Klinikassistenter med administrativ funktion i Kontaktcentret i Børne- og Ungdomstandplejen i Københavns Kommune
Er du uddannet klinikassistent med minimum 1 års erfaring med administrativ funktion fra tandplejen?
Har du erfaring med Børne- og Ungdomstandplejen vil det være en fordel. Vil du arbejde med telefonisk borgerkontakt samt administrative opgaver, send en ansøgning til os.
Hvilke opgaver skal du løse?
Du skal besvare telefonopkald fra primært patienter og deres forældre, og ca. 50 % af din arbejdstid vil bestå af håndtering af opkald fra borgere. Der er telefontid i tidsrummet 7.45-12.00. Akutte telefoniske henvendelser skal besvares i hele tandplejens åbningstid kl. 8.00-15.00.
Børne- og Ungdomstandplejen har et moderne telefonsystem, som understøtter opgaveløsningen. Tandplejen har en målsætning om at indgående opkald i gennemsnit skal besvares inden for en ventetid på maksimalt to minutter. Herudover forventes det, at størstedelen af opkaldene straks afklares og hermed afsluttes uden yderligere sagsbehandling.
Administrative opgaver
ca. 40 % af din arbejdstid vil gå til at løse faste administrative opgaver i relation til bl.a. behandlernes aftalebøger, håndtering af mails til klinikken, indhentelse af samtykke mv. Disse opgaver er klart beskrevet i kontorprocedurer, for at sikre ensretning i tandplejen samt overholdelse af gældne lovgivning.
Andre administrative opgaver
Øvrige administrative opgaver vil udgøre de resterende ca. 10 % af din arbejdstid. Opgaverne tildeles til kontaktcenterets personale typisk fra Tandplejens ledelse og fra klinikkerne.
Opgaverne vil være af varierende karakter og herved også med forskellige løsninger.
Hvorfor arbejde hos os?
Du kommer til at arbejde i Tandplejens Kontaktcenter, som er beliggende i Saxogade på Vesterbro. Kontaktcenterets opgaver administreres og koordineres primært af 1. klinikassistent Annette.
Kontaktcentret bemandes udelukkende af uddannede klinikassistenter, som dagligt varetager telefoniske og administrative opgaver med tandfagligt fokus. Der vil være et bredt samarbejde med både de andre klinikker i Tandplejen, men også med eksterne samarbejdspartnere.
Der er 18 fuldtidsansatte klinikassistenter i Kontaktcentret til at løse de ovennævnte opgaver. Da I er mange hver dag i Kontaktcentret, er der mulighed for samarbejde og sparring om løsningen af opgaverne.
Kontaktcentret består af et kontormiljø med mindre kontorer fra 1-mandskontorer op til 4-mandskontorer. Der er i indretningen lagt vægt på at opnå så gode akustiske forhold som muligt, og lydniveauet blandt kollegaerne er konstant i fokus.
Du vil ikke have en fast kontorarbejdsplads, da vi lægger vægt på, at alle kan arbejde sammen med alle. Derfor roterer personalet mellem de kontorarbejdspladser, der er til rådighed i Kontaktcentret. Du skal samarbejde tæt med 1. klinikassistent Annette og superbruger Caroline samt resten af teamet, for at sikre sammenhæng, solid produktivitet samt en ensartet og høj kvalitet i opgaveløsningen.
Stillingen rummer ikke traditionelt receptionsarbejde med direkte patientkontakt, da patienterne tjekker ind via sundhedskort i venteværelserne på klinikkerne. Der er ikke mulighed for at borgerne fysisk kan møde op i Kontaktcentret.
Tandplejen i Københavns kommune har en central administration, som supporterer klinikkerne og Kontaktcentret ved fx IT-udfordringer, klagesagsbehandling, HR, lovgivning mv. Du vil derfor altid kunne finde sparring og hjælp i organisationen.
Kompetencer
En forståelse for driften bag en generel tandklinik, vil være en klar fordel i løsningen af opgaverne, da du bl.a. skal være medvirkende til at skabe høj produktivitet ved rationel bookning af aftalebøgerne med effektivt flow.
Herudover skal du være klar til at varetage opgaven med telefonien, hvor en vis grad af uforudsigelighed altid vil være til stede. En venlig og imødekommende tilgang til alle opkald er en nødvendighed, og du skal have en evne til at indgå i konstruktiv dialog selv i de sværere samtaler. Du skal også kunne besvare opkald fra engelsktalende borgere.
Løsningen af størstedelen af de administrative opgaver skal udføres efter klart fastsatte rammer, og det forventes at disse følges. Du skal altså kunne arbejde struktureret inden for de allerede fastsatte rammer. I nogle af de særlige administrative opgaver, som også skal håndteres. forventes det, at du kan udtænke gode løsninger.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Når du arbejder i Børne- og Ungdomstandplejen, vil din arbejdstid sædvanligvis alle dage være i tidsrummet kl. 7.46-15.10. Ud over fem ugers ferie og fem ferie/fridage holder tandplejen lukket yderligere 20 dage om året. Disse 20 lukkedage opspares ved en reducering i din månedlige løn.
Vi ønsker stillingerne besat den 1. februar 2026.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte overtandlæge Majken Kailow på 26 73 87 73.
Er du nysgerrig på at vide mere om Børne- og Ungdomstandplejen i København så besøg vores hjemmeside, hvor du kan læse mere om Tandplejens tilbud til byens børn og unge og om vores interne organisering.
I din ansøgning skal du give dit bud på, hvorfor du er den rette til at løse de tre grundlæggende arbejdsopgaver, som stillingen rummer.
Vedlæg din ansøgning CV og evt. dokumentation.
Søg via linket senest mandag den 5. januar 2026
Samtaler forventes afholdt fredag den 16. januar 2026.