Hørepædagog med speciale i tinnitus, lydfølsomhed og kendskab til almen hørepædagogik til Center for Specialundervisning for Voksne
I hørefaggruppen er vi 10 dygtige og erfarne medarbejdere, der løser mange forskelligartede opgaver. Vi er tre hørevejledere, fem hørepædagoger, en tegnsprogslærer og en underviser i dansk for døve. Vi har derudover en faglig administrativ sagsbehandler, som sikrer, at den daglige drift kører upåklageligt. Vi er stolte af at gøre en forskel for borgere med hørevanskeligheder og deres pårørende i privatlivet, på jobbet og under uddannelse – og rundt om borgerne i mødet med fagfolk og samarbejdspartnere i kommunerne.
Da en af vores dygtige hørepædagoger er gået på pension, har du nu muligheden for at blive vores nye hørepædagog 25 timer om ugen.
Som hørepædagog skal du løse følgende opgaver
- primært udredning, vejledning og undervisning i kompenserende strategier for personer, som oplever gener fra tinnitus og/eller omgivelseslyde, herunder personer med Menière og sudden deafness
- afholdelse af tinnitus-webinarer og evt. seminarer sammen med kollega
- udredning af hørevanskeligheder herunder afprøvning af høretekniske hjælpemidler
- rådgivning og vejledning om hørelsen, høretaktik og andre kommunikationsstrategier for hørehæmmede
- undervisning i brug af høreapparater og høretekniske hjælpemidler
- udvikle tilbuddet, herunder udvikle målrettede undervisningsmaterialer
- dokumentere og redegøre for borgerindsatser
- evt. holde oplæg for fagpersoner
Vi tilbyder
- en rar og imødekommende arbejdsplads og en kultur med stor ydmyghed, ordentlighed og en respektfuld tilgang til både borgere og kollegaer
- grundig oplæring og løbende sparring med dygtige kollegaer, som alle har en høj grad af faglig specialisering
- tværfagligt samarbejde med øvrige faggrupper på Center for Specialundervisning for Voksne (CSV)
- høj grad af indflydelse på, hvordan du tilrettelægger din tid og mulighed for hjemmearbejde, dog med hensyntagen til opgaveløsningen og arbejdsfællesskabet
- et godt arbejdsmiljø med gode fysiske rammer
- mulighed for faglig udvikling og supervision
Vi forventer, at du
- er uddannet audiologopæd
- har solid erfaring med udredning, undervisning og vejledning på det hørepædagogiske felt
- har dyb, bred og opdateret viden om tinnitus og lydfølsomhed og de pædagogiske metoder til afhjælpning heraf
- har interesse for og/eller erfaring med høretekniske hjælpemidler og høreapparater
- har et godt kendskab til lovgivningen og dokumentationen på området
- har gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt
- har overblik og gode samarbejdsevner
- er rummelig, fleksibel og kan agere med et åbent og positivt menneskesyn
- har lyst til faglig sparring og udvikling
- er initiativrig og engageret i dine medmennesker
Om CSV
På høreområdet tilbyder CSV undervisning, der går ud på at forbedre kommunikationen og afhjælpe eller begrænse de vanskeligheder, der følger med en hørenedsættelse eller andre hørevanskeligheder.
I undervisningen arbejdes der blandt andet med emner som undervisning i brug af høreapparat, afprøvning af tekniske hjælpemidler, kommunikationstræning, aflæsning, tegnsprog og tegnstøttet kommunikation, tinnitus og lydfølsomhed, udtaletræning og sprogvedligeholdelse samt danskundervisning for døve. Undervisning kan ske som ene- og holdundervisning i CSV’s lokaler eller i borgerens eget hjem og ved inddragelse af pårørende i undervisningen. Vi er i høj grad optaget af videnskabelig evidens og stræber efter at følge denne i det omfang, hvor det er muligt. Vi arbejder tæt sammen om at udvikle faglige standarder for vores indsatser.
CSV har en samlet normering på ca. 55 lærerstillinger, der i samarbejde med ledelse og faggruppelærere udgør det pædagogiske tilbud i Københavns Kommune til voksne med hørevanskeligheder, sprog- og talevanskeligheder, erhvervet hjerneskade, synsvanskeligheder. CSV tilbyder desuden særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).
Ansættelsesforhold
Stillingen er en fastansættelse på 25 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. september 2025. Undervisningen vil primært foregå i CSV's nytilflyttede lokaler iRyparken 81 i København Ø. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du kan få yderligere oplysninger hos afdelingsleder Marie Louise Kamp Gonzalez på 82 56 10 70.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 15. juni 2025
Vi holder ansættelsessamtaler onsdag den 18. juni.