Har du interesse for systematik, og brænder du for at skabe de bedste forudsætninger for god økonomistyring? Økonomiforvaltningen søger konsulent til Center for Økonomistyring
Synes du, at økonomistyring, systematik og pålidelige data er interessant? Har du samtidig god talforståelse og er forudseende? Så kom med på holdet i Center for Økonomistyring i Økonomiforvaltningen i Danmarks største kommune.
Center for Økonomistyring er et nyt center, som samler alle interne økonomistyringsopgaver i Økonomiforvaltningen. I centret er formålet at styrke økonomistyringen på tværs af Økonomiforvaltningen ved bl.a. at skabe øget gennemsigtighed og styrke prioriteringsrummet.
Center for Økonomistyring betjener forvaltningens fem enheder, som er Rådhuset, Københavns Ejendomme, Byggeri København, Koncern IT og Koncernservice på økonomiområdet. Det er ambitionen, at centeret skal styrke kvaliteten af økonomistyringen og øge serviceniveauet for de fem enheder.
Hos os får du et job med stor betydning for landets største arbejdsplads og dens udvikling, og du kommer til både at stifte bekendtskab med økonomi, politiske processer og interessenthåndtering. Der er således gode muligheder for at udvikle dine kompetencer og karriere.
Vi tilbyder
En bred portefølje af økonomistyringsopgaver på tværs af forvaltningen med fokus på, hvordan vi kan minimere forvaltningens økonomiske risici og sikre de bedst mulige forudsætninger for korrekt økonomistyring. Du vil både få ansvar for egne områder og skulle arbejde tæt sammen med erfarne kolleger om opgaveløsningen.
Dine opgaver vil bl.a. være
- udarbejdelse og vedligeholdelse af arbejdsgange
- udvikling og vedligehold af koncept for ledelsestilsyn
- rapportering af indkøbscompliance og risikostyring
- deltagelse i ERFA-grupper
- lønopfølgning
- analyse- og rapporteringsopgaver
- udarbejde målrettede kontroller
Du vil blive en del af teamet Ledelsesrapportering og Økonomiservices, hvor vi har fokus på understøttelse af de tværgående økonomistyringsbehov i forvaltningen. Det nye center og teamet er i en opstartsfase, og der vil være mulighed for at tilpasse opgaveporteføljen ift. dine erfaringer og interesser.
Vi forestiller os, at du har
- en relevant økonomisk/samfundsvidenskabelig uddannelse
- et par års erfaring, hvor du har arbejdet med økonomistyring eller er nyuddannet med gåpåmod
- evne til at arbejde ansvarsbevidst, selvstændigt og løsningsorienteret
- solide analytiske evner samtidigt med, at du ikke er bange for at komme ned i teknikken
- interesse for systematik og kontroller
Kendskab til eller erfaring med økonomistyring i offentlig kontekst vil være en fordel.
Er vi arbejdspladsen for dig?
Hos os får du et job med stor betydning for landets største arbejdsplads og dens udvikling. Økonomiforvaltningen er en levende arbejdsplads med en uformel omgangstone, kolleger med forskellige faglige kompetencer, sociale aktiviteter og fleksible arbejdsforhold.
Center for Økonomistyring består af tre kontorer med fokus på både forretningsnær økonomistyring og tværgående processer. Du vil indgå i et økonomiteam, hvor opgaverne er varierede og til tider uforudsigelige. Vi har det til fælles, at vi har et højt fagligt ambitionsniveau samtidig med, at vi har det sjovt og godt med hinanden, når vi går på arbejde. Vi har en uformel omgangstone, og lægger vægt på at være gode kolleger, der hjælper hinanden.
Vi tror på ansvarliggørelse gennem uddelegering, så du får et stort handlerum til at udvikle og udføre dine opgaver. Til gengæld sikrer vi ledelsesmæssig opbakning og feedback på opgaveløsningen. Vi har fokus på udvikling af medarbejdere både i den løbende opgaveløsning og gennem Københavns Kommunes kompetenceudviklingsprogram.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat snarest muligt og gerne senest den 1. november 2025.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og med mulighed for forhandling af individuelle tillæg. Stillingen er på 37 timer ugentligt inkl. 0,5 times frokost og flekstidsordning og mulighed for hjemmearbejde.
Mere information
Du kan få supplerende oplysninger om stillingen ved at kontakte teamleder Rune Klausen på 29 21 17 59.
Vi forventer, at den motiverede ansøgning vedlægges CV og eksamensbeviser inkl. karakterer.
Søg via linket senest onsdag den 3. september 2025
Vi forventer at afholde første runde samtaler i uge 37 og anden runde samtaler i uge 38.
Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, økonomi, løn, indkøb, ESG, forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.