Fysio- eller ergoterapeut til undervisning i forflytning og arbejdsmiljø til Hjælpemiddelcentret i Københavns Kommune

Søg jobbet

Undervisning
Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Er forflytning og arbejdsmiljø i plejeopgaven en vigtig sag for dig? Og er du en nærværende underviser, som kan møde dine kursister i øjenhøjde? Så læs videre her, for Hjælpemiddelcentret i Københavns Kommune er på udkig efter en ny kollega til at undervise pårørende og selvudpegede hjælpere.

Opgaver i stillingen
I Københavns Kommune er der stadig flere ældre og syge borgere, som vælger at få hjælp fra deres pårørende eller selv udpege deres hjælpere. Det betyder, at flere pårørende har plejeopgaver, som også indebærer forflytninger. Københavns Kommune vil gerne hjælpe pårørende og selvudpegede hjælpere med at passe på sig selv i plejeopgaven, og derfor vil vi tilbyde undervisning i forflytning og risikovurdering. I den forbindelse søger vi en kollega, som kan hjælpe os med at:

  • Udvikle undervisningsforløb i forflytning og brug af arbejdsredskaber målrettet pårørende og selvudpegede hjælpere.
  • Undervise pårørende og selvudpegede hjælpere i brug af arbejdsredskaber samt forflytningsmetoder og risikovurdering.
  • Vejlede og rådgive pårørende og selvudpegede hjælpere samt eventuelt tilknyttet visitator om valg af arbejdsredskab, pladsforhold m.v. i konkrete sager.
  • Behandling af simple hjælpemiddelsager (§ 112) i Hjælpemiddelcentrets Kvik Service, hvor borgere kommer ind fra gaden og ansøger om simple hjælpemidler. I allerflest tilfælde får borgerne hjælpemidlet – fx en badebænk eller en rollator – med sig hjem, når de går ud ad døren.

Du vil blive en del af et forflytnings- og arbejdsmiljøteam, som består af syv kollegaer ud over dig, og du vil blive tilknyttet Myndighedsafdelingen på Hjælpemiddelcentret, hvor du bliver en del af en stor og livlig kollegagruppe med forskellige faglige baggrunde. Opgaven i Kvik Service vil fylde mindst i din samlede opgaveportefølje, da alle terapeuter i afdelingen tager vagter i Kvik Service.

Hvem er du?
Du er uddannet fysio- eller ergoterapeut, og ideelt set har du erfaring med at instruere og undervise pårørende og/eller sundhedsfagligt personale i sikre forflytninger. Risikovurderinger ved du meget om, og du har et solidt kendskab til hjælpemidler og arbejdsredskaber. Vi forestiller os, at du helt grundlæggende er supermotiveret af at forbedre arbejdsmiljøet i plejeopgaven.

Hvem er vi?
Hjælpemiddelcentret er både et videncenter og en myndighedsenhed. Vi arbejder med hjælpemidler, boligindretninger og velfærdsteknologi i tæt samarbejde med medarbejdere i hele Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Vi er omkring 120 medarbejdere – heriblandt ergoterapeuter, fysioterapeuter, sagsbehandlere, teknikere, akademikere og lagermedarbejdere. Sammen skaber vi en alsidig arbejdsplads, hvor faglig sparring, udvikling og samarbejde er en naturlig del af hverdagen.

Hos os får du mulighed for at udvikle dine kompetencer på tværs af faglige områder – og du kommer med garanti ikke til at kede dig.

Ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer, og du bliver ansat efter gældende overenskomst for din faggruppe.

Vi vil gerne ansætte dig så hurtigt som muligt og senest med opstart 1. oktober 2026.

Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til afdelingsleder Anne Hjelm Olesen på 20 55 46 96 eller til afdelingsleder Martin Jonassen på 20 47 55 96.

Hjælpemiddelcentret prioriterer et sundt og sikkert arbejdsmiljø og tilbyder frugtordning og massageordning samt træning i arbejdstiden.

Søg via linket senest fredag den 17. juli 2026
Vi indkalder til samtaler løbende.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.