Gruppeleder til dagvagten i hjemmeplejen Bispebjerg/Nørrebro
Søger du en lederstilling med plads til initiativ, forskellighed og gode muligheder for udvikling? Er du klar til at bruge din sygeplejefaglige baggrund til at lede og vise faglig retning for en dynamisk medarbejdergruppe med høj faglighed og god energi?
Så kom til hjemmeplejen Bispebjerg/Nørrebro og bliv en del af et stærkt arbejdsfællesskab.
Om jobbet
Som gruppeleder for en hjemmeplejegruppe bliver du en del af den daglige ledelse og faglige udvikling af hjemmeplejen på Bispebjerg/Nørrebro.
Gruppen består af ca. 30 medarbejdere, der varetager visiterede opgaver indenfor serviceloven og opgaveoverdragede indsatser fra sundhedsloven. Borgerne i dagvagtsgruppen BIN 6 bor i området Indre Nørrebro. Du bliver også en del af en ledergruppe på 10 ledere og en hjemmeplejeleder, som sammen arbejder for at skabe sammenhængende indsatsatser af høj kvalitet for borgere og en attraktiv arbejdsplads for medarbejderne.
Det seneste år har vi arbejdet målrettet med at implementere vores nye organisering i Tværfaglige Teams med Nærvisitation. Fundamentet er nu på plads, og vi har fokus på at videreudvikle og finjustere organiseringen i takt med erfaringerne fra praksis. I løbet af det kommende år skal vi sammenlægges med den Sociale Hjemmepleje i Socialforvaltningen. Det er endnu ikke besluttet præcis, hvordan organiseringen skal være, men du vil blive en aktiv del af processen, når beslutningen er truffet. Det bliver en spændende proces, som kalder på samarbejdsvilje og et fælles ønske om at bidrage positivt til de forandringer, som det vil betyde for borgerne, for os og kollegerne fra Socialforvaltningen.
Derfor skal du vælge os
Hos os bliver du en del af en arbejdsplads, hvor faglighed, samarbejde og udvikling går hånd i hånd. Vi kan bl.a. tilbyde
- En engageret og erfaren medarbejdergruppe af SOSU-hjælpere og -assistenter med høj faglighed og stor kulturel mangfoldighed, som hver dag samarbejder med borgerne, så de kan leve det liv, de ønsker – også når sygdom og handicap udfordrer hverdagen
- Et ambitiøst ledelsesteam med en uformel omgangstone, hvor vi løfter opgaverne i fællesskab på tværs af vagtlag, lovgivning og faglighed
- Et stærkt fagligt arbejdsmiljø, hvor du altid kan få sparring og et godt råd fra erfarne lederkolleger
- En mentor i opstartsfasen og et grundigt onboardingforløb
- En arbejdsplads i udvikling, hvor du får indflydelse på, hvordan vi arbejder med forandringer i organisationen
- Fokus på trivsel og på sammen at skabe et godt arbejdsmiljø, hvor vi også prioriterer sociale aktiviteter i løbet af året – blandt andet sommerfest
Din profil
- Du er sygeplejerske og gerne med ledelseserfaring
- Du har lyst til at sikre gode borgerforløb og et godt arbejdsliv for medarbejderne
- Du er en nærværende, tydelig og inddragende leder
- Du er en god kommunikator med stærke relationelle kompetencer
- Du har blik for, at faglighed, økonomi og udvikling hænger sammen
- Du kan se dig selv i et tæt samarbejde med resten af ledelsesteamet og bidrager til det faglige arbejdsfællesskab og det gode arbejdsmiljø
- Du har lederuddannelse – ellers tilbyder vi diplomuddannelse i ledelse
Om hjemme- og sygeplejen på Bispebjerg/Nørrebro
I hjemme- og sygeplejen på Bispebjerg/Nørrebro er vi ca. 350 ansatte fordelt på seks dagvagtsgrupper, der hver dækker mindre geografiske distrikter.
Desuden har vi to aftenvagtsgrupper, to sygeplejegrupper og en gruppe med administrative medarbejdere, servicemedarbejdere og en stab, der understøtter den daglige drift og ledelse.
Du vil også få administrativ understøttelse fra en erfaren kollega, hvilket giver gode muligheder for at have fokus på nærværende ledelse og faglig udvikling. Vi arbejder tæt sammen med borgerne og deres pårørende for at støtte dem i at leve et så aktivt og selvvalgt liv som muligt.
Samtidigt arbejder vi med det faglige og kollegiale arbejdsfællesskab, hvor der skal være tid til den faglige ledelse og udviklingen af den enkelte medarbejder.
Hjemmeplejen/Hjemmesygeplejen på Bispebjerg/Nørrebro i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune leverer pleje til ca. 1.600 borgere primært over 65 år.
Vi holder til i hjertet af Nørrebro på Fensmarksgade 65, København N. Adressen er tæt på offentlige transportmuligheder.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Der er tale om en fast fuldtidsstilling med opstart 1. juni 2026 eller efter aftale.
Der indhentes referencer og straffeattest på ansøgere, der kommer i betragtning til at blive tilbudt en ansættelse.
Yderligere oplysninger
Er du blevet nysgerrig og har lyst til at høre mere så ring endelig til hjemmeplejeleder Tina Kjærgaard på 29 33 31 64 eller kom forbi og besøg os til en uformel snak og en kop kaffe.
Send din ansøgning og CV.
Søg via linket senest mandag den 6. april 2026
Der er planlagt 1. samtale den 10. april 2026. Ansøgere, som går videre i processen, vil blive bedt om at udfylde en personlighedstest inden 2. samtale, som er den 24. april 2026.