Inklusionspædagog til Sankt Annæ Gymnasiums folkeskoleafdeling

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at skabe fremtidens stemmer?
Brænder du for at arbejde med trivsel på forskellige klassetrin?
Kan du skabe gode relationer til alle børn, og har du blik for at kunne hjælpe dem til at indgå i det mangfoldige børne- og skolefællesskab?

Med ansættelse gerne den 1. november 2025 eller hurtigst muligt herefter søger vi en inklusionspædagog på fuld tid, der i et godt og tæt samarbejde med lærere, andre pædagoger og ledelse kan tage rigtig godt hånd om vores elever – særligt dem, som har det svært. Det er vigtigt for os, at du har specialpædagogisk viden, du er udadvendt, initiativrig og god til at udtrykke dig på skrift og i tale. Stillingen kræver, at du kan strukturere dit arbejde og har evner til at dokumentere grundigt, arbejde med handleplaner og statusbeskrivelser og kan indgå i tæt samarbejde både sanglærere, lærere, pædagoger, psykolog, børne- og ungerådgivere og naturligvis forældre. Du skal kunne være tovholder på sager og drive forældremøder, sparringsmøder med kolleger og holde oplæg om pædagogiske tiltag og indsatser.

Du skal forvente af os, at vi

  • sammen med dig vil skabe det bedste læringsmiljø for vores elever
  • tager godt imod dig som kollega og medarbejder – vi vil hinanden, og har både personaleforening, madordning og meget mere sammen
  • arbejder ud fra børnesynet, at børn gør det bedste, de kan – de, der kan gøre noget andet, er de voksne

Vi tilbyder en spændende stilling i et inspirerende miljø tæt på eleverne i vores klasser med elever med veldefinerede særlige og/eller specialpædagogiske behov. Opgaven er at arbejde med det samlede faglige og sociale klassefællesskab i tæt samarbejde med klassens lærere og årgangens inklusionspædagog. Du bliver en del af et eller to årgangsteams på mellemtrinnet, og du vil være en del af skolens ressourcecenter, bestående af andre engagerede og dygtige ressourcepersoner. Herudover lægger vi vægt på, at du er

  • tydelig i din kommunikation
  • tillidsvækkende og empatisk
  • vedholdende i at understøtte børnene med at lykkes i alle skolens fællesskaber
  • klar til primært at arbejde med børnene i klasserummet i alle fag

Skolens børn er ud over at være helt almindelige, fagligt dygtige og sangligt talentfulde folkeskolebørn, og børnenes forældre har tilvalgt os. Du får hos os engagerede kolleger og meget engagerede forældre, gode fysiske rammer og en rigtig god stemning.

Værdigrundlag hos os er et samspil mellem korarbejde på internationalt niveau og almen undervisning i folkeskole og gymnasium. Skolens mål er at skabe veluddannede, musiske mennesker med arbejdsglæde, sans for kvalitet og respekt for eget og andres værd.

Vores folkeskole er en del af Sankt Annæ Gymnasium og Københavns Kommunes Sangskole, og er en trespors folkeskole med 580 elever fra hele Storkøbenhavn. Skolen er afdelingsopdelt (3.-6. klasse, 7.-9. klasse).

Ansættelsesforhold
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. november 2025. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Vi anbefaler, at du kigger på skolens hjemmeside. Hvis du vil vide mere, kan du også rette henvendelse til afdelingsleder Signe Marcher Holmen på 21 24 41 71.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest lørdag den 18. oktober 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 44.