Køkkenmedarbejder til vuggestuen Vokseværket på Østerbro
Vi søger ny køkkenmedarbejder til vores skønne vuggestue Vokseværket på Østerbro.
Kan du have travlt og smile, mens du fylder dagen ud med tilberedning af økologiske måltider, indkøb, rengøring i hjørnerne, mad i store gryder og boller i ovnen? Trives du med at arbejde med åbne døre hvor børn, personale- og forældre jævnligt stikker hovedet indenfor?
Så er det lige dig vi står og mangler i Vokseværket.
Hos os skal børnene præsenteres for økologisk, sund, indbydende og alsidigt sammensat kost med en god blanding af kendte børneretter samt mad der udfordrer smagsløgene.
Den overordnede organisering af arbejdet sker i samarbejde med det pædagogiske personale, og der arbejdes med fast ugeplan, for at sikre alsidighed i kosten. Du er, i samarbejde med lederen, ansvarlig for budgettet til forplejning.
Vi kan tilbyde en velfungerende personalegruppe, som arbejder godt sammen, samt et åbent og tæt samarbejde med forældrene. Personalet består af mænd og kvinder, høj og lav, gammel som ung. Personalet har stor medindflydelse, der forudsætter, at du involverer dig i hverdagen
Hverdagen er præget af positiv energi, humor, overskud, omsorg og respekt Ledelsen arbejder med åbne døre og understøttende sparring i og af praksis.
Vuggestuen Vokseværket er beliggende på Krausesvej 4 og 17. Stillingen er i vores hus i nr. 4. Her er 36 børn og 12 voksne, fordelt på tre stuer.
Vi er en del af Klynge IBØ F, som ligger på Østerbro. I klyngen har vi et mad- og måltidsnetværk med plads til sparring blandt klyngens otte køkkenmedarbejdere.
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 25 timer om ugen fra den 1. august 2025. Arbejdstiden vil være kl. 8.00-13.00 alle ugens dage.
Har du spørgsmål?
Du er meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Rikke Pallisgaard Hallberg på 61 38 31 35 for uddybende spørgsmål.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og eventuelt uddannelsesbevis.
Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.
Søg via linket senest torsdag den 17. juli 2025