ledelsesteam bestående af skoleleder, fire afdelingsledere og KKFO-leder. Vi kommer til at prioritere tid i ledelsesteamet højt, da vi står over for at skulle etablere os på ny, og det glæder vi os meget til.
Vi er overbeviste om, at skoleopgaven kun kan løftes i fællesskab. Komplekse opgaver kræver samarbejde, og derfor er det afgørende for os, at hverken lærere, pædagoger eller ledere står alene.
Du skal have lyst til at indgå i et ledelsesteam, hvor faglig sparring, konstruktiv uenighed og fælles ansvar er en styrke – og hvor der er plads til både humor og alvor. Vi arbejder løbende med refleksion over vores praksis og stiller os selv de nødvendige spørgsmål: Understøtter vores arbejde bedst muligt elevernes læring og trivsel, og hvordan kan vi sammen videreudvikle den?
Sammen skaber vi de nødvendige forandringer, der gør, at vi kan fastholde en ekstraordinær skolekultur, hvor både børn og voksne oplever mening, deltagelse og arbejdsglæde.
Om Korsager Skole – værdier og børnesyn
Korsager Skole er en velfungerende skole med omkring 800 elever fordelt på 3-4 spor fra 0.-9. årgang. Vi ligger i et københavnsk villakvarter tæt ved Husum Station og Husum Torv. Der er god plads på og omkring skolen, som er omgivet af grønne områder, vi benytter flittigt i skolehverdagen.
Vi har et klart fokus på at fastholde elevernes lærelyst og engagement i skolen. Det sker gennem et tæt og undersøgende samarbejde med alle fagprofessionelle og børnenes familier. Medarbejderne arbejder med høje forventninger til alle elever og med blik for at skabe undervisning og læringsfællesskaber, hvor der er plads til forskellighed, og hvor eleverne oplever faglig mestring og trivsel. Grundstenen i vores arbejde er skolens børnesyn, som vi jævnligt vender tilbage til.
Du kan læse vores samlede børnesyn her: Børnesyn | Korsager Skole
Hvem er du som leder?
Vi ønsker to ledere, der er tæt på medarbejderne, tæt på eleverne og tæt på hverdagen. Medarbejderne ønsker en leder, som har gode samarbejdsevner og et stort hjerte for børn og unges trivsel og udvikling – en leder, der ser elever, medarbejdere og forældre som en ressource, og som er nærværende og tydelig i sin ledelsesstil. Eleverne ønsker en leder, som kommer ud i klasserne, og som kan lide at smalltalke på gangene og lave jokes.
Det er vigtigt for os, at du ser udvikling af kvalitet som et fælles ansvar og arbejder aktivt for at inddrage medarbejdere i beslutninger og processer. Samtidig har du modet til at træffe beslutninger og stå ved dem, også når det kræver tydelighed.
Som afdelingsleder til udskolingen er dine opgaver alsidige og består blandt andet af
- Pædagogisk og faglig ledelse af udskolingen i samarbejde med ledelsesteamet
- Personaleledelse, herunder MUS/TUS, sparring og nærværende ledelse i hverdagen
- Understøttelse af høj faglighed og trivsel blandt elever og medarbejdere
- Systematisk arbejde med trivselsdata, faglige resultater og elevperspektiver
- Deltagelse i den daglige drift, herunder vikardækning sammen med resten af ledelsesteamet
- Administrative opgaver og arbejde i skolens IT-systemer
- Deltagelse i MED-, TRIO- og bestyrelsesarbejde
Som afdelingsleder for ressourcecenteret og vores børnehaveklasser er dine opgaver alsidige og består blandt andet af
- Pædagogisk og faglig ledelse af børnehaveklasseteamet med vores overgangspædagoger
- Personaleledelse af vores skole-hjem-vejleder og inklusionspædagog
- Ledelse og drift af vores ressourcecenter
- Personaleledelse, herunder MUS/TUS, sparring og nærværende ledelse i hverdagen
- Understøttelse af høj faglighed og høj trivsel blandt elever og medarbejdere
- At arbejde systematisk med trivselsdata, faglige resultater og elevperspektiver
- Deltagelse i den daglige drift, herunder vikardækning sammen med resten af ledelsesteamet
- Administrative opgaver og arbejde i skolens IT-systemer
- Deltagelse i MED-, TRIO- og bestyrelsesarbejde
For begge stillinger ser vi gerne, at du har følgende profil
- Er lærer- eller pædagoguddannet og har ledelseserfaring
- Har stærke relationelle og kommunikative kompetencer
- Leder med et tydeligt og anerkendende børne- og menneskesyn
- Trives tæt på praksis og tager ansvar i en kompleks hverdag
- Ser elever, medarbejdere og forældre som ressourcer
- Ønsker at være en del af et stærkt ledelsesteam med plads til humor
- Arbejder struktureret og har interesse og flair for administrative opgaver
- Er i gang med eller ønsker at gennemføre en diplomuddannelse i ledelse
Du skal markere i din ansøgning, hvilken stilling du søger, og om du søger som souschef eller som afdelingsleder.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingerne er fuld tid. Tiltrædelse den 1. april 2026. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt to referencer.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål vedrørende stillingen eller lyst til at aftale et besøg, er du meget velkommen til at kontakte skoleleder Marie Louise Færing på 51 84 02 16 eller mail ny3d@kk.dk.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Søg via linket senest tirsdag den 17. februar 2026
Der er planlagt ansættelsessamtaler torsdag den 19. februar og mandag den 23. februar 2026.
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade CV og uddannelsesbevis.