Kontorchef til Københavns Kommunes Koncern IT's direktionssekretariat

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at præge udviklingen af Koncern IT?
Så har du nu muligheden for at blive kontorchef for Koncern ITs direktionssekretariat, der sammen med resten af serviceområdet Forretningsudvikling understøtter både Koncern IT, Økonomiforvaltningen (ØKF) og resten af Københavns Kommune på digitaliseringsområdet.

Et centralt kontor i en ambitiøs organisation
Direktionssekretariatet er ét af tre kontorer i Serviceområdet Forretningsudvikling. Kontoret består af to teams: 1) Direktionsbetjening og Stab og 2) ØKF IT-compliance. Som kontorchef får du en central rolle i at sikre stærk ledelsesunderstøttelse til KIT's direktion og chefgruppe samt bidrage til professionel compliance på tværs af Økonomiforvaltningen. Du vil skulle løfte opgaven sammen med to teamkoordinatorer og ca. 16 medarbejdere.

Opgaverne i kontoret inkluderer bl.a.

  • kalenderstyring, mødeforberedelse og ledelsesunderstøttelse for direktøren
  • interessevaretagelse i fællesoffentlige fora, kredse og samarbejder
  • udarbejdelse af sager, analyser og business cases inden for Koncern IT's område
  • understøttelse af den samlede direktion i Koncern IT bl.a. ift. resultatkontrakter, kontorchefansættelser og chefmøder
  • understøttelse og udvikling af ØKF’s compliance på it-området bl.a. gennem rådgivning om it-anskaffelser og udvikling af ledelsesinformation til Økonomiforvaltningens samlede koncerndirektion såvel som enhedernes særskilte direktioner

Om jobbet
Du får garanteret en alsidig hverdag, hvor der både er dag til dag opgaver såvel som mere strategiske udviklingsopgaver. Dine opgaver spænder bredt – fra strategisk ledelse, personaleledelse og faglig sparring til understøttelse af KIT's direktør, koordinering af centrale beslutningsfora og sikring af fremdrift i compliance-arbejdet. Du bliver en del af en samlet chefgruppe på tre, hvor du sammen med de øvrige kontorchefer og afdelingschefen for Forretningsudvikling driver og udvikler området som ét fælles ledelsesteam. Der vil desuden være et tæt samarbejde med de andre ØKF-enheders direktionssekretariater og med store dele af KIT.

Om dig
Vi leder efter dig, der

  • bevarer overblikket og roen, når der er behov for at koordinere mange forskelligartede opgaver
  • kan navigere i en kompleks organisation med mange snitflader, hvor du har et blik for den effektive sagsløsning med den gode inddragelse
  • har stærke relationelle kompetencer og en evne til at skabe tillid og retning
  • tænker i helheder og er fokuseret på resultatet, der ofte skal findes i en balance mellem flere hensyn
  • har erfaring med ledelsesbetjening
  • har et godt blik for modtager- og brugerperspektivet og kan tillære andre dette
  • har en relevant lang videregående uddannelse

Om serviceområdet Forretningsudvikling
Serviceområdet består af tre kontorer med ca. 60 medarbejdere og 20 graduates. Opgaverne spænder fra intern organisationsudvikling, ledelsesbetjening og agil transformation til it-governance og tæt samarbejde med kommunens syv forvaltninger. Vi prioriterer høj faglighed, tillid og samarbejde – både internt og med resten af Koncern IT og Københavns Kommune.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen som kontorchef ønskes besat snarest muligt og senest den 1. oktober 2025. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og dine kvalifikationer. Arbejdsstedet er Koncern IT, Borups Allé 177, 2400 København NV.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Cecilie Wulff Juul Jørgensen på sms på 21 30 44 66.

Søg via linket senest torsdag den 31. juli 2025
Vi forventer at afholde samtaler i uge 33, og der kan indgå test i ansættelsesprocessen.

Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige it-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker it-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på koncernit.kk.dk.