Jurister til informationssikkerhedsområdet i Københavns Kommunes Koncern IT
Den digitale udvikling er højt prioriteret i Københavns Kommune, og det medfører et stigende antal spændende juridiske opgaver. Vil du løse konkrete opgaver i Økonomiforvaltningen, og derudover, i tæt samarbejde med vores syv forvaltninger og databeskyttelsesrådgiveren, bidrage til rammesætningen af det samlede databeskyttelsesområde i Københavns Kommune? Så er her en unik chance for at arbejde på Danmarks største arbejdsplads, hvor Koncern IT søger dygtige jurister med interesse for og viden om informationssikkerhed, databeskyttelse, NIS2, kunstig intelligens og forvaltningsret.
Du bliver en del af vores databeskyttelsesteam i Serviceområde Informationssikkerhed, som er placeret i Koncern IT i Københavns Kommunes økonomiforvaltning. Vi arbejder med et højt prioriteret område, da informationssikkerhed og beskyttelse af personoplysninger er afgørende for, at vi kan give 45.000 medarbejdere, ca. 600.000 københavnere og hovedstadens erhvervsliv de bedste, smarteste og mest bæredygtige løsninger. Der er 16 faste medarbejdere i kontoret, som arbejder med alle opgaver indenfor informationssikkerhed og databeskyttelse. Kontoret rummer også kommunens CISO-funktion.
Databeskyttelsesteamet har to hovedopgaver. Vi har en koordinerende rolle på tværs af kommunens syv forvaltninger og et tæt samarbejde med Københavns Kommunes databeskyttelsesrådgiver. Forståelsen for og dialogen med vores syv forvaltninger er en stor del af dagligdagen, og det stiller store krav til medarbejdernes faglighed og evner til at sætte modtageren i centrum. Vi løser derudover også en række konkrete databeskyttelsesopgaver i Økonomiforvaltningen.
I Koncern IT arbejder vi sammen og på tværs om stort og småt, for vi har en fælles opgave at løse for København. Du vil opleve et stærkt fagligt miljø med mange forskellige ekspertiseområder, der gør, at vi både kan være ambitiøse, nysgerrige og sikre dybde i vores løsning af opgaver. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden med at komme i mål. Og så er vi en fleksibel arbejdsplads, hvor der er stor mulighed for at have indflydelse på tilrettelæggelsen af det daglige arbejde.
Om stillingen
Du bliver en del af et specialiseret kontor på 16 faste medarbejdere, der alle aktivt arbejder med informationssikkerhed og tilhørende juridiske opgaver. Som vores nye kollega bidrager du med at yde juridisk rådgivning indenfor informationssikkerhed, NIS2, databeskyttelsesområdet og forordningen for kunstig intelligens til Københavns Kommunes medarbejdere og ledelse samt at bistå med vurderinger af juridiske problemstillinger ifm. implementering af nye IT-systemer og ved indgåelse af nye samarbejder med eksterne parter. Dine opgaver kan bestå af at
- rådgive Økonomiforvaltningen ifm. alle typer spørgsmål juridiske forhold inden for persondatabeskyttelse, informationssikkerhed, kunstig intelligens, forvaltningsret og anvendelse af ny teknologi
- bistå med udarbejdelse af krav til IT-systemer samt sikre implementering af principper om informationssikkerhed, databehandling og privacy by design og privacy by default
- håndtere persondatabrud i relation til Økonomiforvaltningen, DPO’en og Datatilsynet
- bidrage til awareness arbejdet for at sikre et passende niveau af viden om databeskyttelse, informationssikkerhed og reglerne for kunstig intelligens
- rådgive og vejlede Økonomiforvaltningen i forbindelse med udarbejdelse og ajourføring af behandlingsfortegnelser
- gennemføre, rådgive og vejlede Økonomiforvaltningen ved udarbejdelse af risikovurderinger og konsekvensanalyser (DPIA), forvaltningsretlige konsekvensanalyser og FRIA
- bistå med juridisk sparring og lave juridiske vurderinger vedr. overførsel af personoplysninger til tredjelande/modtagere uden for EU/EØS
- bidrag til udformning og vedligehold af Københavns Kommunes retningslinjer og vejledninger for informationssikkerhed og databeskyttelse
- udarbejde notater og indstillinger ved behov samt ledelsesbetjene på administrativt og politisk niveau
- bidrag til arbejde med driftsopgaver i forbindelse med GDPR-årshjulet i Økonomiforvaltningen
- bidrag til håndtering af tilsyn og henvendelser fra Datatilsynet, Intern Revision og andre tilsynsmyndigheder
Din profil
Du er cand.jur./cand.merc.jur gerne med et par års erfaring med relevant erfaring fra arbejde med databeskyttelse/GDPR, informationssikkerhed/NIS2, forordningen for kunstig intelligens og forvaltningsret. Du har gode analytiske og kommunikative evner, og du er selvdreven. Du skal kunne skabe den faglige legitimitet, være lydhør og have en god forretningsforståelse for den kommunale kontekst. Du skal være indstillet på at manøvrere i et komplekst organisatorisk og teknologisk landskab under konstant forandring. Det vil være en fordel, at du har kendskab til og erfaring med
- håndtering foranstaltninger indenfor informationssikkerhedsområdet
- rådgivning om databeskyttelsesretlige problemstillinger som udføres hos kommuner eller andre offentlige myndigheder, herunder de registreredes rettigheder
Det er nødvendigt, at du har en basal teknisk forståelse og kan tilegne dig teknisk viden, og det er en fordel, hvis du har relevant erfaring med arbejdet med informationssikkerhed og databeskyttelse og gerne i en offentlig myndighed, men det er ikke et krav.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en integreret del af et fagligt stærkt team, hvor du med frihed under ansvar har mulighed for at sætte dit eget præg på udførelse af opgaverne. Vi tilbyder dig et spændende job, hvor du vil have rig mulighed for faglig og personlig udvikling samt efteruddannelse. Og så bliver du en del af et team og en arbejdsplads med dygtige kolleger og rig mulighed for sparring og samarbejde i opgaveløsningen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes ud fra dine erfaringer og kvalifikationer efter gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg. Vi ønsker at fastansætte dig 37 timer om ugen. Stillingerne er med tiltrædelse snarest muligt.
Yderligere information
Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte faglig chef for databeskyttelse Nelli Schubert Jensen på 29 16 60 95 eller CISO Klaus Wind på 23 32 70 97.
Du skal uploade både dit bachelor- og dit kandidateksamensbeviser, når du ansøger.
Søg via linket senest søndag den 11. januar 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende, og vi forventer at afholde en faglig test i forbindelse med ansættelsesforløbet.
Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige IT-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker IT-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på www.koncernit.kk.dk.