Konsulent på tale-høreområdet til Tværfaglig support område Amager (deltid)
Tværfaglig support område Amager søger konsulent på tale-høreområdet til en fast stilling til sprogafdækning af børn, der er flyttet til Danmark fra udlandet.
Vi søger en kollega til at indgå i vores team af tale-hørekonsulenter, der arbejder med support til den faglige og pædagogiske læring og udvikling i institutioner og skoler omkring børns sproglige udvikling. Din opgave vil primært bestå i sprogafdækning af børn, der er kommet til Danmark fra udlandet og skal landes i et skoletilbud i Danmark.
Som tale-hørekonsulent er du en del af den tværfaglige support, som består af psykologer, støttepædagoger, sundhedsplejersker, konsulentgruppe, ledelse og administration. Vi arbejder målrettet og tværfagligt med tidlig indsats og inklusion sammen med dagtilbud og skoler for at sikre miljøer, hvor børnene får de bedst mulige udviklingsbetingelser.
Om os
Tale-hørekonsulentgruppen består af 13 tale-hørekonsulenter, som spænder bredt i både alder og køn. Vi er fagligt engagerede, hjælpsomme kollegaer og optaget af at kvalificere vores praksis på baggrund af den nyeste viden på området, så vi hjælper de børn, vi kommer i kontakt med og løfter kapaciteten til at arbejde med sproglig udvikling generelt.
Vi er bosiddende i Lyongade 25, 2. sal. Vi har kontor tæt på to metrostationer, og vi cykler som udgangspunkt rundt på Amager.
Arbejdsopgaverne vil for dig primært dreje sig om afdækning af Ny-i-København børn – dvs. børn, der er kommet til Danmark fra udlandet. Arbejdsopgaverne består bl.a. i den indledende kontakt til familierne, sprogafdækning af barnet/børnene (ofte med tolk), skriftlig opsamling/administration og drøftelser med skoler omkring placering af barnet i rette skoletilbud. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med en brobygning til andre fagligheder og forvaltninger fx i form af en underretning til socialforvaltningen eller inddragelse af PPR psykolog for yderligere afdækning af skolemæssige behov.
Vi kan tilbyde
- Et job i en spændende organisation og kommune, hvor der løbende er mulighed for at tænke nye tanker
- Et spændende job med både selvstændig tilrettelæggelse og tæt samarbejde med forældre, andre faggrupper og skoler
- Dygtige og engagerede kolleger og et godt kollegialt fællesskab, som fungerer som en god social og faglig base
Om dig
- Du er uddannet lærer med fag indenfor logopædien, logopæd, audiologopæd, eller PD i logopædi med fagmodulerne tale-, sprog- og hørevanskeligheder
- Du har et inkluderende og ressourceorienteret børnesyn, og du vil gerne bidrage i samarbejde med relevante faggrupper om at skabe de bedste muligheder for at barnet kan udvikle sig
- Du har erfaring med og/eller interesse for både talehøreområdet og det pædagogiske felt, gerne med viden om at arbejde med at understøtte pædagogisk kvalitet og inkluderende fællesskaber inden for institutions- og skoleområdet
- Du har gode formidlingsevner
- Du er god til at prioritere din tid, arbejde selvstændigt og fleksibelt tilpasse dig til hvad rammer og efterspørgsel byder
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er med en ugentlig arbejdstid på 30 timer. Tiltrædelse den 1. august 2025 eller snarest muligt derefter.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter kvalifikationer og i henhold til den gældende overenskomst med Københavns Lærerforening. I din ansøgning vil vi gerne have, at du kommer ind på, hvad der motiverer dig i forhold til stillingen og opgaverne, og hvilke kompetencer og erfaringer du har, som gør, at du kan gå ind og løfte opgaverne.
Husk at uploade CV og kopi af relevant dokumentation sammen med din ansøgning.
Mere information
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder Astrid Gade på 20 40 57 61 eller via mail ar0c@kk.dk.
Søg via linket senest lørdag den 14. juni 2025
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 33.