Gylden mulighed: Nordstjernens naturskønne udflytterbørnehave søger en ny pædagog – er det dig?
Er du uddannet pædagog, så skynd dig at søge stillingen, før din nabo gør det.
Stillingen er i udgangspunktet på fuldtid. Ønsker du færre timer, skal det ikke hindre dig i at søge. Opstart er den 1.marts 2026.
Det gode børneliv i Nordstjernen opstår i mødet med kærlige, nysgerrige, modige, relationskompetente og ansvarsbevidste voksne. Vi griber mulighederne i hverdagens gyldne øjeblikke og udvider børnenes spor og interesse. Vi skaber stemninger og leger med. Vi er lette at aflæse og guider børnenes følelser, så de oplever sig set, hørt og forstået i en tryg, sjov og udviklende hverdag.
Grundstenen i Nordstjernen er relationsarbejdet. Dette vægter vi højest, og vi er gode til det. Det er igennem relation til barnet, vi opnår det afgørende kendskab, der er nødvendigt for åbne op for udvikling og sikre trivsel. Det er den voksnes ansvar at skabe relationer til børn, mellem børn, til forældre, til kolleger og til ledelsen. Vi arbejder med relationscirklen og en grundbog, der understøtter arbejdet, og du vil hurtigt høre om ”tryg base”, ”støtte til udforskning” og ”hajmusik”. Vi underviser løbende i tilknytningsteori og dens betydning.
Vi presser saft, smager på nødder, frugt og grønt fra vores gigantiske have og laver mad over bål hver onsdag. Vi synger og leger lege fra den pædagogiske idræt, vi bygger huler, huse og skøre robotter, vi klatrer i træer og på klatrevæg. Vi kigger efter fugle, insekter og fortæller masser af røverhistorier. Vi har ugentlige børnemøder, hvor vi er nysgerrige på børnenes perspektiv og interesse. Vi har et stærkt samarbejde med Naturcenter Amagerstrand, som ofte besøger os, eller vi besøger dem. Vi fordyber os og er nysgerrige på alverdens fænomener og almene sammenhænge – alt fra at undersøge en næsehornsbilles habitat til vores indre følelsesliv.
Hos os får du
- mulighed for at blive den anden pædagog i et velintegreret team på fire med 26 børnehavebørn tilknyttet
- en mentorordning i opstarten med ugentlige samtaler med din teampædagog og ledelse tæt på for at støtte dig i en systematisk indføring i Nordstjernens pædagogiske retning, hverdagens struktur og opgaveløsning
- et samarbejde med ugentlig planlægning, evaluering, justering og børnemøder for at opretholde god kvalitet i og forbedre den aktuelle børnegruppes legemiljø – fra pædagogisk tanke til handling og frihed under ansvar
- en organisering af pædagogikken, der er inspireret af Reggio Emilias, med tydelige legemiljøer, værksted, redskaber og genbrug
- en buskultur i et børneperspektiv med børneradio, sang, fortælling og sjove samtaler
- en ledelsesstil, der bygger på tillid, fagfaglighed, samskabelse, tydelighed, mod, systematik, daglig sparring og GRUS-samtaler
- en organiseret hverdag i fordybet leg med børnene i mindre grupper og på tværs
- faglige møder baseret på refleksion, dialog, gruppearbejde og systematik
- tydelig retning for husets pædagogik – nysgerrighed, mod og fællesskab, så barnet støttes i at indgå i relation til sig selv og andre i de små, større og store børnefællesskaber, som barnet dagligt indgår i
- ro til fordybelse og nysgerrighed med børnegruppen. Vi vægter den lange dialog med børnene, den dialog, som gør os alle klogere på hinanden og livet i sin helhed, den relationskabende, dannende og udviklende dialog, der gør dig klogere på, hvem barnet er, og hvad det har brug for, så du kan understøtte barnets behov
- et stærkt kollegialt fællesskab styrket af en engageret TRIO, hvor vi støtter hinanden og udvikler os sammen på faglige møder, gennem feedback, videndeling og fælles udviklingskurser
Vi arbejder med tidlig indsats – et stærkt samarbejde, hvor tæt dialog med forældrene og inddragelse af tværfaglige parter er essentiel.
Vi stræber efter høj faglig viden, hvor det primære arbejde består i at skabe tryg tilknytning og støtte det enkelte barn og gruppen til udforskning – og undervisning i vores grundbog "Se barnet indefra”. I 2026 går vi i dybden med æstetiske lære- og legeprocesser gennem undervisning og tæt samarbejde med vores huskunstner.
Vi drager på en fast årlig teambuildingtur for at vedligeholde samarbejdet og sammenholdet.
Om 0-6 års institutionen Nordstjernen
Udflytterbørnehaven kører til Jægerspris hver dag. Vores hus ligger ud til smukke marker, skov og med gåafstand til fjorden. Vi har opsamling, hvor vores vuggestue også ligger, på Sankt Hans Torv. Børnehaven består af 52 skønne børn fordelt på to grupper med otte voksne tilknyttet. Vi er fire pædagoger, en pædagog med ledelse og tre medhjælpere. Vores vuggestue består af 36 børn fordelt på tre grupper med i alt ti kolleger. Derudover er vi to fantastiske køkkenmedarbejdere og byens bedste forældregruppe.
Vi forventer, at du
- er vild med at være pædagog og arbejdet med udeliv
- er autentisk, tydelig og legende i dit væsen – at du tager teten som kollega og viser vejen for børnene gennem fællesrettet opmærksomhed og sjove aktiviteter
- ser fidusen i at bevæge dig med børnene og er nærværende i et børneperspektiv
- er nysgerrig på at undersøge og understøtte børnenes udvikling ved at benytte TOPI, SMTTE, sprogtrappen, relationscirklen og evaluering i dit systematiske arbejde
- er bevidst om at kommunikere kærligt, klart og tydeligt i både børne- og voksenhøjde
- er bevidst om egne læreprocesser og har lyst til at arbejde med både styrker og svagheder
- har mod på at give og modtage konstruktiv feedback og evaluere egen samt dit teams fællespraksis for at kunne foretage de nødvendige justeringer, der fremmer børnenes trivsel og deltagelsesmuligheder i hverdagens børnefællesskaber
- baserer dit arbejdsliv på en positiv, humoristisk og livsglad tilgang – du tager alle mennesker alvorlig og møder verden med et smil
- er motiveret for at samarbejde med mange og tænke selvstændigt – og optaget af at skabe magiske øjeblikke med børnene
På sigt skal du være indstillet på at kunne lede dig selv og dine kolleger med øje for husets pædagogik, faglige retning og aftaler.
Vi søger en pædagog, der brænder for at være en del af ovenstående og samtidig gerne vil tilføre Nordstjernen nye perspektiver – en pædagog med hjerte for de tre-seks årige.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.
Mere information
For yderligere information om stillingen og en rundvisning kontakt meget gerne pædagogisk leder Michael Lauridsen på 21 51 94 47.
Søg via linket senest søndag den 15. februar 2026
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.