Fysioterapeuter til Ortopædkirurgisk- og Idrætsmedicinsk Team, Center for Genoptræning Nørrebro (vikariater)

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vil du være en del af et fagligt stærkt og engageret team, hvor vi sammen udvikler kvaliteten i genoptræningen – med borgeren i centrum?

Vi søger to fysioterapeuter – én til et barselsvikariat samt én til et vikariat på 10 måneder. Begge med start 1. februar 2026.

Om os
Center for Genoptræning (CfG) Nørrebro er en del af CfG København, som har afdelinger i fem sundhedshuse i kommunen. Vi arbejder for at skabe sammenhængende og individualiserede genoptræningsforløb, hvor borgeren understøttes i at tage aktiv del i egen genoptræning gennem motivation og en målrettet tilrettelæggelse af træningen med afsæt i borgerens sundhedskompetencer.

I CfG Nørrebro er vi ca. 65 medarbejdere fordelt på et sekretariat, Geriatrisk Team, Ryg Team og Ortopædkirurgisk- og Idrætsmedicinsk Team.

Du bliver en del af et velfungerende team på 23 fysioterapeuter, hvor samarbejde, faglig sparring og trivsel prioriteres højt. Hos os er der plads til både faglig fordybelse og udvikling, og du får en grundig introduktion til specialet og teamets arbejdsgange.

Dine opgaver
Du kommer til at varetage undersøgelse, vurdering, behandling og træning af borgere med ortopædkirurgiske og idrætsmedicinske problematikker. Herunder borgere med rekonstruktion af sener og ligamenter i ankel, knæ og skuldre, meniskresektioner og fiksationer, brusklæsioner samt artroskopi i hofteled. Desuden varetages genoptræning af borgere med ikke-operative diagnoser, herunder undervisning og træning af borgere med hofte- og knæartrose henvist fra egen læge.

Vi arbejder både individuelt og på hold med stort fokus på digitalt understøttet træning – fx via Icura og Exorlive Go – hvor borgeren støttes i at tage aktiv del i egen genoptræning.

Vi søger dig, der

  • har klinisk erfaring inden for ortopædkirurgi eller idrætsmedicin – eller lyst til at opnå det
  • er nysgerrig, reflekteret og engageret i faglig og personlig udvikling
  • trives i et stærkt fagligt miljø og bidrager aktivt til fællesskabet
  • har en anerkendende og professionel tilgang til borgere, pårørende og kolleger
  • har interesse for digitale løsninger i genoptræningen
  • har en struktureret tilgang og en positiv indstilling til forandring
  • har lyst til at arbejde med at understøtte borgerens motivation og kan tilpasse din tilgang til forskellige borgere og deres forudsætninger

Vi tilbyder

  • et udviklingsorienteret arbejdsmiljø med høj faglighed og kollegial støtte
  • mulighed for kompetenceudvikling og videndeling
  • en kultur præget af åbenhed, tillid og medindflydelse
  • moderne rammer i Sundhedshus Nørrebro og en hverdag med variation og faglig mening

Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 37 timer ugentligt med løn efter gældende overenskomst.

Centerets åbningstider er mandag og onsdag kl. 7.30-18.00, tirsdag og torsdag kl. 7.30-17.00 samt fredag kl. 7.30-15.00.

Du skal forvente en til to sene dage om ugen.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Camilla Schäffer på 21 53 62 14.

Center for Genoptræning Nørrebro ligger i Sundhedshus Nørrebro, Mimersgade 41, 2200 København N.

Søg via linket senest torsdag den 1. januar 2026
Der afholdes løbende samtaler frem til den 8. januar 2026.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på Vores hverdag | Vores hverdag.