Kommunikationskonsulenter med talent for at skrive til web og et fokus på employer branding til Center for HR og Organisation (tidsbegrænset)
Er du skarp på at skrive godt til web, så det er svært for læseren at klikke sig videre fra siden? Ved du, hvad der virker, når det handler om at tiltrække og fastholde medarbejdere? Og kan du også levere indhold, som skaber stolthed, engagement og interesse for både nuværende og nye kollegaer?
Så mangler vi dig i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Vi leder efter en dygtig og virkelig rar kollega, der har erfaring med at skrive til web og forstår, hvordan man skaber engagement gennem historiefortælling.
Du skal være med til at fortælle om alt det gode arbejde, der foregår i Socialforvaltningen, så vi kan blive endnu bedre til at holde fast i vores kollegaer og tiltrække nye medarbejdere til forvaltningen.
Hvad er opgaven?
Du skal være med til at udvikle et helt nyt webunivers, der understøtter koordineret rekruttering på tværs af Socialforvaltningen.
Vi er i gang med en større employer branding- og koordineret rekrutteringsindsats, hvor vi gentænker, hvordan vi rekrutterer og præsenterer Socialforvaltningen som arbejdsplads. Vi er landets største socialforvaltning og med det følger en masse muligheder og råderum. Det skal vi også vise til kommende kollegaer. En central del af indsatsen er opbygningen af et digitalt rekrutteringsunivers med landingssider for vores mange botilbud og fagområder.
Derfor søger vi to kommunikationskonsulenter til tidsbegrænsede stillinger, der får en nøglerolle i at indsamle viden, koordinere med ledere, bygge en hjemmeside og skrive tekster til mere end 100 landingssider.
Din nye hverdag
Du bliver ansat i Rekruttering og Onboarding i Center for HR og Organisation, men arbejder tæt sammen med Kommunikations- og Presseteamet, som er vores tætte samarbejdspartnere, når det kommer til historiefortælling på blandt andet socialjob.kk.dk.
Du starter som sagt sammen med en ny kollega, og I får i fællesskab ansvar for at drive arbejdet frem.
Din hverdag bliver kendetegnet ved høj aktivitet, mange kontaktflader, stor selvstændighed og et tæt samarbejde på tværs af organisationen.
Dine opgaver
Du får en central rolle i at sikre fremdrift og kvalitet i opbygningen af vores rekrutteringsunivers. Dine opgaver bliver blandt andet at
- Indhente viden om Socialforvaltningens botilbud og fagområder ved løbende dialog med ledere
- Koordinere processen og følge op, så vi får de nødvendige input
- Fungere som projektleder på udvalgte områder og sikre fremdrift
- Skrive og redigere tekster til landingssider ud fra en fælles skabelon
- Sikre, at indholdet er målrettet, levende og let at navigere i
- Samarbejde tæt med webprofilen om struktur og opbygning af siderne
- Sparre med kommunikationspartnere om indhold, målgrupper og form
Om dig
- Du er uddannet journalist, kommunikatør, cand.comm. eller cand.mag. med en kommunikationsprofil som stærk skribent og kan formidle klart, levende og målrettet
- Du er pivskarp til skriftlig dansk og har styr på retskrivning og grammatik
- Du har gennemslagskraft og god situationsfornemmelse, og du trives med at være opsøgende og tage kontakt til mange forskellige ledere
- Du har erfaring med eller flair for projektledelse og koordinering og kan bevare overblikket, også når du arbejder i mange spor samtidig
- Du er pligtopfyldende, selvstændig og arbejder hurtigt og effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten
- Du er nysgerrig på målgrupper og kan hurtigt sætte dig ind i Socialforvaltningens områder
Det er en fordel, hvis du har erfaring med webindhold eller employer branding, men det er ikke et krav.
Når de syv måneder er gået
Har du været med til at skabe et færdigt rekrutteringsunivers, der giver et levende og retvisende billede af Socialforvaltningens mange tilbud, og som aktivt bruges i vores arbejde med at tiltrække og fastholde medarbejdere.
Om os
Du bliver en del af en større indsats, hvor vi arbejder med at styrke rekrutteringen til Socialforvaltningen gennem nye måder at tiltrække kandidater på.
Vi arbejder tæt sammen på tværs af HR og Kommunikation og lægger vægt på sparring, samarbejde og fremdrift. Tempoet er højt, og vi løfter opgaven i fællesskab, mens vi har det sjovt.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling fra den 1. juni til den 31. december 2026.
Du bliver ansat i HR, men får en hverdag med tæt samarbejde med Kommunikationsafdelingen. Der vil være arbejdsdage både i HR og på Rådhuset.
Ansættelse sker efter overenskomst med HK eller overenskomst for akademikere ansat i kommuner.
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef Tine Aavang på 51 42 05 41.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest onsdag den 15. april 2026