Konsulenter med undervisningserfaring til arbejdsmarkedsrettet dansksproglig indsats til Jobcenter København – Sprog og Integration
Brænder du for facilitering og undervisning, og har du blik for, hvordan sprog og arbejdsmarked spiller sammen? Har du erfaring med praksisnær læring og lyst til at gøre en forskel for borgere med sproglige barrierer? Så er du måske vores nye kollega i Jobcenter København – Sprog og Integration.
Vi søger kompetente og engagerede konsulenter med undervisningserfaring, som vil være med til at styrke borgernes sproglige kompetencer gennem praksisnære workshops i branchedansk og dansk arbejdspladskultur.
Du vil blive en del af et nyoprettet engageret team, der gennem workshops i branchedansk og arbejdspladskultur understøtter ledige borgeres sproglige udvikling og vej til arbejdsmarkedet.
Målgruppen er ledige kontanthjælpsmodtagere med sproglige barrierer, som tilbydes workshops i Arbejdsmarkedsrettet dansk som en del af deres beskæftigelsesindsats.
Fokus er derfor på at styrke borgernes dansksproglige kompetencer i en arbejdsmæssig og brancheorienteret kontekst. Endvidere understøttes borgere i at opnå en bedre forståelse for det danske arbejdsmarked og arbejdspladskultur.
Du vil stå for at planlægge og afholde workshops á tre timers varighed – både formiddag og eftermiddag. Undervisningen er praksisnær og tager udgangspunkt i konkrete arbejdsmarkedsrettede situationer, hvor der bl.a. arbejdes med dialogøvelser, rollespil og brug af fagrelevante termer.
Stillingen indebærer desuden, at du skal være med til at udvikle og justere undervisningsmaterialer og metoder, så indholdet hele tiden matcher borgernes behov og de krav, der stilles på det danske arbejdsmarked.
Dine primære opgaver vil være at
- planlægge og afvikle workshops á 3 timer med fokus på:
- branchespecifikke udtryk og fagtermer
- kommunikation på arbejdspladsen
- træning i danske nøgleord og vendinger, som ofte bruges i arbejdsinstruktioner og daglige opgaver på tværs af forskellige brancher
- tilpasse undervisningen til deltagernes sproglige niveau og behov
- skabe et inkluderende og aktivt læringsrum via:
- dialogøvelser og fx rollespil
- gruppearbejde og diskussionsøvelser
- lytte og læseøvelser på dansk
- visuelle og interaktive materialer
- udvikle og tilpasse undervisningsmateriale løbende i tæt samarbejde med kolleger
- deltage i den fortsatte udvikling og drift af workshopsene
Vi forestiller os konsulenter, der
- har en relevant uddannelse og erfaring med facilitering og undervisning af holdforløb
- har kendskab til beskæftigelsesområdet og udviklingen på arbejdsmarkedet
- har stærke kommunikative evner – både skriftligt og mundtligt
- kan arbejde med en målgruppe med stor variation i sproglige og faglige kompetencer
- har interkulturel forståelse og kan møde borgerne med respekt og tydelige rammer
- kan skabe en motiverende og tryg undervisningsramme, hvor alle deltagere bliver inddraget – uanset sprogligt niveau og kulturel baggrund
- er samarbejdende, konstruktiv og udviklingsorienteret også i en omskiftelig hverdag
- er struktureret, digitalt stærk og vant til ad hoc administrative opgaver
- er stabil og kan bidrage til sikker drift af vores kerneopgave
- som person er du ansvarsbevidst og løsningsorienteret
Vi ser gerne, at du har erfaring med eller forståelse for arbejdet i en stor politisk styret organisation.
Vi tilbyder
- en spændende stilling med meningsfulde og udviklende opgaver i en afdeling i udvikling – som en del af en stor organisation med engagerede medarbejdere og chefer
- et nyoprettet, fagligt stærkt og engageret team, hvor vi prioriterer videndeling og sparring
- mulighed for at udvikle indsatsen og sætte præg på nye undervisningsmetoder og materialer
- et godt arbejdsmiljø og en stærk samarbejdskultur
Ansættelsesvilkår
Ansættelse er efter gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og HK Kommunal København for vejledere/undervisere og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Der er tale om både en fast og en midlertidig ansættelse på 37 timer om ugen. Stillingerne forventes besat snarest muligt og senest 1. september 2025.
Der vil blive indhentet referencer og straffeattest før et eventuelt tilbud om ansættelse.
Vil du vide mere?
Yderligere information kan fås ved henvendelse til afdelingschef Pary Nouri på 23 30 13 69.
Arbejdsstedet er Jobcenter København, Emdrupvej 72, Emdrup.
Jobcenter København – Sprog og Integration – vi hjælper nyankomne flygtninge og familiesammenførte i job og uddannelse
Søg via linket senest onsdag den 23. juli 2025
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 31.
Om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen hjælper vi hver dag året rundt københavnere i job og uddannelse eller finder andre veje videre for borgerne. Vi understøtter virksomhederne med at finde den rette arbejdskraft. Vi inddrager borgerne, stiller konstruktive krav, og vi tror på, at vi sammen kan skabe fremskridt. Vi er Danmarks største beskæftigelsesforvaltning, og vi er med til at sætte en høj standard på beskæftigelsesområdet ved at arbejde strategisk med udvikling af driften, servicedesign og nye digitale løsninger. Vi har fokus på trivsel og har en kultur med høj faglighed, hvor der er plads til dine input og idéer.
Du kan læse mere om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen her.