Ildsjæl og nærværende pædagog/pædagogisk assistent til Haraldsgårdens minihave
Hvem er du?
Om du er pædagogisk assistent, nyuddannet eller har erfaring som pædagog er ikke afgørende. Den væsentligste forudsætning er, at du har gejst, og at din drivkraft er faglighed og nærvær i relationerne. Er I to, der ønsker at skifte arbejdsplads, siger vi også velkommen til jer begge.
Vi er tre pædagoger på stuerne, en flyver og en afdelingsleder, så der er altid høj kvalitet af faglig sparring og pædagogisk praksis. 3,5 på en stue til 12-14 børn, det er en god normering – og endnu bedre – fordi vores døgnåbne tilbud betyder, at vi meget sjældent er fuldtallige af børn på stuerne, oftest 9-10 børn. Vi har skemalagt forberedelsestid og stuemøder, så du altid kan være på forkant.
Som arbejdsplads ser vi os selv som attraktiv, fordi vi som selvejende institution både har fantastiske fysiske rammer, en sund økonomi, tydelig ledelse, en virkelig god normering og mange fagligt dygtige kolleger at sparre med. Vi har et lavt sygefravær, gode trivselsrapporter og rigtig fine tilsynsrapporter. Og ikke mindst har vi en superengageret forældregruppe, der aktivt vælger Haraldsgården til. Vores børn kommer på mange forskellige tider i løbet af døgnet, og dette gør, at vi sjældent er fuldtallige på stuerne i dagtimerne.
Om minihaven
Minihaven er en unik lille afdeling med højt til loftet, en masse natur og udeliv, gode kolleger og mange muligheder for at arbejde på tværs både af stuer og huset. I vores minihave er børnene de store vuggestuebørn og små børnehavebørn. Minihaven har en fantastisk naturbase på vores egen matrikel. Her er et lille kolonihavehus, hvor vi laver naturaktiviteter, lege, bålmad m.m., og der er alle muligheder for at udfolde udelivet. Vi bruger det hele tiden, hele året. Minihaven har også to skønne kolonihaver i byoasen i Guldbergsgade. Vi cykler på vores ladcykler med fire-seks børn i hver cykel, og vi er her så ofte som vi kan – og gerne hele dagen. Vi har både ladcykler og en minibus, adgang til Strejf og alle muligheder for at dyrke natur og udeliv.
Velkommen til dig
Er du blevet nysgerrig og vil du være med til at lave noget, der på mange måder er anderledes, end du kender det fra andre institutioner? Brænder du for at have fokus på børnenes trivsel, udvikling og læring? Ønsker du et arbejde, hvor du har indflydelse, får indsigt og hvor du har alle muligheder for at præge fremtiden? Så er dette job måske dit. Du bliver en del af en stue og et team sammensat af pædagoger med forskellig erfaring, så du vil have rig mulighed for at sætte dit eget præg på strukturen, fagligheden og pædagogikken på stuen. Du får også ledelse tæt på. På hver afdeling er der en afdelingsleder, der udelukkende har ledelsestid, og derfor har tid til at sparre med dig, udvikle fagligheden og deltage i forældresamarbejdet.
Ønsker du at arbejde i vores døgntilbud?
Hvis du ønsker det, vil det være muligt at blive en del af vores dagpædagoger i vores døgntilbud. Her har du en aftenvagt (kl. 13-20.00) hver 4. uge, weekendvagt hver 8. uge og derefter erstatningsfri mandag og tirsdag. Du har mulighed for at arbejde i vores lukkeuger/lukkedage/helligdage, og dermed får du mere fleksibilitet i forhold til, når du selv ønsker ferie. Du får tillæg for at være dagpædagog i Natsværmeren, som vores døgntilbud hedder.
Haraldsgårdens DNA
Målet er det bedste børneliv, midlet er et godt arbejdsmiljø, arbejdsglæde, engagement, nærvær og høj faglighed. Vi nytænker grundværdierne i handling og går nye veje. Lige nu er vi i gang med KIDS, pædagogisk udvikling af dagtilbud. Vi tager altid udgangspunkt i barnets perspektiv. Vi er nysgerrige, faglige og omsorgsfulde. Vi er en certificeret idrætsinstitution og du opkvalificeres derfor i idræt, krop og bevægelse samt børneyoga i løbet af din ansættelse. Vores anden profil er 'natur og udeliv' og denne profil skal i fokus de kommende år, hvor målet er at få det grønne flag. Også her opkvalificeres den samlede personalegruppe.
Vi er inspireret af Marte Meo og arbejder ud fra principperne i hverdagen. Vuggestuens afdelingsleder er i gang med Marte Meo-uddannelse, og derfor vil du have mulighed for sparring og feedback i dit arbejde både via samtaler og video. Det bliver alle glade for, Marte Meo fokuserer nemlig på det, der fungerer, og det positive i relationerne.
Forældrepartnerskab er en grundværdi hos os. Vi stiller høje faglige og personlige krav til vores kommende kolleger. Vi griber ikke dagen, men arbejder struktureret og fokuseret med handleplaner og læreplaner, og indenfor de rammer skaber vi rum for leg og spontanitet. Haraldsgården er mere end et job, det er en arbejdsplads, hvor faglig udvikling, trivsel og fremdrift er kodeord.
Personalegruppen
Vi er en dynamisk og kreativ personalegruppe på godt 60 medarbejdere, der tager ansvar for hinanden og vores arbejdsmiljø/glæde, og som sætter nærvær, åbenhed og samarbejde højt. Vi er villige til forandring og prioriterer pædagogisk struktur, der skaber forudsigelighed for alle. Vi holder fast i traditioner og er samtidig åbne for nye tiltag. Vi er en socialt engageret personalegruppe, har mange fælles arrangementer, DHL, fester og fredagsøl. Vi er uddannelsesinstitution og modtager pædagogstuderende i alle afdelinger. Læs mere på vores hjemmeside.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 35-37 timer om ugen og med tiltrædelse snarest (når det passer dig). Arbejdstiden ligger mellem kl. 06-17.00. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. Vi er en røgfri institution, og du må ikke ryge i arbejdstiden.
Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker en rundvisning, er du velkommen til at ringe til afdelingsleder i minihaven, Michael, på 21 52 72 04.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, uddannelsesbevis og referencer.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Søg via linket senest fredag den 7. november 2025
Vi holder samtaler løbende.