Konsulent til Teknik- og Miljøforvaltningens rådhussekretariat

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du understøtte Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg, teknik- og miljøborgmester og forvaltningens direktion med at skabe resultater og forandringer i København?
Rådhussekretariatet i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning søger lige nu en konsulent til betjening af politikere og direktion som bindeled mellem politisk udvalg og Teknik- og Miljøforvaltningen.

En af vores dygtige kolleger skal på barsel, men vi vil gerne have dig som fast kollega. Vi leder derfor efter dig, der sammen med os har lyst til at have de politiske og strategiske dagsordner som omdrejningspunkt i hverdagen, når vi betjener udvalg, borgmester og direktion, og være bindeled til den øvrige forvaltning. Der er tale om en fastansættelse, hvor du på sigt skal være indstillet på at varetage andre opgaver i forhold til betjening af topledelse og det politiske niveau.

Som en del af Teknik- og Miljøforvaltningens rådhussekretariat vil din primære opgave være at betjene direktion, borgmester og udvalg, når udvalgsmøder forberedes, afholdes og der følges op. Dette sker i tæt samarbejde med og som sparringspartner til faglige medarbejdere i forvaltningen, hvor vi har fokus på at sikre høj kvalitet og let formidling af komplekse sager til en bred målgruppe af politikere, københavnere, virksomheder og andre interessenter. Vi arbejder fagligt, politisk og strategisk for at skabe et oplyst beslutningsgrundlag og klare politiske beslutninger. Et mål vi er langt med, men som vi altid arbejder på at blive bedre til.

Du understøtter direktion og borgmester i tæt samarbejde med dine kolleger på rådhuset og resten af forvaltningen. Emnerne er mange fra byudvikling og lokalplaner til klima og miljø, så du skal være nysgerrig, og synes, at det er motiverende med en bred viden. Du bliver en del af et team, hvor vi med dig er i alt to udvalgssekretærer, to konsulenter og en fleksjobber, der arbejder med den samme type opgaver i en dagligdag, der kan være travl.

Dine arbejdsopgaver

  • udvalgs-, borgmester- og direktionsbetjening
  • sparring med forvaltningens faglige afdelinger
  • kvalitetssikring af indstillinger og svar på spørgsmål til udvalg, borgmester og direktion, herunder juridiske vurderinger ift. lov om kommunernes styrelse
  • bidrage til mødemateriale og opfølgning på udvalgsmøder

Det gør vi os af forestillinger om dig
Vi forventer, at du

  • har politisk forståelse og tæft, så du kan læse andres dagsordner og sætte dig ind i deres behov
  • har godt kendskab til lov om kommunernes styrelse
  • har blik for god formidling og samarbejde med faglige medarbejdere for, at en indstilling er kort og indeholder præcis de informationer, der er brug for, for at udvalget kan træffe beslutninger
  • kan sætte dig ind komplekse problemstillinger og spotte potentiale og udfordringer
  • er opmærksom på detaljen og holder dig til processen, samtidig med at du kan agere i travle situationer
  • kan skabe resultater og sikre fremdrift i sager
  • har respekt for andres faglighed og er konstruktiv, selv når tingene spidser til
  • har lyst til at blive en del af et velfungerende fællesskab og bidrage aktivt til det

Vi ønsker, at du kan tiltræde den 1. august 2025.

Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte sekretariatschef Morten Rixen på 51 68 06 19 eller udvalgssekretær og teamleder Britt Grunnet på 26 31 15 09.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.

Søg via linket senest søndag den 15. juni 2025
Vi gennemfører samtaler i uge 25.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.