Hørevejleder til vikariat i Specialundervisning for voksne (CSV)
Søg jobbet
Ønsker du at gøre en forskel for ældre borgere med hørenedsættelse? Så har Center for Specialundervisning for voksne (CSV) det rette job til dig. Vi søger en vikar for vores dygtige hørevejleder til ansættelse 30 timer om ugen – vikariatet er tidsbegrænset til et år.
Tiltrædelse snarest muligt, gerne fra den 1. marts 2026.
Som hørevejleder støtter du op om ældres brug af høreapparater og høretekniske hjælpemidler. Hørevejlederne kører hjem til de borgere, der ikke kan komme ud, og møder ældre borgere på CSV i den daglige, åbne, personlige og telefoniske træffetid. Du skal løse akutte høre(tekniske) problemer, herunder yde støtte til bestilling af batterier, rens og skift af slanger og filtre m.m. Derudover vil du have opgaver som rådgivning og vejledning ift. høretab samt instruktion i brug, betjening og vedligehold af høreapparater og høretekniske hjælpemidler.
Indimellem underviser vi plejepersonale i høreomsorg. Al kontakt med borger skal registreres i CSV’s journaliseringssystem.
Vi forventer, at du kan arbejde fire dage om ugen med fridag fredag. Vi forventer ligeledes, at du betjener den åbne personlige træffetid på CSV en dag om ugen og kører ud til borgere tre dage, hvor du skal besøge ca. seks-otte borgere i eget hjem og/eller på plejehjem/dagcentre. Du arbejder meget selvstændigt i hverdagen og tilrettelægger selv køredagene.
Vi forventer, at du
- har en relevant uddannelse inden for omsorg og pleje og/eller audiologi
- har en stærk interesse for at arbejde inden for høreomsorgsområdet
- har lyst til at udvikle dine kompetencer i rådgivning og vejledning af ældre mennesker og deres omsorgspersoner
- kan cykle rundt og orientere dig i København
- er omsorgsfuld og pålidelig
- er tålmodig og pragmatisk
- kan arbejde selvstændigt og er en hjælpsom og fleksibel kollega
- er nysgerrig og vil faglig sparring og udvikling
Vi tilbyder
- grundig oplæring og masser af praktisk erfaring
- et godt arbejdsmiljø med dedikerede kollegaer og gode rammer for at levere arbejde af høj kvalitet
- at blive en del af et stærk hørefagligt team med ti højt specialiserede medarbejdere med forskellige kompetencer og fagligheder inden for den hørepædagogiske opgave, så du nemt kan få faglig sparring
- en elcykel, du kan komme omkring med
Om CSV
På høreområdet tilbyder CSV undervisning, der har til formål at forbedre kommunikationen samt afhjælpe eller begrænse de vanskeligheder, der følger med en hørenedsættelse.
I undervisningen arbejdes der blandt andet med emner som undervisning i brug af høreapparat, afprøvning af tekniske hjælpemidler, kommunikationstræning, aflæsning, tegnsprog og tegnstøttet kommunikation, tinnitus og hyperacusis, udtaletræning og sprogvedligeholdelse samt danskundervisning for døve. Undervisning kan foregå som ene- og holdundervisning, i CSV’s lokaler eller i borgerens eget hjem samt ved inddragelse af pårørende i undervisningen.
CSV har en samlet normering på ca. 55 lærerstillinger, der i samarbejde med ledelse og faggruppelærere udgør det pædagogiske tilbud i Københavns Kommune til voksne med hørevanskeligheder, sprog- og talevanskeligheder, erhvervet hjerneskade, synsvanskeligheder, psykiske vanskeligheder og psykisk udviklingshæmning.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår er efter FOA's overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Tiltrædelse snarest muligt, gerne den 1. marts 2026.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Marie Gonzalez på telefon 24 64 73 49.
Søg via linket senest søndag den 22. februar 2026
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler 26. februar.