Inklusionspædagog til indskolingen på Bellahøj Skole og KKFO
Vi søger dig, som brænder for at skabe et godt sted, hvor alle vil være, og hvor alle kan lære. Hvis det er noget for dig, så skriv din ansøgning nu.
Vi søger en kollega til skolens ressourcecenter, der kan starte den 1. august 2025 eller snarest derefter. Vores ressourcecenter fungerer som omdrejningspunkt for skolens indsatser i forhold til at højne alle elevers trivsel og deltagelsesmuligheder. Ressourcecentret koordinerer de indsatser, der skal gøre skolen i stand til at møde eleverne, hvor de er, med hensyn til læringspotentiale og læringsprofil, og er lærernes direkte adgang til sparring og vejledning, når opgaverne ikke kan løses indenfor det almindelige teamsamarbejde. Som inklusionspædagog kan du gå forrest med kompetencer indenfor specialpædagogik og inkluderende didaktik.
Dine opgaver som inklusionspædagog er, at du i en stor del af din arbejdstid har en aktiv rolle i undervisningen, hvor du understøtter indskolingselevers læringsfællesskaber i klasserne. Derudover ligger der i stillingen, at du skal
- understøtte den flerfaglige og konstruktive dialog om børn med særlige udfordringer
- deltage i netværksmøder for elever, der har fået tilkendt specialpædagogisk bistand, ved behov
- udarbejde handleplaner/indstillinger (pædagogisk notat) på elever
- sparre med og vejlede kolleger omkring de løbende indsatser
- være med til at udvikle skolens indsatser – i klasserne og de særligt tilrettelagte indsatser
- understøtte det tværprofessionelle samarbejde mellem lærere og pædagoger
Lidt om dig
Vi forventer, at du
- kan have erfaring fra det specialpædagogiske område – du har kompetencer og erfaring med at skabe inkluderende læringsmiljøer for børn med diagnoser, du kan fx have viden og erfaring med forskellige metoder til at kunne inkludere (fx GDD)
- er relationskompetent, kan skabe tillid og har gode samarbejdsevner – også når det er svært
- kan sætte tydelige rammer og retning for indsatserne omkring elevernes inklusion
- er anerkendende og tillidsfuld i din kommunikation
- har et ressourceorienteret børne- og forældresyn
- er interesseret i at skabe læringsmiljøer, som også tilgodeser den sproglige dimension
Du får som vores nye kollega
- muligheden for at blive en del af et professionelt arbejdsfællesskab, som vil fællesskabet og som tror på, at vi er sammen om opgaven
- en nyrenoveret skole, som har gode ude- og indefaciliteter
- mulighed for at blive en del af et skolefællesskab, der bygger på faglighed, fællesskab og relationsarbejde
- dygtige, engagerede og imødekommende kolleger
Lidt om os og skolen
Bellahøj Skole er en folkeskole, der sætter bevægelse og fællesskab højt. Vi er fagligt ambitiøse og har stort fokus på, at alle børn skal opleve sig som en del af et positivt fællesskab. Vi er en skole, som tror på, at alle børn kan lykkes. Skolen ligger i Brønshøj ved Degnemosen. Vi har fantastiske faciliteter både ude og inde, der understøtter leg, bevægelse og udeliv. Vi har ca. 600 elever og ligger i et område, hvor eleverne møder skolen med stor diversitet. Vi ser det som en værdi og styrke at arbejde tæt sammen med mange forskellige børn og voksne, og det er derfor essentielt, at du også står på dette værdiafsæt, og at du brænder for at skabe udvikling, læring og trivsel for mange forskellige elever. Vi arbejder i årgangsteams, vi har fleksibel skemalægning og har stort fokus på det professionelle arbejdsfællesskab. Vi er en skole, som i dette skoleår år vil arbejde med fælles indsatser omkring den sproglige dimension i undervisningen og positive narrativer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid. Vi ønsker, at du tiltræder den 1. august 2025 eller snarest derefter. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for indskolingen, Helena Alexandrowitsch på 20 56 82 19. Du kan også læse mere på skolens hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest fredag den 27. juni 2025
Vi holder ansættelsessamtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.