Idræts- og fritidskoordinator til Ellebjerg Skole og KKFO (projektansættelse)
Ellebjerg Skole/KKFO søger en idræts- og fritidskoordinator, som skal være med til at udvikle og forankre et tæt samarbejde mellem skole, KKFO og det lokale foreningsliv i Sydhavnen.
Stillingen er en del af den nye kommunale indsats 'Flere foreninger ind i skole og KKFO’, som er besluttet med Budget 2026.
Ellebjerg skole/KKFO ligger i hjertet af det gamle Sydhavnen. Vi er en mangfoldig, ambitiøs og uhøjtidelig skole og KKFO med en engageret personalegruppe. Vi sætter en dyd i at se alle børn hele vejen rundt, derfor vægtes også et tæt samarbejde.
Vi har den dejligste skolegård med alt fra skolehave, fodboldbane, pumptrackbane, gynger, klatretårne og meget mere – samlet i vores skønne Pio Park. Dertil har vi tre idrætssale og en motoriksal, som bliver flittigt benyttet til alt fra rollespil til badminton, yoga og stikbold.
Vi prioriterer en åben og tillidsfuld samarbejdskultur med faste mødestrukturer og løbende sparring.
Om indsatsen
Formålet er at sikre, at flere børn får adgang til positive og meningsfulde fællesskaber i fritids- og foreningslivet. Kernen i indsatsen er, at der på hver deltagende skole/KKFO ansættes en koordinator, som lokalt skal understøtte samarbejdet mellem skole, KKFO, foreninger og øvrige aktører omkring børnene.
Indsatsen gennemføres på seks skoler i København, hvor der ansættes én koordinator på hver skole/KKFO: Tagensbo Skole, Bellahøj Skole, Ellebjerg Skole, Kalvebod Fælled Skole samt Dyvekeskolen og Peder Lykke Skolen.
Stillingen er en tidsbegrænset fuldtids projektansættelse med en bevilling på fire år. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen samt lokale samarbejdspartnere.
Du kommer ikke til at stå alene
Som idræts- og fritidskoordinator bliver du en del af et stærkt og forpligtende arbejdsfællesskab på Ellebjerg Skole/KKFO.
Du vil indgå i et team omkring børnene, hvor lærere, pædagoger og ledelse samarbejder tæt om trivsel, læring og deltagelse i fællesskaber. I fællesskab vil vi arbejde med at identificere børn, der kan have gavn af støtte til at finde og fastholde deltagelse i foreningslivet.
Du vil være en del af et engageret og aktivt fritidsnetværk, bestående af KKFO-leder, foreninger, Kultur- og fritidsforvaltningen og fritidsguiderne. Her vil du have en koordinerende rolle i inddragelsen af de forskellige foreninger og planlægningen af events og foreningsuger.
Derudover bliver du en del af et netværk med de andre Idræts- og fritidskoordinatorer på de seks udvalgte skoler i København, der faciliteres af projektlederen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Om stillingen
Som idræts- og fritidskoordinator på Ellebjerg Skole og KKFO får du en central og synlig rolle i hverdagen, særligt i eftermiddagstimerne. Du arbejder tæt sammen med skolens og KKFO'ens personale, elever og forældre samt lokale foreninger og aktører.
Du har et særligt fokus på
- at skabe stærke relationer
- at inkludere flere børn i positive fritidsfællesskaber
- at skabe sammenhæng mellem skoleliv, KKFO og fritid
- at opspore børn, der mangler et meningsfuldt fællesskab fritidsliv.
Dine opgaver vil bl.a. være at
- være aktiv i samarbejdet mellem Ellebjerg Skole og KKFO og lokale idræts- og fritidsforeninger
- koordinere og facilitere forenings- og fritidsaktiviteter på skolen og i skolens lokaler
- involvere skolen og KKFO'en i aktiviteter og tilbud i lokalområdet
- koordinere og deltage i bl.a. foreningsuger i KKFO’en og turneringer med andre KKFO’er i skolens ferie
- informere elever og forældre om fritidslivets muligheder
- støtte børn og familier med særlige behov i overgangen til fritids- og foreningsliv
- sikre sammenhæng og synergi med eksisterende indsatser samt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og de øvrige koordinatorer på de fem andre skoler
Vi forestiller os, at du
- har erfaring med koordinerende eller projektorienterede opgaver
- har kendskab til skole-, KKFO- og/eller foreningsområdet
- er relationsstærk, opsøgende og trives med en bred kontaktflade
- kan arbejde struktureret og selvstændigt – samtidig med at du er en holdspiller
- har lyst til at være synlig i hverdagen og tæt på børnene
- er stærk og tydelig i din kommunikation, både skriftligt og mundtligt
Har vi vakt din interesse, så kig forbi skolens hjemmeside eller på www.facebook.com/ellebjergskole. På vores hjemmeside kan du bl.a. se skolens Grundlov, værdigrundlag og principper
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og vi ønsker den besat den 1. juni 2026.
I forbindelse med ansættelsesprocessen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til KKFO-Leder Angela Fitzgerald på 29 67 78 10.
Søg via linket senest tirsdag den 1. april 2026
Vi holder ansættelsessamtaler torsdag den 9. april.