Kommunikationskonsulent med flair for levende fortællinger på lyd, video og skrift til IBOS (barselsvikariat)

Søg jobbet

Kommunikation
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

IBOS søger en dygtig og produktiv kommunikationskonsulent til et barselsvikariat på 32 timer om ugen. Som den ene halvdel af vores kommunikationsteam vil du i denne alsidige stilling få brug for alle dine kommunikative færdigheder.

Du vil være den primære producent af artikler, SoMe-opslag, podcast og video og samtidig deltage i udviklingen af og den daglige drift af vores hjemmeside og SoMe-kanaler. Derudover vil du få en central rolle i interne og eksterne kommunikationsopgaver og grupper, som skal støtte IBOS' fælles strategi og mål om at dele viden om synsområdet, i samarbejde med husets 130 fagmedarbejdere.

Et levende hus med stærk synsfaglighed
IBOS udgør landets største synsfaglige arbejdsplads i forhold til specialiserede indsatser og viden på synsområdet for unge og voksne. Vi tilbyder udredninger, rådgivning, undervisning, bo- og dagtilbud og meget mere til unge og voksne med synshandicap fra hele landet.

IBOS hører til under Center for Længerevarende Boformer i Københavns Kommunes Socialforvaltning, men er på mange måder en selvstændig enhed. Vi servicerer alle landets kommuner og er ansvarlige for at uddanne landets synsprofessionelle. Vores opgavekryds er sammensat, vores fagligheder forskellige, og nedsat syn og blindhed er det samlende. Se evt. mere på www.ibos.dk

IBOS er organiseret i tre afdelinger: Administrationen, BLS (Bo, læring og samvær) og Rådgivningen. Derudover har vi en mindre stab, der refererer direkte til institutchefen, hvor denne stilling er placeret.

Udover dig består staben af en kommunikations- og tilgængelighedskonsulent, en stabskonsulent og en udviklingskonsulent. Disse vil sammen med institutchefen være dine nærmeste kollegaer i hverdagen, men dine samarbejdsflader vil gå bredt ud – både til alle husets forskellige fagmedarbejdere og til forskellige aktører uden for IBOS.

IBOS er et levende hus, hvor der er høj faglighed, stor rummelighed, plads til humor og med en uhøjtidelig omgangstone.

Dine opgaver vil være at

  • producere podcast- og videoindhold
  • udarbejde artikler både til internt og eksternt
  • producere vidensmateriale i form af flyers og pjecer
  • producere indhold til sociale medier – både LinkedIn og Facebook
  • indgå i strategiarbejde internt i organisationen og på ledelsesniveau, hvor du sparrer og rådgiver om kommunikation

Vores opgave er at øge kendskabet til IBOS' tilbud og resultater hos både personer med synsnedsættelse, kommunale samarbejdspartnere og synsprofessionelle.

Om dig
Det er en fordel, hvis du har erfaring med kommunikationsarbejde fra sociale eller humanitære organisationer samt interesserer dig for handicapområdet. Du har en god organisationsforståelse og kan rådgive både kolleger og ledelse om kommunikation.

Som person trives du med afvekslende arbejdsdage, hvor man griber ad-hoc opgaver selv på de travle dage. Du er en teamplayer, der sparrer om opgaver og udvikling og finder glæde ved at samarbejde med husets mange fagligheder, med eksterne samarbejdspartnere og i det lille kommunikationsteam. Samtidig er du selvkørende og tager ansvar for at drive opgaver fremad på egen hånd. Du er imødekommende, åben og kan kommunikere i øjenhøjde med vores målgruppe.

Vi forventer, at du

  • har en uddannelse indenfor journalistik eller kommunikation
  • har dokumenteret erfaring med redaktionelt arbejde i form af artikler, nyhedsbreve eller lignende
  • har dokumenteret erfaring med at producere video og podcast
  • både har stærke skriftlige, mundtlige og visuelle kommunikationskompetencer og er en ørn til retskrivning
  • forstår vigtigheden af at producere tilgængeligt både på lyd, video og skrift
  • har kendskab til og har arbejdet med LinkedIn og Facebook strategisk
  • har erfaring med Photoshop, WordPress og Hindenburg (eller et andet lydredigeringsprogram)
  • er superbruger af InDesign og Premier Pro

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem KL for Københavns Kommune og Akademikernes Centralorganisation. Lønindplacering vil ske efter forhandling med den faglige repræsentant for AC-gruppen på IBOS.

Der er tale om et barselsvikariat på 32 timer med tiltrædelse 20. oktober 2025 eller snarest muligt.

Mere information
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, kan du kontakte kommunikations- og tilgængelighedskonsulent Anna Ingeborg Linnet på 39 45 25 86 eller institutchef Marie Fasmer på 20 47 70 02.

Læs eventuelt mere om IBOS på www.ibos.dk.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. andre relevante dokumenter.

Søg via linket senest onsdag den 20. august 2025
Vi forventer at holde samtale mandag den 25. august 2025 i uge 34.