Konsulent til klimapartnerskabet Energispring i Københavns Kommune
Søg jobbet
Motiveres du af at samarbejde med mange forskellige interessenter?
Og vil du være med til at implementere Københavns Kommunes nye Klimastrategi 2035 indenfor bygningsområdet?
Så er her mulighed for at bidrage til at videreudvikle partnerskabet Energispring mellem Københavns Kommune, ejendomsbranchen, den almene sektor, interesseorganisationer og forsyningsselskabet HOFOR.
Partnerskabet Energispring består af 58 partnere, som tilsammen repræsenterer ca. 41 % af bygningsmassen i København. Energisprings arbejdsfokus er at bidrage til Københavns Klimastrategi 2035 ved at nedbringe energiforbruget i bygninger, gøre bygningerne klar til omstillingen af energisystemet og at minimere klimaaftryk og ressourceforbrug ved at levetidsforlænge, vedligeholde og renovere af den eksisterende bygningsmasse. I Energispring opnår vi sammen resultater gennem udviklingsaktiviteter, videndeling og fælles mål. Se mere om Energispring her.
Team Energispring er sekretariatet for partnerskabet, og vi leder efter en kollega, som er god til at opbygge relationer og tværgående samarbejder, føler sig hjemme i rollen som facilitator, og som kan inspirere og bidrage til den videre udvikling af partnerskabet. Vi er et team, hvor vi sammen skaber resultater ved at trække på hinandens styrker, inddrager hinanden i opgaveløsningen, og hvor vi har indflydelse på de aktiviteter, som Energispring igangsætter.
Om os
Du bliver ansat i Område for Klima i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor vi er ca. 50 medarbejdere, heraf syv teamledere og tre enhedschefer. Området er præget af stor faglighed, højt engagement og lyst til at skabe resultater sammen på et område med stor opmærksomhed og hastig udvikling. Området er organiseret i tre enheder med klimamæssigt fokus på emner indenfor energi, byggeri og forbrugsbasserede emissioner.
Stillingen er i enheden Bygninger og Anlæg, hvor vi arbejder med at nedbringe udledninger fra byggeri og anlæg, såvel som byens eksisterende bygninger. Enheden skal levere viden i krydsfeltet mellem bygninger, byggeri, anlæg og klima til brug for både politisk betjening, partnerskaber og samarbejder med eksterne aktører og som understøttelse i projekter indenfor de faglige enheder på tværs af afdelingen og forvaltningen. Der er tre teams i enheden: Team Energispring, Team Klimaindsatser i Byggeri og Team Cirkulært Byggeri.
Om jobbet og dine arbejdsopgaver
Du vil være en del af Team Energispring, og du vil få arbejdsopgaver som omhandler at
- videreudvikle partnerskabet og partnerskabets metodeværktøjskasse for samarbejde på tværs af forskellige interessenter
- inspirere og bidrage til at højne Energisprings værditilbud
- udvikle, planlægge og facilitere interne og eksterne aktiviteter, workshops og arrangementer
- facilitere Energisprings kommunikationsnetværk for partnerne i Energispring
- opbygge stærkere relationer og vidensdeling mellem partnerne i Energispring
- bidrage til udviklingsprojektet Grøn Omstilling af Etageboliger, hvor teamet er ansvarligt for en af arbejdspakkerne om skalering af vores partnerskabsmodel samt tværkommunalt samarbejde
Vi forventer, at du
- har en relevant akademisk uddannelse, og kan arbejde i en politisk styret organisation
- har interesse og viden om den grønne omstilling af den eksisterende bygningsmasse
- har viden og erfaring med at arbejde med partnerskaber eller eksterne samarbejder
- er god til at opbygge relationer og er en god facilitator
- er nysgerrig og opsøgende for at få ny viden
- er god til at formidle til flere forskellige målgrupper
- er handlekraftig og følger opgaverne til dørs
- arbejder struktureret og kan bevare overblikket i en travl hverdag
- kan arbejde i et team, hvor vi sammen skaber resultater ved at trække på hinandens styrker og inddrager hinanden i vores opgaveløsning
Vi tilbyder
Du bliver ansat i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Du bliver en del af afdelingen Klima og Byudvikling, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger, udsat by og analyser. Afdelingen har cirka 400 ansatte fordelt på 15 faglige enheder og et sekretariat, der alle brænder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i.
Vi mener, at de gode løsninger bliver stærkere og mere effektfulde, når vi løser dem sammen – koordineret og på tværs af fag, enheder og myndighedsområder. Vi har desuden som norm at gøre det ordentligt – og vi gør det for København.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og efter forhandling med den faglige organisation. Tiltrædelse den 1. januar 2026 og to år frem og med mulighed for forlængelse. Som ansat i Københavns Kommune har du arbejdsforhold, der gør det muligt for dig at få balance mellem arbejds- og privatliv, idet du får en arbejdsuge på gennemsnitlig 37 timer inklusive frokostpause og flekstid. Du kan forvente enkelte mødeaktiviteter og arrangementer uden for normal arbejdstid. Der er mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen efter hensyn til arbejdsopgaver, dog med forventning om fuldt fremmøde i opstartsperioden. Vores kontor ligger centralt placeret i Njalsgade, Islands Brygge.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Ditte Greve Mikkelsen på 23 61 18 94/t79u@kk.dk eller enhedschef Mette Skovbjerg på 23 37 11 70/yr5b@kk.dk.
Søg via linket senest mandag den 3. november 2025
Vi forventer at holde samtaler onsdag den 5. og evt. tirsdag den 11. november.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet indenfor miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.